På kanten af søvn og verden

Anmeldelse af Stefan Kjerkegaard: ensom omgang, udgivet på Det Aarhusianske Forlag Herman og Frudit d. 10. maj 2024.

Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen

Foto: Viktor Woetmann Olsen

Litteraturforsker Stefan Kjerkegaard springer ud som digter med sin debut ensom omgang, en række fragmentariske digte, der udpensler en midtvejskrise og massiv søvnmangel hos et jeg, der føler sig udenfor verden.

ensom omgang er en koncis og skarp digtsamling, der ikke rigtig har noget tilovers for overflødigheden. Dette er både dens styrke og last, for oprigtigheden skinner igennem i de klare digte, men den store respekt for sproget fører dog til, at de aldrig for alvor letter sig fra det profane og ind i sit eget univers. Jeget bevæger sig på grænsen til det abstrakte, men magter ikke at forstå det:

”træerne på Bredgade / har tabt deres lys på asfalten // ingen aftener er så lange / at du bliver tydelig nok // men blæsten tegner endnu et menneske op // kloden er et mærkeligt sted”.

Her fremskrives det abstrakte, en poetisk skævvridning af verden forekommer, men afsluttes blot med det kølige, afstandtagende vers: ”kloden er et mærkeligt sted”. Klarsynet bliver altså aldrig rigtigt klarsyn. Ikke nok med at digteren har en afstand til det abstrakte, så forbliver han også fjern for den konkrete verden:

”børnene sover / kun som tilskuer kan du erfare deres lykke”.

Det er hele tiden dette grænseland, digtene befinder sig i – på kanten af søvnen, kanten af livet. Fremmedgørelse fylder meget, og det ord indkapsler også fint hele bogen. Den føles rent faktisk søvnløs i sin slørede opfattelse af verden. Læs blot følgende digt:

”jeg kan ikke længere huske / hvordan det er at være mig / lungerne er standset mellem et og to / og nu begynder gulvet også at visne / hvis jeg bryder sammen her / er det måske en genvej til søvnen”.

Også afstanden til sig selv forstærkes af denne altoverskyggende søvnmangel. Hele universet er sløret i digtsamlingen, og selv jeget bliver til 3. person i følgende digt:

”bag træernes tusinder tårer / findes endnu flere / øjne der ser / den trætte far / glide ned / bag sovepillen”.

Metaforbrug i digtsamlingen er generelt sparsomt, men dem, der forekommer, fungerer fint. Verden er falmende, og selv træerne græder i det 65 siders lange søvnløse sammenbrud, som ensom omgang er. 

Digtsamlingen formår som debut (af en aldrende debutant) at være enormt klar i sin enhed. Den bliver aldrig flyvende eller visionær, og det er nok heller ikke meningen, for livskrisen sørger for at hive alt ned, der forsøger at lette. Oprigtigheden bliver her dens styrke – man mærker et jeg på kanten af sammenbruddet og med en følelse af, at verden bevæger sig længere og længere væk. Som titlen angiver, er det en ensom, men dog også skarp og velkomponeret omgang.