Anmeldelse af Mette Moestrup: Til den smukkeste. Udkommet på Gyldendal d. 16. maj 2019.
Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: Bogens forside / Gyldendal
Hvad er det smukkeste? I græsk mytologi eksisterer der et æble med inskriptionen ”Til den smukkeste”. Stridsgudinden Eris kastede dette æble til et bryllup, hun ikke var inviteret til, hvilket medførte krig. For hvordan afgør man hvem eller hvad, der er det smukkeste? Mette Moestrups nyeste digtsamling Til den smukkeste er en sansende afsøgning af spørgsmålet, hvor formsprog, refleksion og sprudlende billedsprog indgår i komplet forening.
Den foranderlige form
Inden sommerferien udkom Mette Moestrups digtsamling Til den smukkeste, som er udgjort af 117 digte fordelt på 9 afsnit – 13 digte per afsnit. Siden udgivelsen af Dø, løgn, dø (2012) har Mette Moestrup bidraget til flere forskellige fællesudgivelser, eksempelvis Frit flet i selskab med forfatterne Line Knutzon og Naja Marie Aidt, men Til den smukkeste er den første soloudgivelse siden 2012. Til den smukkeste er gennemsyret af stilistisk formsprog, hvor hvert afsnit er struktureret omkring forskelligartede mønstre. Afsnit syv ”Man tror, man plukker æbler” er dedikeret til musen for geometri og religiøs geometri, som hedder Polyhymnia. Afsnittet illustrerer på glimrende vis, hvordan digtsamlingen lader sig inspirere af strukturelle koder, formsprog, bogstavrækker og talrækker.
”MAN TROR, MAN ER I EN AFGANGSHAL
MAN TROR, MAN ER PÅ EN ALPETOP ELLER SIN ARBEJDSPLADS
MAN TROR, MAN ER I BAD, I BANKEN, INDE I BYEN EFTER MERE PAPIR
ELLER I EN CAMPINGVOGN, PÅ DISTOTEK, I EN ELEVATOR, ET FERIEPARADIS
[…]
men så er man i terrorismens tid”
Man tror, man er på en alpetop, på diskotek eller i et ferieparadis, men i virkeligheden befinder man sig i en tid, hvor terrorismen hærger. På elegant vis peger digtet på, at alt ikke er som det umiddelbart ser ud. Et æble med inskriptionen ”Til den smukkeste” ligner en komplimenterende gave, men var i virkeligheden kastet af stridsgudinden Eris, der kun havde krig for øje. I et andet digt i det syvende afsnit spørger digteren: ”Hvad er værst?/ At blive kastet for løverne eller kvalt i blomsterblade?/ Det åbenlyst brutale eller det tilslørede?/ At kende eller ikke kende svaret?”. Til den smukkeste kredser både om den brutale sandhed og den slørende, sansende fiktion, hvilket gør digtsamlingen absolut læseværdig. De fleste mennesker higer efter en eller anden form for sandhed, men når sandheden afsløres i al sin brutalitet, virker fiktionen muligvis mere tillokkende. Dette livsvilkår skildres på elegant vis i Til den smukkeste.
Hvad er så det smukkeste? Digterens undersøgelse
Til den smukkeste benytter mange forskellige formsprog, hvilket gør, at man som læser altid er underholdt. Tredje afsnit kredser om honningbier og hexagoner: ”vi mimede bierne/ beundrede deres vokstavler/ vi byggede alt hexagonisk som dem/ under den honninggule sol/ vi lagde os på jorden i sekskanter/ omkring offerbål med honningild”. Det rituelle går igen, omend i en mere direkte, læseropfordrende form i digtet ”Ritual for 1 person” hvor læseren opfordres til at udklippe en lang strimmel papir hvorpå ordene ”Læs dette højt med dette i munden” skal skrives. Ritualet udføres foran et spejl med strimlen i munden, mens ordene læses højt. Denne sammenblanding af forskellige stilarter, forskelligt formsprog iblandet digterjegets refleksioner og citeringer fra blandt andre Sapfo, oldtidens mest kendte kvindelige digter, gør de abstrakte spørgsmål, der stilles, yderst tilgængelige. Den evige søgen efter en eller anden form for sandhed, som for nogle mennesker er et livsvilkår, optræder i Til den smukkeste på en måde, hvor dikotomien mellem sandhed og fiktion både sløres og afsløres. Det abstrakte bliver konkret og omvendt, hvilket gør digtsamlingen anbefalelsesværdig til de læsere, der både vil udfordres i deres læsning, men som også gerne tager imod digterens udstrakte, hjælpende hånd.
Leave a Reply