Præpositionernes natur

Reportage fra Kritikersalon //////7 med Morten Chemnitz, Theis Ørntoft og Mads Mygind, Vogn 1, Godsbanen, Aarhus, d. 21. september 2016

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Aarhus Litteraturcenter og Litteraturen på Scenen afholdt onsdag aften deres syvende Kritikersalon, hvor omdrejningspunktet var Morten Chemnitz’ nyeste digtsamling Bindingerne. Chemnitz læste op fra sit værk – herefter gav digterne Mads Mygind og Theis Ørntoft hver deres bud på en kritisk læsning af Bindingerne. Således blev det en aften med overvejelser om alt fra sprogets uransagelige veje over betydningen af det antropocæne og den foranderlige natur til digterens og poesiens rolle i og uden for litteraturen.

En lille forhøjning udgør scenen i Vogn 1, og i dagens anledning er der placeret et mørkt bord på den, mens de spraglet sammensatte sofaer og stole er stillet op i rækker foran scenen. Bagved bordet står to stole og foran er der mikrofoner i stativer – det ligner næsten at vi skal overvære en paneldebat med tryk på debat, for denne aften står i litteraturkritikkens tegn. Publikum ankommer i små strømme, så både stole og sofaer langsomt fyldes op, inden vært Christian Djurhuus introducerer til aftenens kritikersalon, som indledes med Morten Chemnitz’ oplæsning af udvalgte tekster fra hans digtsamling. Bindingerne udkom i foråret, det er Chemnitz’ anden udgivelse og rent tematisk lægger den lidt i forlængelse af hans første samling Inden april, der ligesom Bindingerne er naturlyrik. Dette bliver tydeligt under Chemnitz’ oplæsning: Alle teksterne, som digteren læser op, er beskrivelser af naturen i form af blomster og planter, jord og vand, skygge og sol som bindes sammen i farver og materialitet. Men det er ikke romantiske beskrivelser, snarere konstaterende, som aftenens kritikere også påpeger.

At skrive naturen langsomt frem

Efter endt oplæsning lægger digter og underviser Mads Mygind ud med sit blik på Bindingerne. Han starter med at karakterisere samlingen som prosa-digte, der er centreret omkring naturen igennem elementer som regn, blade og farver som rød-brune og hvid-grå – det er sammensatte ord som disse, og sammenbindende ord som ”imellem” og ”under,” der er kendetegnende for digtene. Derudover er der ingen besjæling af naturen; tingene beskrives præcist og det digteriske jeg fylder ikke ret meget. ”Sproget er rimeligt afgørende for selve beskrivelsen,” påpeger Mygind endvidere, og giver et fint eksempel: I en tekst beskrives skyerne som ”hendrivende,” og ikke, som man måske i første omgang kunne tro, ”henrivende” som i et romantisk digt. ”Det er pludselig en helt anden sætning,” siger Mygind: ”Det er en anden måde at tage hold om naturen på.” Det er netop finesser som disse, der giver samlingen en langsom og nærmest stille karakter – Chemnitz’ egen oplæsning havde også et nedsat tempo – hvorfor Mygind mener, at det virker ganske naturligt at læse bogen i et afdæmpet tempo. Jeget bevæger sig langsomt rundt i naturen, men det er ikke det eneste sted, han bevæger sig rundt: Der er en særlig bevægelse igennem sproget i Bindingerne. Jeget bevæger sig rundt imellem ordklasser, diverse forholds- og bindeord, og han gør det på en måde, som af og til fremstår lidt kluntet, men det er et bevidst valg; ”Det skal der ikke renses ud i,” som Mygind siger. Den måde naturen eksisterer på, sådan som den beskrives i samlingen, er netop i værket selv og dets sprog – det er ikke nødvendigvis et konkret sted, der findes i virkeligheden. ”Han forsøger at beskrive naturen, eller om ikke andet at skrive den frem,” mener Mygind, og på den måde er der ligeså meget tale om forestillinger eller idéer om naturen, som der er tale om den egentlige natur. Det hænger også sammen med materialitet i den forstand, at selve bogen er lavet af lækkert papir, som føles naturligt, fortæller Mygind, og fortsætter med at sige ”Jeg tror den vil brænde godt,” hvilket får publikum til at le. Denne bemærkning binder an til Myginds afsluttende bemærkninger: Bindingerne er en ode til naturen, det er en konstatering eller måske ligefrem et testamente over naturen, og måden, den ser ud på nu, men muligvis ikke vil fortsætte med at gøre. Mygind synes, at forholdet mellem natur og sprog er spændende, hvilket han understreger med følgende betragtning om digteren og dennes forhold til både naturen og omverdenen: ”Når digtere vil beskrive eller gengive er det allerede en oversættelse” – og måske er det netop derfor, at Chemnitz’ beskrivelser ikke fremstår som en konkret gengivelse, men snarere en abstrakt én af slagsen, formet ud fra digterens subjektivitet.

