Litterær artikel om Salvador Plascencias roman The People of Paper (2005)
Af Maria Sommer
Foto: Bogens omslag / bloomsbury.com
Salvador Plascencias debutroman The People of Paper skriver sig ind i en ny litterær tradition hvor form og materialitet er i centrum. Samtidig peger den tilbage mod de sydamerikanske rødder inden for magisk realisme.
Overstående er et uddrag af indledningen til den absurde, smukke og sørgelige fortælling, der udgør The People of Paper. I en verden der ligner vores, men med munke der agerer papirskirurger og kan fremstille velfungerende organer og legemsdele af papir, mekaniske skildpadder der kribler rundt og taler kodesprog, og en landsby opslugt af den ene bizarre plage efter den anden, finder vi en gruppe af mennesker, der er i krig med deres egen skaber og deres egne kroppe.
På skuldrene af kæmper
Der skal ikke foretages meget benarbejde for at få en idé om, hvilken litterær genre der synes at have inspireret Plascencia. På bagsiden af bogens omslag finder man et citat af forfatteren T.C. Boyle: ”(…) Calvino, Borges, and García Márquez will come to mind, but Plascencias novel is a creature of its own, firmly grounded and soaring at the same time.”
Her er der naturligvis tale om magisk realisme. En genre defineret af sammenstødet mellem det hverdagslige og det sære, det genkendelige og det overnaturlige. Ofte af socialrealistisk og samfundskritisk karakter revolutionerede disse typer af romaner og noveller især den sydamerikanske litterære scene i midten af det 20. århundrede. Og der er slet ingen tvivl om, at Plascencia har ladet sig influere af sine forgængere i form af de tunge drenge inden for denne litterære tradition, som Boyle-citatet også peger på.
Dog er det vigtigt at bemærke at trods de mange træk, der synes at pege tilbage mod kendetegnene for en ældre generations litteratur, tager Plascencia genren til helt nye højder og overskrider endnu flere litterære grænser; formen kommer også i spil og får en helt ny betydning for værket i denne roman.
En mexicansk José Buendía
The People of Paper foregår i en verden, der umiddelbart minder om vores egen: I hvert fald ligger tingene rent geografisk som vi kender dem, med Mexicos nordlige grænse mod det sydlige USA. Og det er i dette geografiske såvel som kulturelle grænseland at handlingen tager sit udspring. Vi følger en gruppe mexicanere, der migrerer fra Guadalajara til den californiske landsby El Monte. Heriblandt møder vi karaktererne Frederico de la Fe og hans datter Little Merced, papirskvinden Merced de Papel og det synske spædbarn, Baby Nostradamus. Tilpasningsprocessen til den nye kultur er ikke nem, og her kommer socialrealismen i spil, som når Little Merced skal starte i sin nye skole og bliver bevidst om at hun er en kulturel ”anden”.
Men her stopper lighederne med vores egen virkelighed, for El Monte er en helt særlig by, hvor overnaturlige kræfter er på spil. Den overvåges nemlig af den berygtede Saturn, hvis identitet i bogens første del er ganske uklar for læseren: Er det en gud, en planet eller et menneske, der angiveligt forfølger indbyggerne i El Monte?
Modstandsbevægelsen EMF opstår, hvis formål er at bekæmpe Saturn, og Frederico de la Fe bliver gruppens leder. Her drages tilsyneladende paralleller til den fiktive by Macondo fra Gabriel Carcía Márquez´ mesterværk Cien años de Soledad (Hundrede Års Ensomhed) fra 1967, der også plages af uro og borgerkrig, hvor karakteren José Arcadio Buendía er patriarken. Den samme rolle får Frederico de la Fe i The People of Paper. Hans fornemmeste opgave bliver at forudse Saturns næste træk og udtænke en krigsstrategi, mens han holder styr på tropperne i EMF.
Men som de andre indbyggere i El Monte, er Frederico de la Fe på mange måder et tragisk og forsmået menneske med mange hemmeligheder. Tilbage i Mexico blev han forladt af sin datters mor, Merced, på grund af hans ufrivillige vandladning i sengen. Bruddet med Merced har tæret så hårdt på ham, at han har udviklet en selvskadende adfærd involverende knive, dybe ar i huden og ild.
