Oplyst kristendom 

Anmeldelse af Jakob Wolf: Kristendom – kort fortalt, udgivet på Eksistensen d. 25. september 2026. 

Anmeldt af Thomas Møberg Thorsen 

Foto: Thomas Møberg Thorsen 

Teologen Jakob Wolf har skrevet en særdeles vedkommende og oplysende introduktion til kristendommen, som den kan (og bør) udlægges i det 21. århundrede. Den fungerer som en velgørende nuancering af størknede tanker om kristendom. 

Ikke så sjældent hører man følgende kritik af kristendommen: ”Kristendom? Er det ikke bare hokuspokus om troen på overnaturlige mirakler samt en bedstefarlignende Gud oppe i himlen? Nej tak!” Selvom denne kritik måske er ganske udbredt, er den ikke særlig rammende ifølge forfatteren til Kristendom – kort fortalt, Jakob Wolf. Det er nemlig slet ikke det, kristendommen handler om. ”Der er ingenting, der er sandt, fordi det står i Bibelen. Når der står noget sandt i Bibelen, er det, fordi det i det hele taget er sandt”, skriver han. Det gælder i dag om at tolke og tyde kristendommen, så den stadig har noget at sige det moderne menneske, der – med rette – ikke anser Bibelen som en guddommelig autoritet i sig selv. Det gælder med andre ord om at få oplyst kristendommen. 

Det universelle i kristendommen 

Med bogens lidt ubeskedne titel må man gå ud fra, at hele kristendommen tages op til revision, hvad den da også gør ud fra de overordnede spørgsmål: Findes Gud? Hvor er Gud? Hvem var Jesus? Hvad skal gudstjenesten gøre godt for? For at kunne besvare disse spørgsmål, tager Wolf udgangspunkt i den moderne verden og i de almenmenneskelige erfaringer, vi gør os. Det er en hovedpointe for Wolf, at kristendommen så at sige skal afmytologiseres. Det antikke, geocentriske, verdensbillede og myterne om eks. Gud som en far bosiddende i himlen må vi i dag gøre op med, da den moderne naturvidenskab har tilbagevist sådanne påstande.  

Men hvem eller hvad er Gud da? Her inddrager Wolf nogle simple, men fundamentale erfaringer. Vi erfarer, at vi lever i en verden, vi ikke selv har indrettet (samfundet har vi indrettet, men ikke verden); at vort liv opretholdes af en art kraft, indtil vi en dag dør; at der i det hele taget er noget og ikke intet i denne verden osv. Det er her, Wolf finder Gud – som ”magten til at være til”. Gud og magten er dermed synonymer. I denne forstand handler tanken om Gud ikke om det mytisk uforklarlige eller mirakuløse. Tværtimod: ”Guds eksistens handler om det sædvanligste af alt, at farver findes, at kærminder findes, at mursejlere findes, at månen findes, at vi findes”. At ”abrikostræerne findes”, kunne man med Inger Christensen få lyst til at digte videre. Men egentlig er denne tydning universel og kan foretages af alle, også på tværs af religioner. Derfor kan Wolf også kalde den ”skabelsesfilosofi”. 

Det specifikt kristelige i kristendommen 

Den universelle erfaring af ’magten til væren’ eller ’viljen til liv’ er imidlertid tvetydigt, da det jo er selvsamme magt, der står bag (eller i al fald ikke afskaffer) al den ondskab og lidelse, der findes i naturen. Det er i karakteristikken af denne tvetydige magt, det specifikt ’kristelige’ kommer ind i billedet. Kristendommen hævder nemlig, at magten, Gud, er entydigt god. Med Wolfs ord: ”Kristen tro er, at Guds væsen éntydigt er kærlighed”. Også i talen om Jesus gælder det om at skrælle de mytologiske lag væk for at komme ind til kernen, budskabet, i hans prædiken. Det centrale budskab i Jesu prædiken er, at kærligheden er stærkere end døden. At Jesus har autoritet til at sige sådan, skal i dag ikke begrundes mytologisk i, at han er Guds søn eller Kristus, men at han selv levede dette budskab. Og mens det universelle i kristendommen var en tydning afalmenmenneskelige erfaringer, er det derimod et trosspørgsmål, om Jesu budskab er sandt. Dette budskab er skrøbeligt i den umådeligt tvetydige verden, vi lever i. Derfor er det gudstjenestens rolle at minde mennesket om det. 

Nuanceringens nødvendighed 

Jeg har vist redegjort nok og vil sluttelig skrive kort om mine tanker om bogen. Kristendom – kort fortalt er særdeles anbefalelsesværdig; den er skrevet enkelt og med en klarhed, der vidner om, at Jakob Wolf har tænkt grundigt og dybt over sagen. At bogen er letlæst skyldes også, at der hverken er henvisninger eller litteraturliste – hvilket man dog af og til kan savne, hvis man gerne vil dykke længere ned i den teologi, Wolf er inspireret af.  

Desuden er talen om Guds entydige kontra tvetydige karakter en anelse paradoksal. Selvom paradokset på mange måder er en eksistentielt vedkommende kategori, er spørgsmålet imidlertid, om ikke tingene blandes sammen, når Gud både kan kaldes tvetydig og entydigt god. Måske skulle den universelle kraft i verden udelukkende kaldes magten, således at den ikke er synonym med Gud. På den måde taber kristendommen skabelsen til filosofien, men hvad gør det, når den (vi) har vundet budskabet om kærlighedens uovervindelighed?  

I denne tid hvor kristendommen omtales og diskuteres så meget, er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad kristendom handler om, og hvordan dens elementer skal fortolkes. Man behøver selvsagt ikke ukritisk at overtage Wolfs udlægning, men bogen er god at tænke med og ud fra. Set i dette lys er den en god anledning til at få nuanceret sit syn på kristendommen – hvad enten man er ateist eller i forvejen er kristen.