Anmeldelse af Louise Juhl Dalsgaard: At tælle til lilla, udgivet på Alhambra d. 14. august 2025.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Jeg åbner for første gang Louise Juhl Dalsgaards essaysamling At tælle til lilla siddende på Den Uendelige Bro, der forbinder Ballehage Strand med Aarhusbugten. Med fødderne dinglende over vandet læser jeg om kærligheden til mos, kantareller og særlige relationer. Jeg læser om sproget som et vindue til menneskets indre. Jeg læser om en ensom krop, der føler sig modertom.
Den lille, lilla bog består af otte ærlige og forbundne essays, hvor Dalsgaard med et personligt udgangspunkt undersøger, hvordan det er at være til i en både smuk og svær verden. Hun reflekterer over nødvendigheden ved at lyve for at leve. Over livet, der kan føles fjernt og over døden, der kan føles nær. Hun viser, hvordan musik og følelse, krop og ensomhed hænger sammen, og hvordan de små detaljer i verden kan fylde den ensomme krop ud.
Når ingenting bliver til alting
Dalsgaard skriver om det, der mangler, og denne mangel bliver et eksistentielt udgangspunkt. Manglen udspringer af det barn, der aldrig kom på grund af en årelang kamp mod anoreksi. Barnet mangler i alle celler af den nu raske, men ensomme krop. Den krop, hvis øjne betragter naturens finurlige gaver, hvis sind evner at koble sanseindtrykket med sproget og hvis nerver mærker både kærlighed og sorg.
”Hver eneste dag skammer jeg mig over kun at efterlade mine egne fedtede fodspor her i verden. Skammer mig over at være og fylde. At æde og plukke og pisse og please. At tage og tage uden nogensinde at give noget tilbage. […] Jeg planter ikke noget. Jeg varer ikke længere end til kanten af mig selv. Min krop er hverken til lykke eller læ. Den er bare i vejen. Mine knæ er bare knæ.”
Det føles som om, Dalsgaard skriver om alt og ingenting. Med det mener jeg, at hendes følelse af ingenting giver hende en følelse af alting. Hun sidestiller livets store, eksistentielle temaer – tab, ensomhed, kærlighed – med det omsorgsfulde blik for de små detaljer Jorden forkæler hende med – kantareller, bænkebidere, mos og fugle, der flyver baglæns. Og netop i denne sammensmeltning, fremstår begge dele lige betydningsfulde, både for Dalsgaard og for mig som læser. For det, der mangler, er det, der fylder. Sjældent har jeg læst noget så smukt, stærkt og skrøbeligt på samme tid.
”Somrene tilbragte jeg i familiens sommerhus omgivet af høje graner og mos. Alt var grønt, selv det blå, det grå og kantarellens orange. Alle farver var født ud af og ind i det grønne. Ind i et landskab af høje, rygvendte nåletræer og seje græsser, der stod året rundt til ingen verdens nytte og så alligevel.”
Kroppen fremstår som en tom beholder, men samtidig evner den at optage selv de mindste sanseindtryk. Den er hul, men åben – som om sorgen og den kropslige ensomhed alligevel har skabt plads til verden.
Absolut gehør
Ordene flyder i sarte strømme, ligesom de små bølgeskvulp under mine fødder. Sproget er tydeligt Dalsgaards fineste værktøj. Det er sproget, der leverer tankerne og refleksionerne, men sproget er også et centrum, en måde at forstå og anskue verden på. Det gjorde læseoplevelsen enkel og let, selvom Dalsgaard skriver om det tunge og svære. Jeg tror, det netop er her skrivekunsten begynder: at kunne få sproget til at flyde som blide bølgeskvulp, selv når det skal rumme de smertefulde flodbølger.
”På samme måde gælder det særligt følsomme gehør. Evnen til at mærke ubalancer, disharmonier. […] Jeg tror, min mor har brugt et helt liv på at tøjle det gehør, og jeg ved, hvad det koster af kræfter. Hele tiden at gisne, undlade at spørge til alt det usagte, hvad det koster at holde tankemylderet på afstand, ikke hele tiden at spekulere på, om skyerne er et gardin, man har glemt at trække fra. Eller om fuglen, der flyver mod ruden og falder til jorden, skulle være en straf for at glemme en venindes fødselsdag.”
Det stærke billede om det særligt følsomme gehør udspringer af musikkens verden, men handler her om følelser – om at registrere selv de mindste udsving i sig selv og i andre. Om at mærke præcist. En følelse, der for mange kan være nem at spejle sig i, men måske svær at sætte ord på. Det formår Dalsgaard. Gennem alle otte essays skriver hun med en prægnant pen, der både sammenligner, mærker og beskriver i én og samme bevægelse.
At sætte ord på det genkendelige
At tælle til lilla er en bog, der næsten modsætter sig at blive beskrevet. For Dalsgaard skriver så præcist, at ordene allerede føles sagte, før jeg selv når at formulere dem. Hvert essay vækker en følelse af noget genkendeligt og trygt – som et ansigt, man ikke har set i lang tid. Hun giver sprog til genkendelige fænomener og følelser, hvor sproget endnu er frakoblet. I den kombination står en fuldkommen læseoplevelse tilbage – den der euforiske førstegangslæsning, man længes efter at opleve igen.
Dalsgårds bog er som at træde ind i et trygt rum, hvor gulvet er af mos og væggene er malet lilla – det flimrende, firkantede lys fra vinduet får farven til at changere. På samme måde får alle nuancer af kroppens, sindets og Jordens væren lov til at sameksistere. Det har været en stor fornøjelse at blive inviteret ind i Dalsgaards personlige, lilla rum. Det er faktisk derfor, jeg læser: nemlig for at se verden lige derfra, hvor et andet menneske befinder sig.
Leave a Reply