Anmeldelse af Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf, genudgivet på Gyldendal d. 11. november 2021. Oversat fra russisk af Jan Hansen.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Fjodor Dostojevskij ville i 2021 have haft 200-års fødselsdag. I denne anledning har Gyldendal genudgivet hans største værk, Forbrydelse og straf, i en længe ventet ny oversættelse i form af en smuk jubilæumsudgave. En perfekt mulighed for at prøve kræfter af med en russisk klassiker – og en vanvittig en af slagsen!
I romanen følger vi Rodion Raskolnikov – en fattig studerende, der får overbevist sig selv om, at det kan retfærdiggøres at myrde en gammel pantlånerske, som ingen alligevel kan lide. Mordet går dog ikke helt som planlagt og efterfølgende rammes han af en feberlidelse, der varer i flere dage og giver rig mulighed for refleksion og paranoia over mordgerningen.
”’Hvad er det her for noget? Er det febervildelsen, der fortsætter, eller er det her virkelighed? Det må være virkelighed… Ja, nu kan jeg huske det: Flygte! Jeg må flygte så hurtigt som muligt, flygte for enhver pris! Ja… Men hvorhen? Hvor er mit tøj? Og mine støvler, jeg kan ikke finde mine støvler! De har stjålet dem! Gemt dem! Ja, nu forstår jeg! Åh, her er tøjet jo – jeg fik bare ikke øje på det!”
Et indblik i kaos
Raskolnikov er en noget kaotisk hovedperson at skulle følge. Konstant befinder han sig på randen til vanvid, og vi får som læsere lov at følge med i hver en tankestrøm i hans kaotiske hoved. Og den får ikke for lidt! Raskolnikov får pludselige indfald om at gå til politistationen og tilstå alt. På vejen derhen skifter han dog mening, beslutter sig for at flygte, beslutter sig igen for at gå på politistationen – og sådan fortsætter det i én lang limbo, mellem hvad han bør og ikke bør gøre. Generelt er han en pænt forvirret fortæller, for i takt med at hans feber fortsætter, glemmer han, hvad han netop var i gang med, og vi får som læsere lov at være mindst lige så forvirrede, som han er.
”Næppe havde døren lukket sig bag hende før den syge kastede dynen af sig og sprang ud af sengen, som en vanvittig. Med en brændende, krampagtig utålmodighed havde han ventet på at de alle skulle gå, så han kunne komme i gang med sine gøremål i deres fravær. Men med hvad dog? Hvad var det for gøremål han havde så travlt med at komme i gang med? – det kunne han pludselig ikke længere huske”
Foruden hans kaotiske hoved får vi desuden også indblik i utallige andre storylines og tankestrømme. Raskolnikovs søster og mor kommer til byen, fordi søsteren, Dunja, er lovet væk til en velhavende ældre mand, der skal hjælpe familien ud af deres økonomiske problemer – men det skal Raskolnikov nok sørge for ikke går så let! I mellemtiden har hans ven Razumikhin også fået et godt øje til søsteren. Oveni det hele sidder man som læser konstant på nåle, fordi Raskolnikov er så uforudsigelig en karakter – hvert øjeblik det skal være, kan han afsløre sig selv. Men samtidig ville det heller ikke komme som nogen overraskelse, hvis han lykkes med at slippe afsted med det hele.
At læse en russisk klassiker
Det var ikke uden ærefrygt, jeg gik i gang med at læse denne roman – samt skrive denne anmeldelse. Jeg har aldrig læst nogle af de store russiske forfattere tidligere og skal være den første til at indrømme, at det virkede rimelig angstprovokerende. Jeg lod dog min nysgerrighed vinde, og vil nu slå et slag for, at man (åbenbart) sagtens kan læse stor, russisk litteratur uden at have noget forhåndskendskab til traditionerne. Forbrydelse og straf er en på alle måder vanvittig, men også storslået roman! Somme tider føles den en del længere end sine 678 sider, men dens oprindelige udgivelsestidspunkt (1866) taget i betragtning, er den faktisk overraskende okay at komme igennem. Gennem romanens på mange måder sindssyge hovedperson reflekteres der over livets store spørgsmål, og der tages fat på tematikker som skyld, retfærdighed og sindssyge. Raskolnikov er nemlig af den overbevisning, at det sommetider kan retfærdiggøres at slå et andet menneske ihjel, hvis det tjener et højere formål. Er nogle mennesker mere værd end andre? Leger man Gud, hvis man tager sagen i egen hånd, og hvem bestemmer overhovedet, hvornår noget er tilgiveligt, og hvornår det blot er meningsløst? Mens Raskolnikov kæmper med skyldfølelsen, samtidig med, han forsøger at rationalisere sine handlinger overfor sig selv, bliver vi mere og mere opmærksomme på det dybt irrationelle i hans væsen. I forordet kalder Leif Davidsen romanen for en kriminalroman, og i så fald er det en kriminalroman, hvor vi konstant befinder os i forbryderens kaotiske hoved; konstant på randen til vanvid. Sikke en roman!
Leave a Reply