Oprørspukkel 

Anmeldelse af Patti Smith: Engles brød – erindringer udgivet på Klim d. 4. november 2025. Oversat fra engelsk af Charlotte Kornerup. 

Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir 

Foto: Asta Birkler 

I år bliver Patti Smith 80 år. Det fejres med et erindringsværk præget af oprørstrang, kærlighed og poetisk håndværk. 

For godt femten år siden modtog punkens gudmor, Patti Smith, den prestigefyldte National Book Award for sit erindringsværk Just kids. I november udkom opfølgeren, Engles brød, hvori Smith på sanselig og ærlig vis ser tilbage på sit begivenhedsrige og oprørsfyldte liv. Og ligesom Smiths debutalbum Horses (1975) ikke gør sig som baggrundsmusik, erfarer jeg i læsningen af hendes erindringer, at hendes person heller ikke går i ét med tapetet. Hun venter på at blive samlet op af ufoer og holder sig stædigt ude af den støbeform, som hendes mor forsøger at passe hende ned i. En morgen på vej til skole, møder Smith eksempelvis en snapskildpadde, som hun taler med: ”Vi kommunikerede på samme måde som mine søskende og jeg i vores telepatiske leg. Jeg kom ind i hans verden, men jeg er ikke i stand til at sige, hvor vi tog hen. Det føltes, som om det kun varede et par øjeblikke, men da jeg ankom til skolen, var min lærer meget vred. Det var frokosttid, og jeg havde været væk hele formiddagen.” 

Engles brød er en personlig fortælling om at vokse op og længes efter det mondæne, om at finde fodfæste som kunstner og ikke mindst om kærligheden til fire mænd og sorgen over at miste dem.  

Brochetyveri og væddeløbsfotografi 

Jeg møder Patti Smith i barndommen. Smith er et barn, der tit bliver syg. Et barn, der fantaserer. Og et barn, der er bevidst om sin egen fremtidige succes: ”En sjælden gang, når vi fik lov til at sidde og kigge i vores forældres samling af familiebilleder, ledte jeg i fotografierne i al hemmelighed efter træk, jeg kunne have til fælles med mine bedsteforældre, tanter og søskende. Og så en dag så jeg et gulnet avisudklip af min far, der brød igennem et bånd som vinder af et væddeløb, dengang han var barn og boede i New Haven. (…) Det er derfor, jeg er her, tænkte jeg. Jeg skal løbe gennem mure, gennem bånd. Det er, hvem jeg er, hviskede jeg.” 

De første erindringspassager rummer scener og billeder, som sætter sig i mig. Det er scener, som har præget Smiths person; En scene, hvori hun stjæler en broche fra en dødssyg veninde, hvilket giver samvittighedskvaler langt ind i fremtiden. Man kan nærmest mærke bitterheden i penneførerens hånd. Hendes største litterære idoler og opdagelsen af skønheden i Picassos værker sætter sig i hende, bliver inspirationskilder for barndommens liv og for senere tanker. Smith bærer en trang til oprør allerede i barndommen; en oprørspukkel, som hun selv kalder det, og minder mig på den måde om Esther fra Tove Ditlevsens Barndommens gade. 

Flere scener bliver nærmest symbolske. Det beskrevne fotografi af faren er eksempelvis det eneste billede, som overlever et rotteangreb på familiens fotoalbum, og bliver dermed et symbol på Smiths grænsesøgende og normbrydende liv. En ærgerlig efterrationalisering og symbolificering i min optik. Men ikke desto mindre medrivende. Smith skriver i et gennemført glidende sprog, hvor den ene sætning tager den næste. Og særligt barndomspassagerne er scenisk veludførte. Da Smiths musikerkarriere i de efterfølgende kapitler tager fart, mister jeg til tider pusten i de nærmest opremsende passager. Men den blide og scenisk opmærksomme fortællerstemme vender heldigvis tilbage mod bogens afslutning. Og selvom der er det ærgerlige ved erindringsværker, at man typisk ved, hvordan de ender, så er Patti Smiths rejse dertil langtfra kedelig.