Anmeldelse af Margaret Meyer: Hekseflod, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 11. august 2023.
Anmeldt af Emma Luna Hallgaard Christensen
Foto: Emma Luna Hallgaard Christensen
Det hele startede med fødslen af et vanskabt spædbarn. Og dog stikker årsagen til hekseforfølgelsen, der raser i den fiktive by Cleftwater, endnu dybere end en forgjort brudeseng. Den historiske roman Hekseflod af canadiske Margaret Meyer tematiserer, hvordan ulykkelige omstændigheder blander sig med frygten for det uforklarlige og overnaturlige, som resulterer i en makaber og misogyn heksejagt i 1600-tallets England.
En flodbølge af frygt i 1645
I Hekseflod følger læseren Martha Halleybread, en godhjertet midaldrende fattigkvinde, der dydigt tjener sin herre og samtidig er egnens kloge kone. Martha levede et stille liv, helst omgivet af sine urter, indtil ulykken ramte landsbyen. En række naturfænomener, som uvejr og dødelige epidemier, gør, at ‘the witch craze’ – heksefeberen – indtager egnen. Martha går med ét fra at være en vellidt, klog kone til at være mistænkt, og senere erklæres hun endegyldigt for at være heks. Sideløbende med heksefeberen raser et heftigt uvejr, og romanen er præget af en truende stemning; dommedag er nær, og ulykken venter lige rundt om gadekæret. Hekseflod følger Marthas færd fra gaden og helt ind i det inderste torturrum. Herved tematiserer romanen, hvad der sker med et lille samfund, når den meningsløse tragedie indtræffer – for hvem bærer skylden? Og hvem skal stilles til ansvar? En mistro mellem indbyggerne siver langsomt ind gennem alle sprækker, og svirrende rygter breder sig. Frygten melder sin ankomst hos Martha i starten af romanen, da hun tager imod et vanskabt spædbarn, som hun herefter kvæler i skjul:
“Det vred sig i hende. Hvor var det frygteligt, hvor uværdigt, at have denne mærkelige skræk – primitiv, oldgammel, at der blandt dem, disse kvinder, hendes veninder, kunne være en troldkvinde. Tanken bredte sig, fortærede, formørkede alle gode ting i verden, daggry på perlemorshave, efterårshøstens gyldne nuancer, miraklet ved en nyfødt, naboers venlighed. Hvem af dem var det? Hvem?”
Voksdukken med janushovedet
Da Herr Makepeace, heksemanden, der står i spidsen for heksejagten, ankommer til byen og tilfangetager, torturerer og henretter de første uskyldige kvinder, har Martha god grund til at være bange. Mistroen til Martha er ikke funderet i hendes indgående kendskab til kvindekroppen og plantemedicin, men i en anden hemmelighed hun gemmer på. Martha er i besiddelse af en trolddomsamulet, en lille nedarvet voksdukke fra sin moder med ansigter på begge sider af kroppen. Desuden er Martha stum – en kommunikativ kompliceret faktor i en tid, hvor det sagte dominerer, og et enkelt ord kan resultere i en fatal dødsdom. Martha kan hverken starte eller affeje rygter, og ormen i hendes hals, som hun benævner stumhed, er både en velsignelse og en forbandelse. Voksdukkens janushoved bliver et billede, der kan overføres på Marthas indre kamp. Samtykkende tie kan både være beskyttende såvel som ødelæggende.
Æret være Hendes minde
Hekseflod er baseret på Meyers historiske research af heksejagten i East Anglia i 1645-47, det østlige England, der blev ledet af den berømte heksejæger, Matthew Hopkins. Hopkins markerede sig som heksejæger ved sin ’kreative’ tilgang til torturmetoder, der omgår loven. Herunder ses blandt andet frarøvelse af søvn:
“En troldkvinde kan gøre sin slette gerninger hurtigt, men tilstå langsomt. Det var sådan, hun skulle trættes. Gå tredive skridt. Vende om. Gå igen tredive skridt. Gøre det tredive gange. Så igen og igen. Se dagen falme til aften. “
En anden tortur- og tilståelsesmetode, der også skildres i Hekseflod, er, at en såkaldt ‘søgekone’ skulle barbere hele den anklagedes krop og lede efter såkaldte ’heksemærker’. Martha bliver i romanen ansat som søgekone, og herved kommer læseren altså helt tæt på den fordømte og mishandlede kvindekrop. I Hekseflod kommer den stumme og historieløse, den fordømte og forgjorte kvinde altså til orde, og det er tydeligt, at romanen ønsker at skabe fokus på kvindehistorien og på offerets perspektiv. Stemmen gives til dem, der engang var stemmeløse, og hele romanen er i forordet netop dedikeret til ofrene med sætningen “På disse sider huskes I”. Man fornemmer i Hekseflod en lige delt kollektiv sorg og en ulmende feministisk vrede, hvor voksdukken bliver et magisk remedie, der kommer til at symbolisere ikke bare Marthas individuelle historie, men alle kvinders historie:
”Vi er kælling. Vi er tøs. Vi er tæve. Vi er tøjte, skøge, hore, madamme, jesabel, mæfikke, dæmon, troldkvinde, luder, frue, fitte, sjuske, mær, heks, madonna, gimpe, flane, so, rappenskralde, hejre, drage, trunte, havgasse, jomfru, furie, hystade, dame, harpe, strigle, kone. Vi er frastødende mod naturen og en hån mod gud, vi er uhyrlige, legio; vi er for mange, vi er aldrig nok.”
Hvad jeg nød allermest ved Hekseflod var de sceniske og stemningsmættede beskrivelser af naturen, samt den brede viden om urter og historiske kvindeerhverv, som Meyer demonstrerer. Romanen balancerer fint mellem beskrivelser af barsk tortur og poetisk natur, og sprog samt ordvalg er tro mod den historiske periode. Hekseflod er derfor specielt til dig, der har interesse for det historiske, okkulte og feministiske.
Leave a Reply