Opgør med det antropocæne

Theis Ørntoft, der ligesom Mygind er både digter og underviser, præsenterer sin læsning af Bindingerne i forlængelse af Myginds kritik. Ørntoft er enig i, at præpositionerne dominerer i Chemnitz’ bøger, ligesom forbindelsen mellem objekter gør det. ”Jeg opfatter den som en meget fænomenologisk bog,” siger Ørntoft. Han mener at det er forbindelsen mellem tingene snarere end tingene i sig selv, som beskrives i Chemnitz’ nyeste værk – hvilket er en radikalisering i forhold til det forrige værk Inden april. ”Bindingerne bliver hele tiden påpeget, men det gør også at forbindelserne er sværere at finde,” fortæller Ørntoft. På den måde er der en decentralisering i værket, som Ørntoft også peger på ved at sige, at der er en spredning af et punkt, og dette punkt kan være hvad som helst – alle delene spredes ud og af-atomiseres. Dette afspejles også idet, at det digteriske jeg fylder ekstremt lidt, hvilket Mygind ligeledes var inde på i sin kritik. Ørntoft tolker det som et forsøg på at nedbryde en antropocentrisk grundfigur og ditto verdensbillede. Jeget bliver selv et delelement i det tekstlige, således at det ikke kun er jeget, der beskriver naturen, men i lige så høj grad naturen, som beskriver jeget, forklarer Ørntoft. ”Det er helt tydeligt for mig, at der er nogle filosofiske idéer og tanker bag Mortens tekster,” siger han, og nævner en fransk filosof og sociolog som Bruno Latour, der er kendt for sine tanker omkring mennesket som skabende af en række strukturer, ligesom strukturer også skaber mennesker. Latours tanker om forholdet mellem objekter, subjekter og teknologi mener Ørntoft afspejles i Chemnitz’ samling, og kommer med et konkret nedslag i teksten, hvor det digteriske jeg bukker sig ned for at plukke en blomst. Her beskrives det som, at det er blomsten og ikke den fri vilje, der får mennesket til at bukke sig. Dette er et vigtigt aspekt, ikke mindst i forhold til tankerne om det antropocæne samt klima-krisen, som Ørntoft påpeger. ”Naturen handler, selvom mennesket ikke er der til at sanse den,” hvilket absolut er sandt. Erkendelsen af, at en række geologiske og økologiske processer finder sted uden menneskers tilstede- eller overværelse, er en erkendelse af, at mennesket ikke længere er i centrum.

