Reportage fra Rosebud – Elsker, elsker ikke til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 20. maj 2016
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Fredag eftermiddag åbnede Josefine Graakjær Nielsen, der sidste år debuterede med langdigtet Rosebud, og Pablo Llambías Lille Sal til dette års Vild med ORD. De var sat i stævne til oplæsning fra Graakjærs værk og en anderledes snak om, hvad værket egentligt handler om – heriblandt kærlighedens, virkelighedens og fantasiens forhold samt deres betydning.
Denne tidlige eftermiddag er vi en lille flok, som er mødt op til forfattersamtalen ved litteraturfestivalen. Men det er ikke den forfattersamtale, som publikum forventer, der bliver præsenteret. Med forfattersamtale forstås ikke blot en samtale mellem to forfattere på en scene, men en samtale mellem forfattere og publikum. Publikum, som tæller 12-16 mennesker, sidder midt i det sorte, men veloplyste lokale i en rundkreds af stole med de to forfattere ligeledes siddende blandt publikum. Forfatter, underviser med videre Pablo Henrik Llambías indleder eftermiddagens arrangement med at forklare, at han ønskede at lave noget andet end det panel-agtige, som ofte opstår, når forfattere er i samtale på en scene – her inddrages publikum ikke, og man lader egentligt, som om der ikke er en hel gruppe af mennesker foran én. Det her er mere en workshop. Llambiás forklarer yderligere, hvad der skal ske den næste times tid: Josefine Graakjær vil læse udvalgte dele af sin tekst op, som udleveres til publikum på print, og herefter er det tiltænkt, at publikum skal indgå i en fælles snak om dét, der netop er blevet læst. Rosebud er en kompleks tekst, som det godt kan tage lidt tid at processere, og der er intet rigtigt og forkert, gør Llambías opmærksom på. ”Josefine læser – herefter er ordet frit,” afslutter Llambías.
En udefineret masse og et mislykket kærlighedsforhold
Rosebud er et langdigt, der er skrevet som et langt brev. Brevet henvender sig først og fremmest til Niklas, som jeget har haft et kæntret kærlighedsforhold til, hvor en abort lader til at være ganske central for forholdets skæbne. Graakjær læser op fra Rosebuds begyndelse, heriblandt prologen, hvis overskrift lyder ”Prolog til alle”, og hvor aborten netop fylder meget – ikke mindst fordi jeget beskriver sig selv som morder. Da den første eftertænksomme og forsigtige stilhed har lagt sig efter endt oplæsning, hæfter én blandt publikum sig netop ved denne overskrift: Den henvender sig til en udefineret masse, bemærker han. En anden blandt publikum mener, at jeget måske flygter fra noget – det kunne være opvæksten, forældrene. En tredje tænker på ”et ord som splittelse …”, hvilket virker til at være en rammende beskrivelse af jegets modstridende følelser, som bliver tydelige i langdigtets indledende dele. Efter en længere snak og diskussion af første del af teksten, med bidrag både fra publikum og Llambías, læser Graakjær et tekststykke op fra bogens midte.
I anden del af teksten bliver karakteren af forholdet mellem jeget og Niklas mere tydeligt. Det er et usundt og alt andet end ligeværdigt forhold, hvor begge parter konstant forsøger at tilråde sig magt. Samtidig er teksten præget af en blanding af fantasi og virkelighed, hvor denne magt også spiller en central rolle. Llambías adresserer dette forhold mellem fantasi og virkelighed i teksten: Der er en sammenflydning mellem fantasi og virkelighed, herunder et ønske fra jeget om at gå ind i en anden persons, duets, drømme, hvilket munder ud i en helt anden fantasi: ”[…] jeg kneppede den kaktus som du havde drømt om nogle dage forinden, kønnet revet til blods.”
Fantastisk virkelighed og plads til paranoia
Llambías hæfter sig ved, at paranoia og fantasier er en del af virkeligheden, og deres tilstedeværelse gør derfor teksten meget virkelig. Det bliver næsten et psykologisk projekt, at der er plads til paranoia. Som jegets fantasi om kaktussen mere end antyder, forekommer en vis voldsomhed i teksten og i det beskrevne forhold. Dette leder snakken hen på karakteren af det konkrete kærlighedsforhold, men også kærlighedsforhold generelt: Kan man i et kærlighedsforhold nogensinde finde sandheden? Paranoiaen stikker også her sit uskønne ansigt frem: Mennesker er mange forskellige slags mennesker under forskellige omstændigheder, bemærker Llambías. Hvem er det egentligt, jeget er sammen med?
Samtalen falder afslutningsvist på titlen, Rosebud. Llambías forklarer, at ordet stammer fra filmen Citizen Kane (1941), der ofte kaldes for verdens bedste film. Hovedkarakteren Charles Foster Kane siger på sit dødsleje ordet ”Rosebud”, efter et liv hvor han opbygger et imperium, først med udgangspunkt i sin idealisme og siden i sin jagt efter magt. En række journalister forsøger at finde betydningen af dette ord og undersøge mysteriet om, hvorfor det var Kanes sidste ord. Journalisten finder ikke ud af det, men filmen viser det, siger Llambías. Da Kane som barn fjernes fra sin mor, er han ude at kælke. Der zoomes ind på kælkens logo: Fabriksnavnet er Rosebud. Selvom det ikke virker sådan, så er det betydningsfuldt, ikke mindst fordi kælken brændes. Der er altså en forbindelse mellem denne episode, drengen og alt det, der sker senere. Graakjær påpeger dog, at ordet også bare kan være noget, der skal drive det hele frem – det gør det i hendes tekst.
Den lille time er ved at være forbi, og samtalen må rundes af, uden at Graakjær når at læse det tredje og sidste tekststykke op, som var tiltænkt. Tiden er gået hurtigt. Sammen med den lille gruppe af tilhørere forlader jeg det intime samtalerum med en masse tanker om fantasi, virkelighed, kærlighed og maskespil – og ikke mindst en stor trang til at se Citizen Kane.
Leave a Reply