En litterær artikel om Seamus Heaneys mosedigte
Af Mathias Bernbom Andersen
Den irske digter, essayist og nobelpristager Seamus Heaney skrev i sin tid en imponerende række digte om det mystiske mosefolk: De ældgamle, men nærmest intakte kroppe, som fra tid til anden dukker op i Nordens moser. Der er noget ved fundene der passer perfekt i Heaneys våde, landlige og irske univers, med kartoffelgravere og tinbøtter i skæret af død og det langsomt døende. Særligt hans digt om Grauballemanden beskæftiger sig med hvad poesien kan, hvad arkæologien ikke kan, og hvordan man gør fortidens traumer mærkbare i et digt.
Mennesker i mosen
De danske moser har produceret nogle helt særlige og uhyggelige relikvier igennem tiden: sveskeagtige lig af mænd og kvinder, som levede for 2000 år siden. De har kobberfarvet hår, tonet af kemikalierne i jorden, og mændene har bevaret deres daggamle skægstubbe. Deres ansigter er udtryksfulde; nogle smiler, mens andre vrænger på sort/hvid-billeder eller igennem montren på Moesgård Museum, og, måske som det mest forstyrrende, er de fleste stadig iklædt en stump af jernaldermandens mordvåben: sorte læderremme, der gnaver om deres indsunkne halse.
Det er egentlig nogle ret gruopvækkende fund. I flere tilfælde i 1950’erne var kriminalpolitiet de første på gerningsstedet, når en ny mosemand dukkede op og forskrækkede de jyske tørvegravere. Efterfølgende kom arkæologerne, der ikke kunne få nok af mosens overraskelser, og P.V. Glob (den aarhusianske Indiana Jones) fortæller, hvordan han ilede afsted til Bjældskov og Nebelgård for at se de nyeste opkomlinger i egen person. Her fandt han de mest velholdte oldtidsmennesker nogensinde.
I 1950 kom den fotogene og postkortvenlige ”Tollundmand” frem fra jorden, og blot to år senere dukkede ”Grauballemanden” op med sin forvredne krop og sit opsvulmede hoved. Min mormor fortæller, hvordan hun stod i kø ned ad gaden for at se de groteske vidundere, og P.V. Glob indleder sit studie af Mosefolket (1965) med et fanbrev, han har modtaget fra nogle unge studiner. Aarhus havde fået mosefeber. De nye sveskemænd var i hvert fald sensationer inden for arkæologien, i museumsverdenen og hos andre glade aficionados.
Mosemænd i forskellige medier
Kunsten og digtningen fik også hurtigt nys om de rynkede mysterier, og Seamus Heaney var hverken alene eller først om at behandle moseligene. I 1955 udgav William Carlos Williams sin Journey to Love med det uhyggelige ”A Smiling Dane” – et digt om Tollundmandens drømmende Mona Lisa-smil, og om de gudfrygtige bødler, der menes at have ofret ham til mosen.
Den belgiske fotograf og maler Serge Vandercam gav sig i starten af 60’erne i kast med en række dystre rammetryk af mosemanden, og også her skildres hans blodige død – den magre krop som dingler fra en galge af mosens egne uhyggelige arme.
Så er der også installationskunst med den tyske Joseph Beuys, der filmer sig selv forsvinde ned i mudderet, og det lader til, at både fremkomsten af mosemændene og hele den arkæologiske begivenhed omkring dem var noget der vakte interessen hos flere store kunstnere og forfattere i samtiden. Få lader dog til at have delt Seamus Heaneys entusiasme – især med tanke på hans digtsamlinger Wintering Out (1972) og North (1975). I den sidstnævnte handler langt størstedelen om mosens mænd og kvinder, og digtene er triste og makabre, men synes alligevel at arbejde sig hen imod et møde med fortiden, der er sært fortrøstningsfuldt.
Arkæologi i digtningen
Man bemærker i de fleste kunstneriske behandlinger af mosefolket, at Tollundmanden har været noget mere populær end sin uhyggelige fætter fra Grauballe. Man bemærker også, at der både i Williams’ digt og i Vandercams billeder er en større fascination af mordet end af selve liget. De interesserer sig for Tollundmandens fortid og hans brutale død frem for hans nutid og den materielle krop. Den fysiske Tollundmand lader faktisk kun til at være interessant som en ramme i digtet eller som en åbning ind til fortællingen om hans fortid og om menneskedræbernes gamle Jylland. Med andre ord: Spørgsmålene om, hvem manden var, hvilken rædselsfuld tid han kom fra, og hvordan han blev dræbt og lagt i mosen, virker centrale i denne kunst, og derfor minder dens tilgang meget om arkæologernes. Nogle gange er den endda direkte baseret på information, som arkæologien i forvejen har kunnet fortælle om mosefolket. Det bemærker man også i Heaneys egen behandling af Tollundmanden – i digtet, der som en anden casestudy har fået titlen ”The Tollund Man”. Han skriver:
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,
Her tager digteren et røntgen af mosemandens mavesæk, og der ligger åbenbart en vælling af ”vinterfrø” derinde. Vi får et glimt af det kolde landskab, som mosemanden levede, døde og indtog sit sidste måltid i. Hvis vi samtidig vender tilbage til Glob og hans studie af Mosefolket, kan vi faktisk læse ud fra obduktionen af Tollundmandens indvolde, at Heaney giver os en akkurat detalje her. Man fandt ingen frugter og frø fra efteråret eller foråret i moseliget – med andre ord var hans mave og tarme altså rigtigt nok fulde af ”winter seeds”, som Heaney skriver.
Det er egentlig meget nørdet gjort af digteren. Han giver os et narrativ om Tollundmanden, som er arkæologisk korrekt, og det fortsætter han med i den næste strofe. Her er det den smukke beskrivelse, hvor mosemanden kaldes for ”Bridegroom to the goddess”, og mosen, han blev fundet i, får sit eget guddommelige væsen.