Materiality matters!
Frederico de la Fe er langt fra den eneste karakter med personlige og ikke mindst fysiske skavanker; det er kendetegnende for bogens adskillige karakterer, at de fleste kæmper med deres kroppe på den ene eller anden måde. Little Merced har sin limefrugt-afhængighed (hvad hun angiveligt har arvet fra sin mor), vi møder limsniffere, der må vikle sig ind i tape for at afholde sig fra at indtage lim, og Merced de Papel kæmper i det hele taget bare med sin krop, der er skabt af papir, hvilket især er en ulempe når hun er sammen med mænd seksuelt.
I det hele taget har The People of Paper et fokus på kroppen, dens udfordringer og alle de tabubelagte, grimme sider af mennesket som misbrug, afhængighed og selvskade, hvilket bliver centralt for fremstillingen af karaktererne. Men der er også fokus på kroppens helt naturlige processer, som når Little Merced vågner op og til sin store skræk tror at Saturn har fået ram på hende, idet hun bløder fra underlivet – men forstår dog hurtigt at det er hendes første menstruation.
På denne måde fremstilles kroppen som et uregerligt og genstridigt legemligt fængsel, hvorfra vi ikke kan undslippe og som vi er tvunget til at forholde os til.
Plascencia skriver sig således ind i en ny litterær tradition, som man på engelsk betegnernew materialism eller nymaterialisme på dansk. Nymaterialismen er en af de nyere litterære skoler, hvor der læses og produceres tekster med stort fokus på krop og materialitet. Det er – hvis ikke et opgør med – så i hvert fald et modspark til den socialkonstruktivistiske tankegang, der har præget de litterære skoler siden 1980´erne. Frem for at anskue omverdenen – og vores egen identitet – som en social konstruktion, har nymaterialismen i stedet øje for de kropslige og organiske fænomener, der både definerer og begrænser os.
Men det er ikke blot menneskets materialitet, der bliver udforsket på ny inden for denne litterære tendens. Også bogens og mediers materialitet i det hele taget bliver der sat spørgsmålstegn ved og eksperimenteret med. I The People of Paper ser man ligeledes, at formen bliver et eksperiment i sig selv. Der er eksempelvis passager, hvor uddrag er blevet mørklagt, ord fader ud og bliver utydelige og teksten ”slipper ud” af siden ved at fortsætte helt ud til kanten, som om man var løbet tør for papir. Tekstopsætningen er vekselvirkende mellem at være traditionelt opsat og skrevet i spalter, som i flere tilfælde beskriver den samme handling, men fra forskellige personers synsvinkel i den enkelte spalte. Således er narrativet kalejdoskopisk, og flere karakterer har mulighed for at komme til orde.
Plascencia tager i den grad den magiske realismes leg med virkelighed og fiktion til et højere niveau, idet forfatteren kommer til at interagere med den fiktive og selvskabte verden i sin roman. Det afsløres nemlig i bogens anden del, at den berygtede Saturn er ingen andre end forfatteren selv. Det vil sige, at bogens karakterer forsøger at undslippe selve bogen og forfatterens kontrol over dem. Således får ”papirsmennesker” også en anden betydning end blot at hentyde til den papirsskabte Merced de Papel, men også til alle de andre karakterer i bogen; til trods for at disse blot er forfatterens fantasifostre bliver de ustyrlige og genstridige over for deres egen eksistens forankret i bogmediet.
På denne måde minder Plascencia selv meget om sin karakter Antonio – papirskirurgen der skabte Merced de Papel, hvis skabelsesberetning jeg indledte denne artikel med. Ligesom at hendes eksistens afhænger af papir fra svundne tiders bøger, er Plascencias forfatterskab selv forankret i litterære rødder, han ikke han undslippe. Til gengæld kan han med sit værk The People of Paper skabe en forlængelse af denne tradition, og på den måde også tage spæde litterære skridt i retning mod det nye og ukendte – med en usædvanlig leg med form og en overskridelse af grænsen mellem det virkelige og fiktive rum.
Leave a Reply