Anmeldelse af Anneli Jordahl: Bjørnejægerens døtre, udgivet på Straarup & Co d. 8. april 2025. Oversat fra svensk af Juliane Wammen.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Budskabet fra de syv søstres afdøde far hænger som et vedvarende ekko i deres bevidsthed: Man kan ikke stole på den fordærvede civilisation og de manipulerende myndigheder. Derfor vandrer de med bare fødder dybt ind i de finske skove – 150 kilometer fra den nærmeste by. Her begynder et barskt liv i isolation, hvor sult, regler og rå overlevelse bliver hverdag.
Svenske Anneli Jordahls Bjørnejægerens døtre er en mørk og barsk kollektivroman om syv forældreløse søstre: Johanna, Tanja, Aune, Tiina, Laura, Simone og Elga. De har aldrig gået i skole og kender kun livet med deres forældre på familiens bondegård. Da deres far – den berømte bjørnejæger – dør, og deres mor kort tid efter følger ham, står pigerne alene tilbage. Med en bondegård i forfald og en dyb foragt for civilisationen vælger de at vende det moderne samfund ryggen og flytte ud i den nådesløse finske vildmark.
Hårdkogte hunner
Jordahl har ladet sig inspirere af finske Aleksis Kivis roman Syv brødre (1870), hvor en flok unge drenge også flytter ud i skoven. Men Jordahl har skiftet drengene ud med piger, som – med rå og kompromisløs vildskab – gør op med både civilisation og kønsnormer. Jordahl vender ikke bare kønnene om; hun udfordrer den normative forestilling om, hvordan piger og kvinder bør være. Søstrene jager, slås og lever som dyr: beskidte, muskuløse og uden skam. Og så har de arvet deres fars idé om, at frihed og civilisation er to uforenelige størrelser:
”Vi har skabt vores eget rige. Til foråret skal vores jord være markeret med fire totempæle. Her hersker vi, vilde og beskyttede. Vi lever af vores styrke og vores raseri. Vores store far er med os. Han findes i snefnuggene. Han ser ned fra månen. Han er vinden, der blæser gennem håret. Giver os kødet, der mætter vores maver.”
Men under den stenhårde, rå overflade gemmer der sig en hjerteskærende fortælling om undertrykkelse og manipulation. Da Elga og Aune læser deres mors dagbog, begynder farens idealer at slå sprækker. Har de haft en opvækst præget af styrke og stolthed? Eller er de mon resultatet af et manipulerende og måske endda forulempende parforhold?
Et hav uden fisk
Farens frygt for civilisationens begrænsninger bliver søstrenes forlorne tryghed. Gennem hele deres opvækst har de fået at vide, at frihed kun findes i uafhængighed og isolation. Men netop denne forestilling gør dem ufrie – især Elga, som længes efter at læse og skrive, men forstår, at det modsætter sig alle farens idealer om den ultimative frihed:
”Var Elga den af dem, der var mest skuffet over livet? Den, der øger sin kundskab, øger sin sorg, siges det. Men står man uden kundskab, er man et hav uden fisk, sagde Veikko. Far sagde altid, at folk studerer for at få andre til at slave for sig. Ja, måske i byen, hvor mange går i gymnasiet, men den, der har magten i det lille ødemarkssamfund, er den med størst muskler og stivfrossent sind.”
Søstrenes livsbetingelser er sørgelige, men jeg oplevede alligevel en særlig kraft i det hårde paradoks mellem civilisation og natur. For radikalisering fører sjældent noget godt med sig – heller ikke for søstrene. Derfor tvinges de til at navigere i ruinerne af deres fars forvrængede idealer og må bløde deres modstand op. For hvad skal man stille op, når man står helt alene og mærker sine egne spirende længsler for første gang?
Selvom deres blik på verden bogstaveligt talt er ledt på vildspor, rummer søstrene alligevel en beundringsværdig opfattelse af at høre til i naturens rytme. En opfattelse, der er løsrevet fra farens restriktioner, og på formfuldendt og sansende vis males frem gennem hele romanen – til stor glæde for læseren:
”Frossen, snefri jord efter det sene efterårs sol, med lave skygger og fugtig luft. Fem nøgne kroppe varmede sig foran et bål. Johanna med udslået hår og kjole af rævehaler. Ilden flammede roligt og prægtigt, inden forkulningen begyndte, og der blev opbygget fine gløder til at stege to nyskudte harer.”
En kraftfuld fortælling
Jeg slugte romanen i to rå stykker. Dens måde at aktualisere kønsrolledebatten og spørgsmål om frihed i et nærmest anakronistisk univers er tankevækkende og enormt dragende – især for mig, som holder meget af litteratur, der forholder sig kærligt til naturens både smukke og ubarmhjertige kvaliteter. Jordahl skriver om overlevelse i yderste potens, men også om fællesskab, forandring og det smertelige i at forstå, at frihed måske aldrig er absolut – ikke engang i vildmarken.
Leave a Reply