Anmeldelse af Henry David Thoreau: Walden – Livet i skovene udgivet på Forlaget Gyldendal 16. marts 2021, oversat fra amerikansk af Niels Brunse
Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm
Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm
I 1845 byggede Henry David Thoreau en hytte ved Walden Pond, hvor han boede i to år, to måneder og to dage, og hans erfaringer nedskrev han i Walden der udkom for første gang i 1854. Her reflekterer han over forholdet mellem mennesket og naturen, men også over livet i civilisationen. Hans filosofiske tanker og naturbeskrivelser er særlig vedkommende i dag i form af Niels Brunses fremragende oversættelse.
Eksperimentet
Thoreau er et navn, som jeg har kendt til i en del år uden at vide det helt store om ham. Jeg vidste, at han var en amerikansk filosof i det 19. århundrede, og han er blevet brugt som referencepunkt i forskellige tekster, jeg har læst. Så da Gyldendal annoncerede deres genudgivelse af Walden (1854) i Niels Brunses oversættelse, som i 2018 modtog Weekendavisens Litteraturpris for sin mesterlige oversættelse af Shakespeare’s samlede skuespil, så slog det mig, at dette var en mulighed for at stifte et nærmere bekendtskab med manden. Bogen er en selvbiografisk fortælling om Thoreau’s projekt med at flytte væk fra byen og ud i naturen i 1845. Han valgte området omkring Walden Pond i Concord, Massachusetts, hvor han byggede en hytte der stod klar d. 4. juli (USA’s uafhængighedsdag) til indflytning. Thoreau boede der i to år, to måneder og to år, og i bogen beretter han om sine diverse gøremål imens han filosoferer over menneskets forhold til naturen og civilisationen.
Selvisolation
Thoreau leverer en fremstilling af sit liv i isolation fra samfundet, og læseren får indblik i hans hverdag: lige fra, at han var selvforsynende, til hans økonomiske status i denne tid. Men selvom Thoreau lever afskåret fra civilisationen, så er den alligevel konstant til stede i form af bl.a. en jernbane som ligger i nærheden af hans hytte:
”Lokomotivets fløjten gennemtrænger skovene både sommer og vinter; det lyder som en høg, der skriger når den sejler hen over bondens hønsegård, og lyden fortæller mig at nu kommer der travle købmænd fra storbyen hertil – eller eventyrlystne handelsfolk fra den anden side”
Thoreau’s eremittilværelse er altså ikke helt så definitiv, som man ellers kunne tro, efter man har læst bogens bagside, da gæster og fremmede tit kommer på besøg for at tale med ham. Men selvom civilisation konstant er prægnant, så har Thoreau’s poetiske naturbeskrivelser den prominente plads i bogen. Disse beskrivelser af isolationen i naturen ledte mine tanker hen på min fars og hans kones fornylig købte landsted der ligger så tilbagetrukket fra vejen, at man kan høre træernes grene løftes i vinden (poetisk overdrivelse). Men igennem Thoreau’s beskrivelser og fortælling om livet i skoven, så flettes hans filosofiske tanker om mennesket, natur og civilisation konstant ind i værket.
Civilisation
Thoreau’s tanker tager oftest udgangspunkt i enkelte begivenheder fra hans liv i hytten hvorefter han spreder dem ud til filosofiske tanker der prædiker for et liv der er mindre materialistisk, og i pagt med naturen i stedet for at opdyrke og kontrollere den. Hans emner spænder vidt fra civilisations økonomi til læsningens rolle i samfundet. Og selvom bogen er fra 1854, så vækker disse tanker altså stadig genklang i dag, hvilket viser både hvor almengyldige Thoreau’s tanker er, men også hvor lidt mennesket egentlig har udviklet sig. Hans skrivelser om hvordan mennesket fanger sig selv i samfundet i form af tomme statussymboler som af mode og huse er både morsomme og tragiske. Da jeg læste bogen kunne jeg ikke undgå, at tankerne bevægede sig henimod Jack Londons Klondike-eventyr eller filmen Into the Wild (2007), så hvis man er tilhænger af disse, så er Walden især en læsning værd.
Leave a Reply