Pageboy er mere end bare en ’pageturner’ 

Anmeldelse af Elliot Page: Pageboy, udgivet på Klim d. 6 september 2023. Oversat til

dansk af Astrid C. Johansen.

Anmeldt af Rosie Walbom

Foto: Rosie Walbom

Elliot Pages første bog Pageboy er en coming-of-age-selvbiografi med lige så meget hjerte, som den har smerte. Det er jo cliche sagt, men med en blanding af historier fra Pages barndom, barske scener fra Hollywood og intime blikke ind i Pages personligt liv er Pageboy et stykke litteratur, der blander de små og store livsøjeblikke til en smuk og ærlig fortælling. En fortælling, der markerer starten af et liv, ikke en slutning.

I 2020 sprang Elliot Page, en berømt skuespiller kendt fra indie-filmen Juno og Netflix-serien The Umbrella Academy, ud som transkønnet. Denne rejse er bogens centrale fokus, hvor læseren er taget med på Pages selvudvikling fra hans barndom i Canada til hans ankomst i Hollywood, hvor spørgsmålet om, hvem han er, følger med hele vejen. Page sprang ud som homoseksuel i 2014 efter intense spekulation fra medier. Allerede som 6-årig spurgte Page sin mor, om han godt måtte være en dreng. Hvor Page havde en fornemmelse af, hvem han var, var verden omkring ham ikke klar til at høre denne historie. Med Pageboy får Page lov til at fortælle sin historie på sine egne præmisser.

Pageboy er en ikke-lineær fortælling. Page forklarer dette valg ved at sige: “erindringer former en ikke-lineær fortælling, fordi queerness i sig selv er ikke-lineær; det er en rejse, som bugter og snor sig. To skridt frem, et skridt tilbage.” Bogens ikke-kronologiske struktur gør, at man føler sig lukket ind i Pages indre verden. I stedet for den typiske selvbiografiske opbygning, ‘her var jeg født, her gik jeg i skole’ osv. får man i Pageboy en bevidsthedsstrøm-lignede fortælling, hvor de forskellige kapitler er organiseret efter forskellige temaer i Pages liv: ‘Dreng’, ‘Forskrækkelse’, ‘Et berømt røvhul til fest’. Bogens struktur fungerer også, fordi Page kan kigge tilbage på forskellige øjeblikke i sit liv og tage refleksioner fra barndom, ungdom og voksenliv med. Man kan klart og tydeligt se, hvor de forskellige udgaver af Page har vidst alt for meget og alt for lidt om sig selv.

At bogen samler øjeblikke på denne måde giver plads til refleksion og selvkritik, men det skaber også en fornemmelse af, at historien er et fragmenteret billede, som Page ikke er helt færdig med. Det er ikke for at sige, at de fragmenter, vi får i bogen, ikke er oplysende. Fragmenterne er intime, og mere ærlige end man umiddelbart forventer fra en ‘celebrity’-selvbiografi. Vi får direkte kritik af Hollywood, samt historier fra Drew Barrymores fester. Page fortæller om de mørkeste øjeblikke i hans liv. Selvskade. Dysfunktionelle forhold. Spiseforstyrrelse. Men fragmenterne er også ofte lykkelige. Page fortæller om sit første kys, aftener på floor i på en g-bar, befriende seksuelle oplevelser, udvikling af forholdet med sin mor efter han sprang ud og endelig det øjeblik, hvor Page ser sig selv i spejlet efter han fik fjernet sine bryster.

“Min telefon blev fyldt op med billeder af mit glatte bryst, de nye vinkler, det smil. Det helede godt, som planlagt, min venstre side et par dage efter den højre. Og da vesten var væk, og brystvorteforbindingerne var væk… Tja, jeg har slet ikke ord for det.”

Pageboy er Pages livshistorie indtil videre, men bogen symboliserer mere end det. Som den mest kendte, mandligt transkønnede skuespiller i verden er Page hurtig blevet en vigtig repræsentant for queer mennesker. Da Page sprang ud som trans, forventede han at verden var på vej til at blive et bedre og bedre sted for queer personer. Desværre er det stadig en kamp for queer- og trans personer at eksistere i verden, som den er nu, og aktuelle diskursurer tyder på, at det ikke bliver nemmere at være transperson lige foreløbigt. Man kunne være tilbøjelig til at sige, at samfundet har mere brug for trans-litteratur nu end nogensinde. Men der har altid været en kamp for frihed til transpersoner i gang, uanset hvor synlig den er i den offentlige diskurs. Pages bog er dedikeret “Til alle dem, der banede vejen”, i reference til alle de transpersoner, der gjorde det nemmere for Page at være sig selv. Ingen er alene i denne kamp.

“Der er uendeligt mange måder at være queer og trans på, og min historie er kun en ud af mange”.

Trods tekstens vigtighed som et banebrydende stykke litteratur, skal man også huske på, at Page ikke har skrevet en kampskrift, han har bare skrevet om sit liv. Ansvaret er ikke på Page til at ændre verden til at give plads til transpersoner, dette ansvar har alle, uanset hvordan man identificerer sig selv. Faktisk har Page et ret simpelt ønske: “Lad mig bare eksistere sammen med jer, lykkeligere end nogensinde.”