Menneskets inderside

En læserkliché, som Ørntoft nævner, er, at litterære beskrivelser betragtes som gode, fordi man kan se beskrivelsen for sit indre blik. Blot fordi en tekst beskriver nogle sansninger, er det da nødvendigvis meningen at vi skal se, mærke og høre dem for os? Hos Chemnitz forholder det sig ikke sådan, mener Ørntoft. Man støder hele tiden ind i beskrivelserne, men man kan ikke forestille sig dem. På den måde er der et brud med læserforventninger, som lægger op til refleksion: De litterære beskrivelsers kvalitet findes måske i den poetiske og forfinede måde at skrive på, og ikke i, hvorvidt læseren er i stand til at sanse dem. Læserforventningerne brydes også på en anden måde: Det digteriske jeg forandrer sig ikke igennem teksten, og Ørntoft nævner dette forhold som noget, hvor han savner udvikling. Teksterne har ingen menneskelig inderside eller psykologi, og på den måde er der intet at klynge sig til – det gør samlingen vanskelig, men også interessant at læse, mener Ørntoft. Han betragter teksterne som idealistiske, fordi der hverken er menneskelige eller kulturelle markører i naturbeskrivelserne. Vi befinder os ellers i en tid, hvor der ikke længere kan skelnes mellem Jorden og mennesket, idet vores aftryk på planeten er blevet så massivt – det er det, der kaldes Antropocæntiden. Menneskets fravær i naturdigtene betragter Ørntoft derfor som problematisk; han mener, at man som digter må forholde sig til menneskets rolle i naturen. Her er Mygind ikke helt enig med Ørntoft; han mener at digtene kan betragtes som landskabsmalerier, og derfor betyder den menneskelige psyke eller humøret ikke noget. Sommetider fingerer teksterne nærmest fagsproget, hvorfor det må være en pointe, at læseren ikke kan gå ind i teksten eller se billederne for sig. ”Indholdet er udstillet – det føles som en udstilling mere end en fortælling,” mener Mygind.

Et rum uden forurening

Efter at aftenens kritikere har haft ordet, er det blevet publikums tur til også at byde ind. Én iblandt nævner, at hun godt kan forestille sig, hvordan den beskrevne natur ser ud, hvilket får Ørntoft til at spørge ind til, hvilken natur, det egentligt er, hun ser – at se selve beskrivelsen for sig er ikke det samme som at se selve naturen; der er netop tale om en oversættelse, som Mygind påpegede tidligere på aftenen. Djurhuus, salonens vært, mener at der måske er tale om, at man kan ane ting i teksterne frem for at se dem – den megen dis og regn slører naturen. Det er netop sådanne delkomponenter og sammenspillet mellem naturkomponenterne, der skaber en ustabil sammenhæng, påpeger Ørntoft, og dette kræver, at man betragter beskrivelserne på et højere kognitivt niveau. Dette understreges ligeledes af en publikumskommentar omkring sprogbrug i samlingen: De betydningstomme verber ”være” og ”blive,” som ofte er bindeled i sætninger, er udeladt i Chemnitz’ tekster, mens præpositionerne fungerer som bindinger i stedet. Mygind mener i forlængelse heraf, at sproget i digtene stemmer overens med opfattelsen og oplevelsen af naturen som noget sameksisterende – også når det fremstår en anelse kluntet. Som Mygind betragter det, kan Bindingerne være et rum, hvor der er mulighed for ikke at skabe forurening i naturen i kraft at det menneskelige fravær. Og netop fordi det er et særligt rum, er dets sprog kun applikerbart i dets eget domæne – det kan ikke beskrive så meget andet, enes kritikerne om til slut.

Morten Chemnitz’ Bindingerne er en atypisk, men i høj grad interessant digtsamling, som aftenens kritik af den afslører. Netop i kraft af et fokus på objektverdenen igennem dens fravær af subjekter formår teksterne at bære en kritik af det antropocæne – men det betyder ikke, at digtsamlingen i sig selv nødvendigvis forholder sig til menneskets rolle, som Ørntoft påpeger. Opgøret med det antropocentriske verdensbillede og klima-krisen viser sig således ikke at være helt så enkelt – uafhængigt af tilstedeværelsen af et subjekt. Chemnitz’ tekster sætter ikke bare tanker i gang om mennesket, naturen og vores indbyrdes forhold, men om sprog, litteraritet og filosofi – og om samspillet mellem alle disse størrelser. Således forlader nærværende skribent Vogn 1 med en masse tanker om både Antropocæntiden, engageret litteratur og i særdeleshed bindinger.