På vegne af – og med ønske om – forståelse

Anmeldelse af Glenn Bech: Ønsketænkning – essay, udgivet på OVBIDAT d. 29. september 2023.

Anmeldt af Lea Kaa Sand Sørensen

Foto: Lea Kaa Sand Sørensen

Med essayet Ønsketænkning reflekterer Glenn Bech over konsekvenserne ved de traumer, han og familien udsættes for i forbindelse med farens selvmord, da Glenn var 5 år – og hvordan disse traumer efterfølgende har splittet familien i en sådan grad, at håbet om forsoning er ønsketænkning, som titlen indikerer. 

Samtidig er Ønsketænkning en refleksion over den evige kamp om retten til at skrive personligt. Essayet er vildt og voldsomt – både i form og indhold, men det er også utroligt smukt, ømt og insisterende på at måtte bruge den personlige, intime fortælling om den splittede familie til at fremtvinge empati og forståelse hos læseren – og at måtte gøre dette på trods af de eventuelle modsvar. Alt dette reflekterer Bech over i forsøget på at finde frem til et svar, der giver ham muligheden for at fremstille sin opvækst i en dysfunktionel familie, uden at denne bliver udleverende.

Litteraturen som talerør

Som det fremgår af essayets indledende note, er værket skrevet i forbindelse med udarbejdelsen af Bechs debutroman Farskibet. Værket tager ligeledes udgangspunkt i opvæksten, og temaerne svigt, vold og sorg er her lige så allestedsnærværende. Ønsketænkning kan i den forbindelse ses som en refleksion over, hvilke reaktioner og konsekvenser en bog som Farskibet ville have, både for de pårørende i familien, men i særdeleshed også for ham selv. Dette kommer især til udtryk i sprogets sprængte form, som kæmper for at formulere den traumatiserede barndoms fragmenterede erindringer: 

“Lige så længe, vores kærlighed er til at aflæse, imens de andre, alle ‘de andre’ får lov at både stå og falde med deres “ret til at tænke, tænke uden at vide” … og … “Har du måske aldrig hørt om kunstnerisk frihed, eller hvad?” skulle I dermed svare den nysgerrige over hækken”

Sorgen ved sprogets utilstrækkelighed

Samtidig belyses sorgen ved at være så farvet af barndommens traumer, at skriveprocessen bliver en lang påmindelse om sprogets utilstrækkelighed i formuleringen af, hvordan fraværet af overskud i barndommen har gjort håbet om genforeningen ikkeeksisterende:

“føle sig modløs efter gentagende gange at have forsøgt at konkretisere sin henvendelse føles / konkret / og kunne derfor også have føltes mindre modløst — […] når noget af det, der gør allermest / ondt … / hvordan en anden kunne / have fortalt jer alt dette / fra mig, på vegne af og til, mere forståeligt, mindre anstrengt, / mere elegant, mere forenet om? / —Spark mig i bollerne!”

Glenn beskriver den skrøbelige balance i det selvpålagte ansvar, som følger med det at være ‘undsluppet’ provinsen og have tilegnet sig de akademiske færdigheder og dermed de privilegier, det kræver at kunne nuancere tilværelsen, både som den er nu, og som den har været. Samtidig formuleres det også tydeligt, hvordan dette ansvar er remediet til genforeningen, og at det derfor kun kan være ham, der skriver: “Fra Glenn / på vegne af Far, / til Mor, Glenn og René, / og fra Glenn, / på vegne af Mor, Glenn og René, / til Far”.