Essay over ”julebrev” af Adam Østergaard fra tidsskriftet henfald 2016
Af Nete Bækgaard Hermansen
Fotograf: Mia Nikander
Poesi er mange ting – det er skrøbeligt, fragmenteret, indholdsmættet og ikke mindst svært at forstå. Det kommer i mange former; det kan rime, det kan fremstå som en sammenhængende tekst eller det kan bestå af ord som synes så tilfældige, at al mening tilsyneladende forsvinder. Digtet ”Julebrev” af Adam Østergaard rummer i sin sproglige og strukturelle diversitet eksempler på alle disse træk.
Et digt kan for den nysgerrige læser ofte ved første øjekast virke uforståeligt, ja nogle gange næsten volapyk. Men meningen er der, for poesien er netop det medie, hvor et enkelt ord, ja endda en enkelt stavelse, kan indeholde uendelige betydningsverdener. Verdener, som det er op til læseren, og ikke mindst kritikeren, at gå på opdagelse i og kortlægge. Forskellen på faktiske verdenskort og de lyriske af slagsen er blot, at der ikke findes nogen fastlagte højde-eller breddegrader på de lyriske, som man kan orientere sig i. Her har man som læser kun et kompas med sig, og det orienterer sig efter viden om struktur, individuel smag og egne analyser. Inden for digtlæsning er der altså ingen konstant nordstjerne, men derimod en række forskellige af slagsen, som består af egne erfaringer og verdenssyn, som man lægger ind i digtet. Det at skrive poesi, er altså en rejse ud i det ukendte, fordi man aldrig ved, hvilke budskaber ens læsere vil trække ud af det skrevne. På den måde er poeten altid utilstrækkelig over for sit eget stof, for så snart det er nedfældet på papir er det ikke længere hendes, men tilhører enhver, som vælger at læse det. Det er også dette aspekt, der gør at poesien netop kan noget, som ingen andre tekstmedier kan; nemlig at skabe et helt unikt rum imellem forfatter, læser og kritiker, hvor stoffet bevæger sig frem og tilbage i en uendelig cyklus, mens det litterære verdenskort langsomt udbygges.
I digtet ”julebrev” som emmer af lige dele af åben fortvivlelse og arrig ligegyldighed viser Adam Østergaard på fremragende vis, hvordan man som poet netop kan bruge sin sårbarhed til at skabe en tekst, som virkelig lukker læseren ind i en litterær sfære, hvor magiske ting sker. I en dialoglignende opbygning mellem to identiteter, et jeg og et du, udfolder digtets historie sig så langsomt, at man som læser får sit eget forhold til teksten, før betydningen afsløres. ”Jeg afsluttede det dig i foråret/ sagde du/ jeg spyttede med blod på din ryg der størknede i et sæt vinger/ gentog jeg” indledes digtet, og kulissen er sat. Vi befinder os som læsere midt i et forhold, måske imellem et par, som tilsyneladende nærmer sig sin afslutning. Mere ved vi ikke. Men gradvist og finurligt afsløres flere og flere fragmenter for os, for eksempel når Østergaard skriver: ”du havde brug for at gå gennem løvfald og langt plejet hår/ nøjagtigt som mig”, en linje som udtrykker en samhørighed og et tilhørsforhold som tyder på, at forholdet måske ikke er så tæt på en terminalerklæring, som man skulle tro. Forvirring og modsigelser i digtet hersker og rejser flere spørgsmål end de besvarer, men alligevel fungerer det på et helt basalt niveau – netop fordi hver sætning får lov til at eksistere som selvstændige fragmenter, der hver især skaber bestemte associationer hos den læsende.
Det er ikke kun på udtrykssiden at digtet udnytter lyrikkens særegne råderum; rent sprogligt indeholder det tydelige eksempler på den dynamik, som kan opstå inden for netop dette felt. Med udtryk som ”at sove til lidt i buffet” og ”at fremskynde hologramøjne” side om side, blandes vidt forskellige æstetikker, og selvom det skaber ujævnheder i tekstens udtryk, er det netop her at digterens reelle intentioner kan trænge ud, og læseren kan trænge ind.
Et andet sted hvor Østergaard leger med de særlige konventioner for lyrikken er i selve digtets udtryk og struktur. Her brillerer han ved at udelade frem for at tilføje – et træk der fremstår intentionelt og virker fængende for læseren. Den første del af digtet er opbygget som dialogen i et manuskript med korte, abrupte sætninger, der adskilles af tomme klammer, hvor man får indtrykket af at noget burde have stået, eller er blevet slettet, og dette pirrer nysgerrigheden. Anden del af digtet er mere kompakt og domineres af sammenhængende linjer kun afbrudt af et enkelt disharmonisk ”OOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO”. Denne sidste del omhandler det at skrive, og de frustrationer som denne proces medfører – på den måde slutter digtet af med at referere til sig selv i bedste metastil. Det er udeladelserne i digtet der fungerer bedst, fordi de netop ikke refererer til noget; de er et tomt hul, som det er op til os andre at udfylde, i lighed med linjen med de mange o’er. Når forfatteren tør dette, opstår der en særlig forbindelse mellem digtet og den læsende, og man involveres automatisk i digtet, fordi man forsøger at forstå dets budskab og dermed udfylde de tomme pladser – læseren bliver i sidste ende, snedigt, involveret i selve digtets skabelsesproces.
Måske er det netop dette, som vi skal bruge poesien til; vi skal ikke bruge den til at finde endelige, ultimative sandheder eller forsøge at markere præcist, hvor på kortet en tekst befinder sig. Vi skal derimod bruge den til at betræde nye litterære stier, lade den åbne nye landskaber op for osog ikke mindst bruge skrøbeligheden og de ufuldendte budskaber, som forfatterne nedfælder på papiret, til at turde rumme vores egne usikkerheder, forestillinger og eventyrlyster.
Leave a Reply