Reportage fra oplæsningsaften med Caspar Eric i Kakofoni på Aarhus Universitet d. 25. februar 2016
Af Lisa Emilie Jørgensen
Vi sidder stumt afventende i en halvcirkel omkring Caspar Eric, da han skal til at læse op. ”Hvor er der stille,” indleder han tøvende i mikrofonen – ligesom for at møde de omtrent fyrre spændte ansigter, der forventningsfuldt stirrer op på ham. Han siger ikke mere, før han begynder at læse op fra første side af Nike. Og indfrier vores forventninger til fulde.
”Jeg er så træt af / at være en idiot / og endnu mere af ikke / at måtte være det”. Sådan indledes langdigtet Nike, og sådan indledes en aften med ca. en halv times oplæsning og efterfølgende spørgsmål til forfatteren bag værket, Caspar Eric. Nike er Caspars anden udgivelse og handler om at være ung, miste sin kæreste og samtidig have et handicap. Caspar er jævnaldrende med os, der sidder blandt publikum, og måske især derfor rammer han nogle følelser, vi kan spejle os i. I hvert fald smiler folk lidt for sig selv, nikker sympatiserende og undertrykker et fnis her og der, mens han stående i en ”permanent kontraposto” læser op af de tanker og oplevelser, han selv har haft med at have et handicap i et kropsfikseret samfund. Caspar er nemlig født med cerebral parese, også kaldet spastisk lammelse. Det betyder bl.a., at når han går, halter det ene ben ligesom lidt efter det andet.
Der lægges vægt på hvert ord med Caspars staccato-stemme, så det tydeliggøres, at tematikken i Nike også afspejles i dens form. Linjeskiftene spiller en stor rolle i langdigtet. Udover at gøre digtet visuelt interessant, fordi teksten nærmest ligner to (haltende) ben på hver sin side, manipulerer Caspar også sprogets betydningsmæssige indhold med linjeskiftene, der lader ordene rumme mere end én betydning, samtidig med at de giver en konkret haltende skrift. Et eksempel, som Caspar desuden læser op, er: ”der er en specifik rolle / jeg skal udfylde / i popkulturen / bliver jeg altid spillet / af en såkaldt normal person”. Og dette er blot ét eksempel, for disse tvetydige linjeskift er nærmest drysset ud over digtets gennemførte 88 sider til stor fornøjelse for publikum og læsere.
Bag om Nike
Efter oplæsningen får tilhørerne mulighed for at ”spørge Caspar om alt”. De fleste spørgsmål handler dog som forventet om Nike og Caspars eget handicap. Der bliver indledningsvist spurgt ind til skriveprocessen og tankerne bag Nike samt overvejelserne omkring de sammenhængende tematikker, som langdigtet behandler. Idéen til Nike meldte sig allerede, imens Caspar skrev på sin debut, 7/11. Han fortæller, at det var, som om flere og flere ”spasseragtige ting” dukkede op undervejs og pressede sig på, men at de også krævede deres eget udfoldelsesrum, hvorfor der hverken var tid eller plads til handicappet i debuten. Nogenlunde samtidig oplevede Caspar et brud med sin daværende kæreste, hvilket desuden afledte en masse tanker omkring tab og mangel, ikke at kunne leve op til idéerne om ”det normale liv” og at være ødelagt, handicappet, på flere forskellige niveauer. Siden har han og kæresten dog fundet sammen igen, selvom det er ”akavet for alle”, efter han i Nike har skrevet i detaljer om bruddet. Herudover kom Caspar også med en tankevækkende bemærkning om, at dem, vi elsker, først for alvor betyder noget, eller måske endda mere, når vi har mistet dem. Det er der en sandhed i: Vi skal ikke tage dem, vi elsker, for givet.
Meget nærværende tilføjer Caspar, at handicappet gør, at man ”taber sin fremtid” på forhånd, fordi man på ingen måde har mulighed for at kunne leve op til idéen om den perfekte krop eller det perfekte liv. Det handler Nike om. Caspar selv befinder sig i en mellemposition, fordi hans handicap ikke er så hæmmende, at det gør ham ”rigtigt handicappet”, men dog stadig så fremtrædende, at han heller ikke er ”normal”. Det er den hverken-eller-position, han skriver ud fra, og det er måske netop dén, tilhørerne kan genkende sig selv i, selvom langt størstedelen ikke lever med et handicap som Caspars. For alligevel lever såkaldt normale mennesker også med handicaps, hæmninger og begrænsninger, om end en anden slags – for hvem er overhovedet ”normal”? Og hvem har i grunden ret til at bestemme, hvad der er normalt, og hvad der ikke er?
At blive venner med sit censurerende jeg
Nu hvor Nike så åbenlyst handler om forfatteren selv, falder snakken helt naturligt på, hvilke overvejelser Caspar gør sig i forhold til ærlighed og censurering. Caspar fortæller, at ærligheden skaber en form for intimt rum, hvor læseren lærer ham at kende. Derfor er det også på sin vis uretfærdigt, tilføjer han smilende, at alle nye folk, han møder, principielt i forvejen kender til ham, hans historie og hans inderste følelser. Censurering bliver følgelig noget, han tit tænker over i skriveprocessen. ”Jeg tror, det handler om at blive venner med sit censurerende jeg,” smiler han; at man ikke skal være bange for at udlevere sig selv, selvom det kan være pinligt og tåkrummende at dele sine inderste tanker med omverdenen. Han mener dog, at man kun bør udlevere sig selv, hvis det, man udleverer, kan have betydning for andre og dermed bliver vigtigt. Man skal ikke bare udlevere for at udlevere, for så bliver det ikke vedkommende. Selvom Caspar kun kan skrive ud fra sin egen erfaring med cerebral parese, og han dermed ikke forsøger at tale på vegne af andre, kan Nike måske alligevel medvirke til at give læserne en idé om, ikke bare hvordan Caspar føler, men også hvordan andre med handicaps føler. Derved bliver selvudleveringen vigtig.
A person who’s made it
Én blandt publikum spørger afslutningsvist Caspar, om han ikke har et godt liv nu – han er digter, blevet udgivet (og endda nomineret til Politikens Litteraturpris) og er igen sammen med sin kæreste. Caspar svarer, at det afspejler en idé om, hvad et godt liv er. ”Jeg har ikke lyst til at turnere som eksempel på a person who’s made it,” tilføjer han hovedrystende – én, der har skrevet om ikke at have det så godt, men som nu bliver et billede på det modsatte. Jo, Caspar har et godt liv det meste af tiden, men det betyder ikke, at han ”ikke stadig vågner op med smerter i benene og græder sig i søvn en gang imellem”. Det er bare ikke de ting, andre ser, og derfor kan man have en forventning om, at fordi han nu har succes, lever han et ”perfekt liv”.
Vi ved altså ikke præcis, hvordan Caspar Eric har det, selvom det er dét, der beskrives i Nike, og sådan set også er dét, vi har hørt på og talt om den sidste halvanden times tid i Kakofoni på Aarhus Universitet. Men i aften og til alle andre tider er der alligevel krydspunkter i vores historier, selvom langt de fleste af os, tilhørerne, sidder i halvcirklens opstillede sofaer og stole med vores såkaldt normale kroppe. Vi kan forstå de følelser, Caspar har, fordi vi deler en erfaring om, hvordan det er at være et ungt individ i det danske samfund og uafbrudt forholde sig til – og ofte hige efter – det perfekte liv og den perfekte krop. Hvad det så end er.
Leave a Reply