Anmeldelse af Torborg Nedreaas: Trylleglasset udgivet på Forlaget Turbine d. 30. januar 2025
Oversat fra norsk til dansk af Lotte Kirkeby
Anmeldt af Matilde Karoline Winther Nielsen
Foto: Matilde Karoline Winther Nielsen
Trylleglasset er en barsk fortælling om at vokse op i skyggen af fattigdom, svigt og vold, men lige så meget er det en livsbekræftende fortælling om barnets forunderlige evne til at flygte ind i legens og fantasiens verden, når virkeligheden synes for overvældende og barsk.
Som en del af deres klassikerserie udgiver Forlaget Turbine nu den norske forfatter Torborg Nedreaas’ roman Trylleglasset fra 1950 i en dansk oversættelse af Lotte Kirkeby. Det er første bind i en trilogi, der alle udkommer på samme forlag i år. Romanens handling udspiller sig i den fiktive by Sølverstad i Norge i tiden omkring Første Verdenskrigs udbrud, hvor Herdis Hauge vokser op sammen med resten af gadens børn. I små novellelignende kapitler udfoldes hendes og de andre børns individuelle skæbner, der alle, på den ene eller anden måde, er påvirket af den enorme fattigdom og sociale nød, der var et grundvilkår for mange i Norge i starten af 1900-tallet.
De larmende detaljer
Herdis er en lille, årvågen pige i børnehavealderen med rødt, stridt hår. Hun vokser op i en familie med flere midler end de fleste, men inde bag facaden er hjemmet en kampplads: Forældrenes evige konflikter driver ned ad væggene, og midt i orkanens øje står den lille Herdis fortvivlet og uforstående tilbage og længes noget så forfærdeligt efter omsorg og tryghed. Hjemmets kaos tvinger derfor ofte Herdis udenfor, hvor hun uledsaget og ensomt flakker rundt i Sølverstads uhumske gader. Og jeg flakker med. Jeg er med, da hun overværer sine naboer blive smidt på gaden, og da nogle ældre børn på fornedrende vis narrer hende til at vise sin bare numse. Jeg er med, da hun får tæsk, og jeg er med, da hun ser sin veninde gå afsted for at plukke anemoner for aldrig at vende hjem igen. De barske scener er beskrevet minutiøst og i et sprog så mættet af detaljer og sansninger, at det føles som om tiden går i stå. Og når det sker, er det som om alt det hjerteskærende, ækle og brutale larmer endnu mere:
”Han klemte fingrene om hendes nakke med den ene hånd, søgte længere ind under den varme, ækle hårmasse. Den anden tvang han ind i hendes mund, pressede fingrene ned i det bløde væv mellem tungen og tænderne i undermunden. Endelig, endelig! Hendes ansigt var gråt og blankt af skræk, øjnene var to sorte knapper. Da han pressede hårdere ind i hendes mund, sprang tårer ud af øjnene, og vand ud af næsen, og rædslen fik hende til at slippe taget i gelænderet.”
Barnets ukuelighed
På et tidspunkt får Herdis foræret et glasprisme af et af de andre børn. Prismet er egentlig bare et skår fra en gammel lampe, men for Herdis er det magisk – et trylleglas. For når hun kigger gennem det, bliver alt smukkere og dejligere, end det i virkeligheden er. Gennem trylleglasset ser hun bøgetræernes trækroner forvandle sig til ”kaskader af farver, der blussede og bølgede og strålede” og de visne blade på vejen begynde at ”glitre og gnistre”. Ja, selv i kanalens stillestående, rådne og tjæresorte vand er der skønhed, når bare hun sætter glasprismet for øjnene. Med trylleglasset kan Herdis komme på afstand af den virkelighed, der gør ondt og er for barsk til, at hun helt evner at forstå den med sit barnesind. Og det bliver langt hen ad vejen hendes redning, indtil det ikke er det mere. Trylleglasset står for mig som et symbol på Herdis’ – og dermed barnets – forunderlige evne til at finde leg og lys i selv de mørkeste omstændigheder. Gadens børn har nemlig det fantastiske til fælles, at de på trods af alt det forfærdelige de oplever, stadig bare gør som børn nu gør: De leger, forundres, glædes ved små ting og bobler af evig nysgerrighed.
En sitrende læseoplevelse
Lotte Kirkebys oversættelse af norske Torborg Nedreaas’ klassiker er en sitrende læseoplevelse. Det detaljerige og sansemættede sprog og den overbevisende skildring af Herdis’ indre liv er på en og samme tid urovækkende og livsbekræftende læsning, der rammer som en mavepuster. Jeg tog ofte mig selv i at holde vejret i rendyrket ubehag eller fælde en tåre over de små, fine øjeblikke, hvor Herdis var dybt opslugt af sin egen fantasi. Jeg glæder mig allerede til at møde hende igen i andet bind, der udkommer på Forlaget Turbine til maj.
2 Comments