Anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Ræveår, udgivet på Gyldendal d. 31. oktober 2024
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Jeg mødte Læsøs kvindelige beboere for første gang, da havet gav den druknede Signe tilbage til øens kyst i 1780. Jeg kunne se for mig, hvordan nogle af kvinderne med ubetinget kraft forsøgte at genoplive hende, mens andre tøvede. Det er på denne strand anmelderroste Anne Lise Marstrand-Jørgensen åbner sin roman Ræveår, og herfra bevægede jeg mig som en spyflue rundt blandt kvindernes daglige gøremål, hemmeligheder og kamp for at høre til i et livsnødvendigt fællesskab.
Ræveår er en historisk kollektivroman, der på rytmisk vis skildrer naturen gennem alle dens årstider. Den skildrer kvinderne, der bor i den, og den hunræv, der betragter dem på afstand. Kvinderne – Signe, Frida, Nielsine, Kirsten, Abelone, Margrete, Dortea og Johanne – lever og arbejder på Læsøs hede. De lever på naturens præmisser, og hver dag forsøger de at gennemskue den, så de kan få mest muligt ud af den. For hverdagens gøremål er taktfaste: de dyrker den sandede jord og passer de dyr, der skal holde dem i live med deres kød og uld. Men hvis naturen eller fællesskabet ikke arter sig, kan det få konsekvenser for kvinderne og deres familier.
Naturen, der både giver og tager
Naturen er en af de vigtigste grundpiller i kvindernes liv. Litterært set er den det lag, der uophørligt definerer stemningen for romanens begivenheder. I min læsning var jeg fra start til slut overvældet af sansninger, og kunne næsten mærke sommersolens varme i kvindernes ansigt og deres frosne fødder i træskoene om vinteren. Dens nærhed er konstant, og på besjælende vis smyger den sig ind i alle afkroge af fortællingen og kvindernes liv:
”Alle kvinderne i Østklitten læser vinden og regnen og solen, de ser til afgrøderne og køkkenhaverne, de tager forholdsregler og er omhyggelige med bøn og salmesang, for det er så lidt, et menneske kan bestemme. Resten er det store åbne, hånden, der giver, og hånden, der tager, alt det, et menneske må læne sig ind imod med sit håb og sin fortvivlelse, sin mæthed og sin sult.”
Naturen er altså både en ven og en fjende. Kvinderne er nemlig afhængige af dens gaver, men den har samtidig magten til at tage alt fra dem i et snuptag – det gælder både mad og menneskeliv.
Èn kvinde er ingen kvinde
En anden vigtig grundpille er kvindernes fællesskab. Deres mænd og voksne sønner lever og arbejder på havet og vender kun hjem for en kort stund, inden de drager afsted igen. Men kvinderne portrætteres ikke gennem deres mænd, som de ofte er blevet tidligere i litteraturhistorien. Her er kvinderne den lim, der får et helt samfund til at fungere – de sidder ikke blot derhjemme og venter. Internt er kvinderne afhængige af hinandens indsats og udbytte fra landbruget, og på den måde bliver fællesskabet grundstenen for at kunne overleve. Signe er gruppens outsider, og er – udover at deltage i praktiske gøremål – aldrig rigtigt blevet en del af flokken. Det får konsekvenser for hendes tilværelse, da hun bliver et nemt offer for beskyldninger om hekseri. Hun trækker sig fra de andre kvinder i takt med, at de trækker sig fra hende. Og da Signe mister sine gæslinger, starter en bølge af både sociale og økonomiske bekymringer:
”Det er tabet af gæslinger, det er de penge, hun ikke kommer til at kunne betale for Christians undervisning med, det er konfirmationen, som alle vil stoppe ned i halsen på hende, det er tab på tab, drømme, der går midtover, det er Abelones ord, der lød som en trussel, kvinderne, der nu går mod Gåsegården uden hende, pigernes bånd og lethed, en ensomhed stå stor, at den er sin egen verden.”
Signes ensomhed akkumulerer gennem romanen, men da hun uafhængigt af beskyldningerne om hekseri står overfor sit livs hidtil største krise, bliver de andre kvinder uundværlige. Romanen tematiserer altså vigtigheden ved fællesskabet, fordi vi uundgåeligt er hinandens anliggende – ellers kan samfundet ikke fungere.
Gennem blikket fra en hunræv
Indimellem får læseren lov til at betragte kvinderne på afstand gennem den hunræv, der bor i nærheden. Hunræven er sin egen karakter, der med sine egne kapitler bryder det primære narrative spor, der har kvinderne i centrum. I takt med hunrævens instinktbårede eksistens, blev jeg inviteret helt ned i hendes hule og med på jagten efter føde. Der er tydelige sammenfald mellem både hunrævens og kvindernes levevilkår, hvor naturens måned- og årlige rytmer definerer deres hverdag:
”Vinden er hendes ven, den lægger slør over menneskenes ører, så de ingenting hører, slet ikke at en ræv lister forbi, cirkler om gårde og stalde og tørvehuse, graver i tilsølet halm og tang. Hun sluger det ene ådsel i to mundfulde, tager det andet med sig. Skarpt og ramt, munden vokser, ganen som et hvælv, og der findes intet andet end dette: at stille en sult. At komme hunger i forkøbet.”
Alt imens hunrævens dyriske og rå karaktertræk er intakte, bliver hun – på trods af kvindernes frygt for hende – nærmest optaget som det niende medlem af kvindefællesskabet. Hver dag er et spørgsmål om overlevelse, og ”hver årstid er en forberedelse til den kommende”, både for kvinderne og hunræven.
Ræveår er for mig at se en hyldest til naturen og kvindefællesskabet – jeg elskede hvert et ord. Læsningen efterlod mig fyldt op og med en følelse af at have været på besøg i fortiden. Efter at have vendt den sidste side, står naturbeskrivelserne klarest for mig. Jeg er blevet mindet om, at mennesket er barn af naturen, og at mennesker har brug for mennesker for at være til:
”Når hun ser lammene om foråret eller de store rovfugle, der dirrer over heden, vandrer hendes tanker på samme måde, for hun har altid syntes, at alle levende væsner må stå i forbindelse både med hinanden og alt, hvad der gror.”
Leave a Reply