Anmeldelse af Jacob Fischer Møller: Paul dør, udgivet på Atlanten d. 28. februar 2025.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Jacob Fischer Møllers debutroman Paul dør tager dig med på en tumultarisk tur med Paul som pilot – spænd hjelmen; you’re in for a ride!
Paul dør! Eller gør han? I Pauls dramatiske liv er han uomtvisteligt THE main character. Man kan som læser aldrig helt vide sig sikker på, hvad der sker omkring Paul, og hvad der sker inden i Paul. Vores hovedkarakter leger gennem sine jegfortællinger med vores velvilje til at tro på, hvad han beretter om, og vi må konstant selv vurdere, om der er tale om drøm, digtning eller den faktiske virkelighed. For Paul fantaserer meget:
”hvornår fandt du ud af, at du var, eh, homoseksuel? spørger han, mens vi ligger i, øh, soveposen sammen, noget billigt lort, det er næsten varmt, min mors gamle telt, lycraen changerer i gamle fugtpletter, og this night sky of stars and glossy dreams, det er godt nok, og vi vender os, fletter vores ben og ligger i ske. […] Intet af dette skete, you’re making it up. Jeg tænder på at få bøsser til at kunne lide mig –”
På romanens bagsidetekst står der: ”For Paul er alle verdener sidestillede: hverdag og fest, dag og nat, hovedsætning og parentes”. Det må man sige, for aldrig har jeg læst et værk med så mange parenteser – og så ovenikøbet i en kortroman! Parenteserne er skrevet ind på skæve tidspunkter og giver afbrydelser i handlingen, fordi vi lige skal have Pauls besyv med eller bare må høre endnu en anekdote undervejs. Samtidigt bidrager denne parentetiske stil til Pauls sammenskrivning af verdener, hvor vi læsere halser med fra verden til verden. Paul vil gerne blande sig, han kan ikke lade være!
Poesi og popkultur
Fischer Møller ruller med en original skrivestil, hvor der altid er plads til at udfolde alle sætningens niveauer. Debutforfatteren udmærker sig særligt i zeugma-lignende, absurde koblinger, hvor han sidestiller tilsyneladende uforenelige elementer. Denne stil slås allerede an i romanens første linje: ”Jeg elsker at se solen forsvinde i horisonten, sagde Anne, og på hovedet bar hun en lilla bucket hat fra Calvin Klein.” Poetisk og popkulturelt sprog fusioneres gennem hele romanen med indblanding af anglicismer all the way. Namedropping, filmreferencer og fokus på mærkevarer er en del af Pauls selviscenesættende og materialistiske levevis, der viser sig på dates, ved fester og på arbejdet i børnehaven. Fischer Møller lader også indimellem nogle fine, spidsfindige passager stå frem, som blandt andet Pauls beskrivelse af vennen, Birk, hvor sproget atter pendulerer mellem det yndige og det humoristiske:
”Hun læste Simone de Beauvoir bag en blomsterbuket og et stearinlys i vindueskarmen. Vinduet stod åbent, og Birk lignede et guldaldermaleri eller et stilleben, men så bevægede hun sig og lignede mest sig selv. Simone de Birk-oir! råbte Paul nede fra fortovet.”
Paul dør er en kortroman med knald på, der dyrker det smukke i det enkelte, men især det vidunderlige i det overdrevne. Som læser bliver man sat på prøve, hvor det særligt mod slutningen kammer over i et famlende kaos med en optrevlet rød tråd. Her er i sandhed et værk, hvor indhold og udtryk matcher hinanden – måske lidt rigeligt… Læs den; måske dør Paul ikke for dig?
Leave a Reply