Anmeldelse af Anne Skov Thomsen: Præstens, udgivet på People’s d. 23. januar 2026.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Kirkeklokkerne kimer. En ny funklende forfatterstemme har nemlig meldt sin ankomst med en roman om en præstefamilie. En jordnær og eksistentiel roman om den særlige resonans, der kan være i kirkerummet, i troen på noget større, og hvordan troen kan være et mentalt anker i livets sværeste tider.
”Når et barn fødes, når vi har mødt et menneske, som vi elsker så højt, at vi vil dele resten af livet med det, når en af vores kære dør – her oplever vi ofte, at vores hverdagslige ord og handlinger ikke slår til. Og netop derfor tror jeg, vi har brug for ritualerne: for dåb og vielse og begravelse, blandt andet, som kærlighedshandlinger.”
I Anne Skov Thomsens debutroman møder vi parret Marie og Hans Jørgen. Begge præster er, i takt med at de ønsker en ny start, flyttet til et nyt sogn og ind på en præstegård i Vendsyssel sammen med deres datter Sine. Og sjovt var det for mig at læse en bog fra den egn, jeg selv er vokset op i. Bogen rummer både flade marker og vendelbomåldialekt.
Marie og Hans Jørgen drømmer om at skabe en ny tilværelse det nye sted. De drømmer om at skabe en mere åben og inkluderende menighed, hvor de gamle traditioner tilpasses til den moderne tidsånd. Forestillingen er, at mødet med de kristne værdier skal ske på nye og anderledes måder. Gerne uden for kirken og mere jordnært – med mindre afstand mellem præst og kirkegængere og med hjemmebagt brød frem for oblater til nadveren.
Det viser sig dog ikke at være ligetil, når man er oppe imod en landsbymenighed, der gerne vil holde fast i tingene, som de hidtil har været. De vante rammer. Status Quo. Men modstand er ikke nok til at vælte Marie og Hans Jørgens tro på idéen – der skal mere til, før de giver op. På trods af den umiddelbare skepsis, lykkes det præsteparret at indføre en række tiltag i begge menigheder, herunder det hjemmebagte brød og filmfremvisning på præstegården.
Familiemæssige fordomme og work-life-balance i opbrud
Præstens skildrer en families ups and downs, når privatliv og arbejde kolliderer. For selvom parret ønsker at inkludere kirkegængerne mere, kan det kamme over. Hans Jørgen begynder langsomt at udvikle stress, fordi han har svært ved at trække stikket og sige fra over for arbejdsmæssige opgaver, når menighedsmedlemmerne banker på døren, eller telefonen ringer med besked om endnu en begravelse, der skal planlægges. Marie må derfor være den, der sætter foden i jorden i et forsøg på at holde sammen på familien og sørge for at formidle, hvornår nok er nok med besøg i deres private hjem.
Alt imens vi følger de travle forældre og får indblik i præstegerningen, når de skal skrive gudstjenester, har travlt ved højtider, skal gribe folk i svære livssituationer, holde samtaler og være de kendte ansigter i lokalsamfundet, prøver deres datter Sine at falde til i det nye miljø.
Sine går i 1. klasse og har svært ved at finde sine fødder i den nye skole. Selvom hun er åben over for de andre og klarer sig godt i skolen, oplever hun, at de andre børn mest af alt ser hende som en skygge af sine forældre, mens lærerne særbehandler hende. Vi ser fra Sines perspektiv, hvordan hun bliver mødt af forudantagelser grundet hendes lod som præstedatter: Må hun bande? Er hun meget kristen? Beder de bordbøn? Sine overrumples af de mange fordomme og særbehandlingen. Med tiden leder det til en stille mistrivsel, som hun ender med at holde for sig selv i skjul for forældrene.
Jordnær, klog og livsbekræftende roman
Thomsen debuterer med en jordnær og eksistentiel roman. Der er en dybde og en eftertænksomhed at finde i hendes ord. Sproget har en lethed over sig. Det er luftigt og lækkert at læse de kloge tanker og velkonstruerede sætninger. Man kan mærke, at der er en omsorgsfuld stemme bag ordene, og det skabte for mig en rar og rolig læseoplevelse. Det er en bog, der omfavner en, rører og vækker refleksion – en bog, der har mange fine tanker på hjerte om livet om hvordan tro, kærlighed og støtte kan flytte bjerge. Og lige dér i kirken findes en tryghed:
”De høje vægge yder en egen trøst, her kan man komme med sin sorg, her kan man vende sjælen mod det, som ikke længere er. Den dødes fravær får følgeskab af et nærvær, af kærligheden, som ikke vil dø.”
I romanen erfarer vi, hvordan præsten er en del af et menneskets store øjeblikke. De kan hjælpe med at finde trøst og styrke, accept og forståelse i selv de øjeblikke, der synes allermest meningsløse. De er vidner til menneskers forevigelse af kærligheden til hinanden. Og de er der til at lære os om det kristne livsgrundlag, der har formet vores kultur gennem historien.
Leave a Reply