Anmeldelse af Jon Fosse: Vaim udgivet på BATZER & CO d. 14. november 2025. Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Skummende lette og bølgende er sætningerne i Jon Fosses seneste roman Vaim.
Ingen kan skrive skummende sætninger som Jon Fosse. Jeg blev første gang lullet ind i Fosses cirkulerende og punktumløse forfatterskab, da jeg læste trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd, for hvilken han i 2015 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Og ja, hvor sad jeg forundret tilbage. Over tidsligheden, der er som i et menneskesind: viklet fuldstændig sammen og over menneskene, der ved første øjekast synes simple, men alligevel kaster rigt facetterede refleksioner af sig.
Fosse er siden hædret med Nobelprisen i litteratur, og hans seneste udgivelse, Vaim, lever op til forventningerne. Den korte, fine og cirkulerende roman er simpel i sine sætninger, men kompleks i sin skildring af mennesket. At læse Vaim føles som at flyde på ryggen i et skvulpende hav, der bare bølger videre og videre.
Femhundrede kroner på to ruller sytråd
I romanens første tredjedel møder vi Jatgeir, og det er hans tankestrømme, vi starter med at følge. Han er sejlet til Bjørgvig i sin snekke, Eline, opkaldt efter en ungdomsforelske. Jatgeir undskylder sejlturen med manglen på sytråd og synål, selvom han vistnok har begge dele derhjemme, ja, han har vist beholdt sin afdøde mors sygrej, det ligger hjemme i skuffen, og ellers kunne han jo have købt det hos købmanden, tænker han. Men nu er det for sent, og han kommer i Bjørgvig til at ødsle ”hele femhundrede kroner væk på to temmelig ens synåle og to temmelig ens ruller med sort sytråd”. Og hvad er det dog for et menneske, som bruger femhundrekroner på sytråd, spørger man sig selv, men der er ikke anledning til at svare, for på kajen, lige dér, står Eline, Jatgeirs ungdomsforelskelse og vil med ham hjem:
”Jeg har lyst til at tage med dig til Vaim, siger Eline og det giver et sæt i mig, for hvad er det hun siger, tage med mig til Vaim, komme her ned til min båd sent om aftenen, ved nattetid, og så sige at hun vil med mig til Vaim, nej det her, det her, tænker jeg
Ja hjem til Vaim, siger Eline og ofte ved jeg ikke hvad jeg skal sige, og nu ved jeg det slet ikke”.
Sproget slår som bølgerne mod snekken, igen igen igen, og lullende og tænksomt bevæger Jatgeir sig hjem til Vaim med den stålfaste Eline ombord.
Nogen banker
I romanens anden del følger vi Jatgeirs ven, Elias, som kommer i Vaim Kirke ”ikke fordi jeg er troende, men jeg kan i hvert fald være sammen med andre både i bedehuset og i kirken”. Og pludselig banker det på døren, ja, der er nogen, som hamrer på hoveddøren, igen og igen, dér var det igen. Skal man åbne, tænker Elias og det banker igen, hårdere, ja, man burde lukke op, så det gør han. Men der er ikke nogen. Elias lukker døren igen, mærkeligt, tænker han og nogen banker i samme øjeblik, som han har lukket døren, og pludselig står Jatgeir lige dér på trappen. Det var ligegodt pokkers.
Romanen er på den måde enormt simpel i sit handlingsforløb, som fæstner sig ved konkrete og få scener, som sammenvævet med erindringer, viser sig at være mere kryptiske og underlige, end de umiddelbart ser ud.
Alting var underligt
I Vaims sidste tredjedel møder vi Frank, eller Olav, som han egentlig hedder, opkaldt efter sin far og bedstefar og oldefar. Og bladrer man tilbage opdager man, at Elias er farbror til ham, men nuvel. Elise vælger altså at kalde ham Frank fra det øjeblik, hun ser ham, og derfra går der ikke længe, før hun tager med ham hjem. Det beslutter hun samme aften, hun skal sejle med ham, og de skal leve sammen, hun kan gøre rent, og de må også se at få drukket ud og komme afsted. Og sådan møder vi ikke bare Frank og Olav, men også stålsatte Eline, der som den eneste kan bryde tankerækkernes evige trummerum op. Og hun spiller en væsentligt større rolle, end jeg her tør røbe.
Vaim bevæger sig i cirkler. Sprogligt, tidsligt og narrativt. Jeg har måttet bladre tilbage, for at bladre frem igen, og så igen tilbage for at rejse mig op og gå i cirkler om mig selv. Frank beskriver egentlig følelsen meget fint:
”og selv om jeg har tænkt på Eline og mig i alle de år, så er jeg aldrig kommet frem til andet end at alting var underligt, jeg har jo tænkt at det burde stå på min gravsten – Alting var underligt – men jeg er kommet frem til at det må være nok med et enkelt kors”.
Leave a Reply