Anmeldelse af Grete Roulund: Blackhawk, udgivet på Gladiator d. 15. februar 2018
Anmeldt af: Cecilie Bøgh Pedersen
Fotograf: Cecilie Bøgh Pedersen
Blackhawk er en bog med en klar fornemmelse af uro, som stiger og stiger i takt med, at man vender siderne og tingene kun går mere og mere galt. Det er en bog, som handler om en hel masse ting, lige fra mord til ulykkelig kærlighed, men som i høj grad har karaktererne i fokus. Blackhawk og Keagan kunne ikke være mere forskellige, men når de befinder sig i den ubarmhjertige canadiske ødemark, står de sammen om at skabe en hverdag med pandekager og whiskey og forsøger at bekæmpe alle deres fjender; hvad enten det er rabiesramte kaniner, nådesløse snestorme eller andre mennesker.
En følelse af uro
Mord, vold, febersyge og nøgne børn i sneen er bare nogle af de ting, man støder på i romanen Blackhawk, som er skrevet af den danske forfatter Grete Roulund og genoptrykt i Gladiators Sandalserie. Bogen henter sin titel fra én af værkets to hovedkarakterer, der sammen med Keagan, den anden hovedkarakter, befinder sig i den canadiske ødemark, hvor de tilsyneladende lever et meget stille og roligt liv. Dette ændres dog, da Blackhawk bliver bidt i kinden af en kanin med røde øjne. Herefter går alting hurtigt ned af bakke for de to mænd, og før de ved af det, er de involveret i en regulær krig med de indfødte i området. På trods af alt dette, er det ikke en bog, hvor handlingen er i fokus, men i stedet menneskene. Som Janus Andersen beskriver det i bogens efterord, er Grete Roulunds force netop at frembringe en bestemt fornemmelse hos læseren. I Blackhawk – som i så mange andre af hendes værker, hvis vi skal tro Janus Andersens ord – er det især en fornemmelse af uro; en uro, som er forklædt i hverdagen, men som kommer snigende ind på én, indtil det hele slutteligt kulminerer. Denne snigende fornemmelse af, at det hele er ved at gå fuldstændig galt for bogens to hovedkarakterer, kommer tydeligt til udtryk i Keagans desperate forsøg på at benægte situationens alvor:
Hverdagen går i stykker
Selvom Blackhawk selv tager nyheden om den muligvis rabiesramte kanin med ophøjet ro, er læseren ikke i tvivl om, at noget skal til at ske; noget forfærdeligt. Hvad præcis dette noget – som på én og samme tid er forventeligt og chokerende – er, bliver dog kun tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, og alle Keagans og Blackhawks forsøg på at få fat i en vaccine går i vasken.
Når den sidste side er vendt, vil jeg råde til at snuppe efterordet med også. Det er med til at give et indblik i, hvem Grete Roulund er som forfatter, hvilket også er med til at sætte Blackhawk i en nyt lys. I efterordet beskrives, hvordan ”folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne’’, og denne kommentar opsummerer meget kort og præcist rammen for Blackhawks og Keagans situation. To mennesker, som umiddelbart er meget forskellige, får skabt en hverdag sammen i den canadiske ødemark; en hverdag, der tidligt i romanen bliver truet af den mulige sygdom, som har ramt Blackhawk. Selvom bogen med sine knap 200 sider præsterer at fortælle om bl.a. ulykkelig kærlighed, dårlige ægteskaber, vold og en masse mord, forbliver fokus på karaktererne, Blackhawk og Keagan, og det venskab, de skaber. I takt med, at panikken og desperationen stiger i bogen, får man også mere og mere medfølelse for de to karakterer, som er endt i denne håbløse situation.
Langt fra kanon
I efterordet kan man også læse, at Grete Roulunds bøger langt fra er for alle og enhver. Blackhawk er endnu et eksempel på dette. Måske er Blackhawk derfor også bedst beskrevet som et godt eksempel på, hvad Gladiator vil med deres Sandalserie. Forlaget beskriver selv serien som et sted, hvor en række glemte forfatteres værker kan ”genlæses, så det skøre får plads, så smerten og desperation har et sted at være.” Sandalserien er et slags modstykke til Undervisningsministeriets kanon, og Blackhawk er da også langt fra alt, man normalt forbinder med typisk dansk litteratur: Den er svær at beskrive og umulig at putte ned i en kasse. Den handler om en hel masse og ingenting på én og samme tid. Der er snestorme og helikoptere, der er død og ødelæggelse, der er kaffe og pandekager til morgenmaden, puslespil, der aldrig kan løses, hundehvalpe, som skal navngives og de samme krydsogtværser, som kan laves om og om igen. Men mest af alt er der dog Blackhawk og Keagan, som, på trods af deres mange forskelligheder, kæmper for hinanden til det sidste.
Leave a Reply