Anmeldelse af Helle Helle: Hey Hafni, udgivet på Gutkind d. 3. april 2025.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Sidst sagde vi på gensyn til Hafni ved det sønderjyske kaffebord, efter hun havde tilbagelagt en lang smørrebrødsrejse gennem det sydlige Danmark i Helle Helles Hafni fortæller. Nu er Hafni fløjet til Brighton for at bosætte sig i en længere periode. Som altid har Helle Helle en eksemplarisk opfindsomhed, og denne findes også under de engelske himmelstrøg i Hey Hafni.
”Jack planlægger at stå op klokken halv syv, og Hafni sætter derfor mobilen til at vække sig halv seks for at få sin hellige time ved spisebordet i fred. Hun lister rundt i køkkenet. For at undgå smæld lader hun alle køkkenlåger stå åbne, køleskabets alarm slog hun fra aftenen forinden. Hun rører æggene sammen med pegefingeren, men der bliver ingen ketchup, for den står oven på overskabet, som hun ikke kan nå uden at klatre op på køkkenbordet med risiko for rabalder (…) Hun lægger en dækkeserviet på bordet, stiller alt parat og sætter sig (…) Klokken fem minutter i seks kommer Jack slentrende (…) Hafni ser ud på altanen. Men Jack er i sludrehumør.”
Hafni er ankommet til Brighton men ikke helt alene, for hendes snakkesalige og løbeentusiastiske bror, Jack, er fulgt med i håndbagagen. Allerede inden de er trådt ind i lejligheden, har Hafni nærmest opgivet ham og higer efter fred og ro. Hun tager ud alene og nyder at udforske nærområdet på egen hånd. Hun drikker te, spiser frugtkage, går ned til molen, bliver utilpas ved synet af en fyr på motorcykel og påbegynder da sin sædvanlige tryghedsmanøvre: at tage telefonen op til øret.
Dette er første gang jeg fornemmer, at noget spøger i kulissen. Og løbende bliver det soleklart, at der er noget, som hjemsøger Hafni. Jeg mærker hendes ængstelighed og genkender de momenter af utryghed og frygt, som pludselig kan plante sig i en. Jeg føler sympati for Hafni, der virker til at have en del at bakse med.
Et lag af mystik
En fragmentarisk mystik besøger ligeledes romanen, og her forvirres jeg indimellem over brudstykker af handlingen – er det noget, Hafni reelt oplever, eller noget, hun blot forestiller sig? Denne mystik viser sig, da Hafni ænser en person, som efterfølgende ikke giver genklang fra sig. Hun møder Craig, som giver hende sin adresse. Han bor i nummer 0. Efterfølgende forsøger hun at opstøve ham, men husnummeret eksisterer ikke, og hun finder aldrig frem til denne mand. Det giver en fastfrosset og forstenet fornemmelse af uforklarlige forhold.
Mystikken er tillige en del af Hafnis pludselige panikanfald, hvilket igangsætter en undren hos mig over, hvad der fremmaler denne frygt. Hun bliver bange, og når hun vender sig om for at kigge, viser det sig ofte, at der ingen fare er på færde. Hun bliver i stedet for mødt af uventet venlighed – i hvert fald de fleste af gangene…
Britisk kultur i Brighton og Sussex
Scones, Downton Abbey, Toffifee, Fish & Chips og Digestive kiks. De er blot nogle af de mange britiske kendetegn, som Hafni smager og ser i løbet af sin færden. Vi følger Hafni, der er taget på (ud)flugt alene nær Sussex. Hun er på udkig efter Monk’s House, som var Virginia Woolfs landsted tilbage i 1700-tallet, men vejen dertil er ikke lige, og Hafni får én på opleveren undervejs.
Først ender hun ved et øde sted udenfor byen. Dernæst i en antikvitetsforretning, hvor hun bliver svimmel efter at have prøvet dykkerbriller. Senere giver hun en hjælpende hånd på en togstation, og det leder til en invitation hjem til et kollektiv, hvor alle beboere bærer skriggrønt tøj. Her finder Hafni sig til rette i en kurvestol, som hun overnatter i, samtidig med at hun tilbyder at tage sig af parrets baby natten over. Men nogle dage senere laver Hafni en houdini og tager videre. Herefter krydser hun flere forskellige steder, blandt andet møder hun Our Billy som ved første øjekast forskrækkede hende i en tunnel, men som senere viser sig at blive en form for tryghedskilde.
Herlige Hafni og herlige Helle Helle
Hafni får mig til at smile. Hendes umiddelbarhed og hjælpsomhed gør hendes personlighed herlig. Ligeledes beundrer jeg hendes mod, der viser sig på trods af den ængstelighed, som ellers skubber hende ud af kurs. Jeg morede mig over Hafnis humoristiske og helt unikke væremåde:
”Hafni begynder at rable løs, det samme skete til hendes første køreprøve, bagefter sagde den motorsagkyndige: Styr dit mundtøj. Det vælter ud med løst og fast, om hendes spæde barndom, om gullasch og en elefantfod og om de forskellige jobs, hun har haft, især et i en Aldi.”
Helle Helle imponerer som altid med sin opfindsomhed. På en nonchalant måde disker hun alverdens skæve påfund på bordet, som ofte repræsenterer hverdagslige genkendeligheder. Noget anden, jeg godt kan lide ved hendes bøger, er stedsbeskrivelserne og hendes evne til at være specifik og konkret forankret. I Hey Hafni lader hun os følge en midaldrende kvinde, der nyder sit eget selskab. Hun vælger at bruge sin energi på at møde nye mennesker frem for at få besøg af sine børn og bruge tid med sin bror. Bogen er et vidnesbyrd om, hvordan livet er drevet af tilfældigheder, og at hvis man er åben, venter der spændende oplevelser lige foran én.
Leave a Reply