Anmeldelse af Ulla Lunn: Eg, udgivet på Gads forlag d. 9. maj 2022.
Anmeldt af Shannon Færch
Foto: Shannon Færch
Mange kan ikke skelne den ene træart fra den anden, men egetræet kan de fleste genkende. De gamle, krogede ege er en essentiel del af vores landskab og kulturhistorie herhjemme i Danmark, også selvom den i de seneste århundreder er blevet overhalet indenom af bøgen i popularitet og udbredelse. Eg er et pragtværk, hvor arkitekten Ulla Lunn kaster lys over egens mange aspekter, både i landskabet, i kulturen og i kunsten.
Med et smukt omslag og et stort format lægger Eg op til fordybelse i den store fortælling om de danske ege. Lunn har opdelt bogen i to dele: om den levende eg og om egen som ædelt materiale. Det har hun gjort i håbet om at ”formidle det sanselige univers, som egen repræsenterer.” Egens verden er, som hun skriver i indledningen, analog; den handler om ”Det, der gror, det, vi lever af og bygger af, og det, vi skaber genstande af.” Altså, de krogede eges helt egen kulturhistorie.
En ny naturromantik
Efter Peter Wohllebens bog Træernes hemmelige liv blev oversat fra tysk og udkom på dansk i 2016, fik vi ifølge Lunn en tiltrængt vækkelse: træer kommunikerer, de er levende væsener, som har været her længere end mennesket. Også i Eg er der fokus på den tosidige relation, som egenes kulturhistorie dækker over. Det er forholdet mellem den langsommeligt groende, stædigt overlevende eg, som har boet i Danmark i over 9000 år, sammen med menneskets ældgamle brug af egetræ. Det viser sig nemlig, at egetræets krogede grene rækker ind i langt flere dele af vores fælles kulturhistorie, end man lige regnede med:
”Egen har egenskaber, som kan sammenlignes med det, mennesket stræber efter. Det har man i vores kulturkredse været opmærksom på siden tidernes morgen. Styrke, skønhed og alder er oplagte egenskaber, som vi alle gerne vil have. På de nordiske sprog og oldnordisk minder ordene ”jeg” og ”eg” om hinanden. På oldnordisk hedder ”jeg” f.eks. ”ek”, på islandsk ”eg” og på færøsk ”eg”.”
Egen er at finde i vores byggekultur, billedkunst og digtning. Det er en relation med årtusinder på bagen, som ikke bare lige sådan lader sig udpensle på få sider. Lunn tager os derfor med landet rundt til både skov og by for at vise danskernes let oversete forbindelse til de tavse ege. Hun skriver på en måde, der er både engagerende, personlig og med på noderne med de nyeste tanker om menneskets forhold til naturen:
”Det er i høj grad langsommeligheden, man skal have fokus på her. Det bør give stor respekt for den levende organisme, at den vil stå hundredevis af år, efter at du er død. Og den langsommelighed sætter vores forhold til naturen i perspektiv, den sætter håndteringen af materialet i perspektiv. Egen har været her altid og vil være her, når mennesket har ødelagt egne vilkår for at overleve.”
Egen i Norden
Der findes ude i det danske land enestående individer af ege, som har været vidner til lidt af hvert, f.eks. Kongeegen i Jægerspris, der er Nordeuropas ældste eg. Man mener, at Kongeegen spirede mellem år 0 og år 500, og det har altså en alder på 1500-2000 år. Egen er nemlig et af de træer herhjemme, som kan opnå den højeste levealder. Når et egetræ fylder 200, er det kun lige ved at nå op i sin bedste alder, og kan snildt blive mere end 500 år gammelt. Til sammenligning er bøgen ved at være noget af en gamling, når det runder de 200 år.
Det er dog ikke kun særligt bemærkelsesværdige ege, som Lunn beskriver for os. Hun tager os også med hjem til Knabstrup på Sjælland og fortæller om de gamle ege, der vokser nær hvor hun bor, og som hun derfor møder hver dag. Hun giver os en idé om, hvordan man kan undersøge ens ’egne’ eges historie og på denne måde få et forhold til dem. Det starter alt sammen med at åbne øjne og sanse nabolagets levende ege:
”Nu ser jeg mere på skoven, som man betragter en god ven. Hvordan har hun det? Kan jeg tolke tegn på forandring og tilstanden her og nu? For hun er ikke bare den samme år ud og ind. Der er hele tiden noget, der ændrer sig.”
Egens historie er også skovens historie, og vores brug af skoven har ændret sig meget gennem tiden. Engang måltes skoves størrelse efter antal grise, som egetræernes agern (også kaldet olden) kunne fodre, da både kvæg og svin gik på eng og i skov. Nutidens dyrefabrikker er altså en ny opfindelse, som ligger langt fra den måde, danskerne har drevet landbrug i det meste af historien. På samme måde var vi helt afhængige af træ til at bygge med og holde varmen med om vinteren. I takt med befolkningsvæksten og det voksende landbrug blev presset på skoven større, så der blev lovgjort omkring skovens brug af flere omgange.
De krogede eges langsomme forsvinding
Desværre er egen samtidig stærkt på retur i de danske skove. Efter århundreders overforbrug, skovindustriens forkærlighed for de hurtigvoksende bøge og fyrretræer samt indtoget af jern, kul, olie og plastic, fylder egetræerne ikke meget i landskabet i dag. Og det på trods af, at vores kultur og civilisationsgrundlag hænger sammen med den, på kryds og tværs i alle mulige sammenhænge. Alt fra vikingeskibe, bindingsværkshuse og den danske flåde som den så ud i 1700-tallet, til hypermoderne danske Y-stole er alt sammen bygget af det enormt stærke, langtidsholdbare og bæredygtige egetræsved:
”Forsvinder egen, forsvinder også en stor del af det levende, der ved sin eksistens har givet grundlag for vores civilisation. Forsvinder egen, forsvinder en del af vores sprog, vores bevidsthed og vores kultur. Hele vores civilisation er udviklet sammen med egen, og kun de sidste 250 år er denne samhørighed veget, fordi industrialismen, som er skabt på jern, olie og kul – og plastic – er blevet dominerende og har taget over.”
Egen, den største og ældste organisme i vores land, er vigtig. Den er en historiefortæller og en slags levende, kulturbærende instans i det danske samfund, som vi alle har godt af at vide mere om. Lunns bog er tiltrængt, den kommer vidt omkring emnet eg og indeholder mange interessante kulturfortællinger og bygningseksempler. Måske kan den også blive en vækkelse til, at vi igen får et levende og sundt forhold til de gamle ege.
”Vi er altså afhængige af, at træerne producerer ilt til os. Bevidst eller ubevidst er netop dette forhold med til at skabe den forbundethed, man føler med træerne. Man lever i symbiose med sin skov og sine træer, og derfor skal der være en balance mellem, hvad der gror, og hvad man udnytter af det levende.”
Leave a Reply