På den ene side er det måske nærliggende at personificere den jord, som har skabt det sveskeagtige fund, men samtidig er der i idéen om en ”mosegudinde” endnu en klar reference til arkæologernes arbejde. P.V. Glob fortæller nemlig, at de bevarede jernaldermænd efter al sandsynlighed er blevet ofret til frugtbarhedsgudinden ”Nerthus”, eller som han også kalder hende: Gudinden med halsringen. Det forklarer, hvorfor de fleste lig er fundet med en løkke om halsen, og man forestiller sig en slags drabelig, skandinavisk Afrodite, som åbenbart havde kommunion omkring mosen – og engang imellem fik hun så en menneskekrop eller to sendt ned til sig.
Den materielle mosemand og mødet med det rædselsfulde
Mosekunsten lader til at hænge uløseligt sammen med arkæologien, i hvert fald i disse behandlinger af Tollundmanden. Kunstnere har brugt arkæologien til at supplere det tavse legeme, og til at bygge ud over den rene materialitet og fortælle historien om et levet liv og en brutal død. Heaney var selv en ivrig læser af P.V. Globs arbejde, og det lader til, at Mosefolket har været en central forudsætning for hans digt om Tollundmanden, og for hans interesse for de uhyggelige fund til at starte med.
Når vi imidlertid ser på ”The Grauballe Man”, der udkom 3 år senere, er det som om, digteren har vendt sig væk fra det, vi kan kalde for den arkæologiske tilgang. Han er gået væk fra at støtte sig til fotografier, studier og verificerbare detaljer som fx indholdet af en mavesæk. ”The Tollund Man” indledes med erklæringen: ”Some day I will go to Aarhus / To see his peat-brown head”, men når digtet om Grauballemanden begynder, er vi ikke i tvivl om, at den talende allerede befinder sig helt tæt på mosemanden.
Det er i langt højere grad et digt, som handler om oplevelsen af Grauballemanden. Det handler om det fysiske eller materielle legeme, som ligger lige foran digteren – brunt, jordet og forfærdeligt. Det skildrer et møde, som ikke er distraheret af udflugter til arkæologiens eller historiens domæne; de samme udflugter, der var hele kernen i ”The Tollund Man”. Nu er ”fortællingen” om mosemanden skåret fra. Hans liv og død, det sidste måltid og Gudinden med halsringen er blevet helt ligegyldige. Alt den slags er blevet sat til side for en effekt af ”nærhed”, og en følelse af at komme helt tæt på den materielle mosemand, imens han ligger og ligner, præcis hvad han er, nemlig et rådnende lig fra mosen.
in tar, he lies
on a pillow of turf
and seems to weep
the black river of himself.
Billedsproget er umiddelbart, det er simpelt i bedste Heaney-stil, og det støtter sig kun til ting, der er nærliggende og synlige på overfladen. I de næste strofer beskrives Grauballemandens håndled som ”bog oak”, hans vrist er kold som ”a swan’s foot”, og flængen i hans hals er ”a dark / elderberry place”. Alting ved ham er forbundet til det samme klamme og sumpagtige materiale. Vi bliver inden for det samme ”materielle domæne”, og mosemanden bliver hurtigt til at tage og føle på – lige så rynket, hæslig og rædselsfuld som han er.
Det er som om, at Heaney nu tager os et sted hen, som er hinsides arkæologien. I de sidste vers mærker digteren ”the actual weight / of each hooded victim, / slashed and dumped” (mk.), og således formår det ”nære” møde med Grauballemanden at hente fortiden frem på en måde, som både er mærkbar og ikke nødvendigvis begrænset til Grauballemandens henrettelse alene. Digteren kan mærke den faktiske vægt af menneskelig grusomhed og en dybere kontakt med fortiden, end den ”arkæologiske” digtning var i stand til.
Med sine mosedigte viser Heaney os to forskellige måder at bearbejde fortidens rædsler; rædsler som ikke vil forblive begravede, men titter frem fra selve den jord, vi betræder. Der er ”fortællingen” om Tollundmanden, som benytter sig af arkæologien i sit forsøg på at forstå den tavse mosemand, og så er der digterens ”møde” med Grauballemanden, som erstatter den fortællende trang med en oplevelse af ligets materialitet. Det er i dette nære og ikke-arkæologiske møde med moseliget, at Heaney føler sig i stand til at mærke ”vægten” af fortidens massedrab på sin egen krop. Det er i det rene møde med den lemlæstede Grauballemand, at digteren kommer om på den anden side af ”fortællingen” om ham og måske ind til et sted, hvor poesien om forfærdelige ting i virkeligheden hører hjemme: væk fra historie og arkæologi, i det umiddelbare og kropslige møde med et opsprættet lig.
Kildeliste:
Glob, P.V. Mosefolket. Gyldendal, 1965.
Heaney, Seamus. ”The Tollund Man” fra Wintering Out. Citeret i Selected Poems 1965-1975. Faber and Faber, London-Boston, 1980, p. 78-79.
Heaney, Seamus. “The Grauballe Man” fra North. Citeret i Selected Poems 1965-1975. Faber and Faber, London-Boston, 1980, p. 114-115.
Heaney, Seamus. “Den indre Grauballemand”. Politiken, 11-08-1996, p. 9-13.
Vandercam, Serge. Tollund Man Serigraphs (1963). Fremgår i Karin Sanders’ Bodies in the Bog. The University of Chicago Press, Ltd., London, 2009, p. 134-35.
Williams, Carlos Williams. “A Smiling Dane” fra Journey to Love. Random House, 1955.
Leave a Reply