Anbefaling af Jens August Schade: Den himmelske Elskov paa Jorden, udgivet på Gladiator og Krabbesholm, d. 18. juni 2016
Anmeldt af Mathias Bernbom Andersen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Den himmelske elskov på jorden af Jens August Schade er en slags romantisk surrealisme, hvis man skal sige noget mere eller mindre håndfast om den. Det er en fragmenteret fortælling om en lille dansk by og vildfarne elskende, og så er det læsning fuld af nydelse, hvis man har mod på at dvæle ved en meget særlig, smuk og underlig lyrisk prosa.
Vel mødt
I 1931 markerede romanen Jens August Schades prosadebut. Før da var han fuldblodsdigter; poesibogen Den levende Violin kom i 1926, og med nyudgivelsen af Den himmelske elskov rammer Gladiator og Krabbesholm da også en roman, der føles spundet direkte ud af poesien.
Det ville næsten være et værk af enkeltstående fragmenter, hvis det ikke var for den store guddommelige (og dæmoniske) kærlighedshistorie, der langsomt kommer til syne og klinker tingene sammen. Inden da har blikket været hvileløst og drevet rundt i gaderne, som om den slumpende digter selv traverserede den lille by fra konditoren til molen til de brune havneknejper. Og begge dele, som værket indeholder – den store kærlighedstragedie samt de mere løsrevne metaforklynger (noget man måske kunne kalde for poetiske englehop på stedet) – har bidraget til et vidunderligt nyt bekendtskab, i hvert fald for mit eget vedkommende. Så tak for det, og tak til tanken bag nyudgivelser i det hele taget.
Den flotte bog med det sparsomme omslag starter med billedet af en by så simpelt kaldet Bogens by i det første kapitel, en beskeden samling tage, og det er forår i det tyvende århundrede. Der er en smed, en konditor, et hovedstræde, og derfra kommer vi egentlig ikke så vidt omkring – i hvert fald ikke hvad angår den fysiske ramme om bogens handling. Der er et par enkelte ekskursioner, og vi følger bl.a. en enkemand og rejsende karusselejer ud i omegnen, men i sin kerne er denne anbefalelsesværdige bog en udforskning af det, der netop ikke er håndfast og kortlagt. Der, hvor Schade tager fart, er i stedet i sindsbevægelserne – særligt hos den ulyksalige ”Hannah Sælsom” – og så er det i sprogets meget specielle, voldsomme og underliggørende operationer på jordnære situationer og bittesmå detaljer. Et umiddelbart og charmerende billede, jeg har forelsket mig i, er da regnen pisker på en køretur, og det tordner udenfor, men så alligevel ikke – det hundetordner, og ”Skyerne gøede og sagde ’Vov’”.
At sætte verden i bevægelse
Sådan er Schades poetiske udsyn så beundringsværdigt mange steder. Også når det kommer til de mørke og sjove portrætter, der befolker bogen rigt og levende – fra havnearbejdere, til hanrejer og snapseglade konsuler. Her bliver ansigtstræk, gangarter, en enlig mands fødder, en stofknold på en alpehue og solens lys på en skrivebordskant pludselig til dybt interessante fænomener. Samtidig er de også enormt underlige; de har det syrede og uhyggelige potentiale i sig, og det kan pludselig opildnes og flyde frit fra de nuttede og brogede originaler, der går på hovedstrædet og drikker på værtshusene.
Jeg tror ikke, at ’eksplosiv’ er ikke den rigtige kliché til at beskrive det– den rigtige surrealistiske kasse, kan man sige. Måske er en halvkliché som ’optrevlinger’ eller ’vrid’ på den materielle virkelighed mere nøjagtig. Schade skriver i poetiske krumspring, konstante forskydninger, og resultatet bliver en bog, der emmer af karneval, kærlighed og galskab i hver eneste sætning.
Det er som at skrive for at sætte verden i bevægelse og at komme ind under overfladen og besætte understellet, karosserierne og skeletterne – byens mørke undermave i det hele taget, og det er ikke de fine ting, Schade åbner for. Det er mere et blakket og ofte meget bizart underliv. Det er gadelivet og kunstnerlivet. I ét tilfælde er det livet som enlig lurer i natten, en trist herre, der kryber rundt under vinduerne og lytter til unge pigers sovende åndedræt. En anden gang er det den førnævnte karruselejer, der lader til at nære romantiske følelser for sin forlystelse, og han pakker den ned, når han rejser, i sin døde kones silkeskjorter.
Den slags bør anbefales. Den himmelske elskov på jorden er et syret mesterværk, og så er nyudgivelsen en sexet og æggefarvet sag. Kunstneren Asger Jorn er repræsenteret ved en række kryptiske sort/hvid skitser undervejs, og de er tilpas mørke og sære til skriften. Til sidst har Lars Bukdahl fået et opklarende efterskrift, og måske siger det lidt om Gladiators forventningsafstemning eller noget om værkets eventuelle utilgængelighed, at der er vedlagt udførlige fortolkninger, litteraturhistorie og forklaringer af vigtige tekststykker for ligesom at følge læseoplevelsen godt til dørs. Jeg syntes egentlig, det var et hyggeligt og fint tilskud. Og når det så er sagt, er Den himmelske elskov på jorden også et værk, der kan læses umiddelbart og uden drejebøger for sine spiselige sproglige perler og omvandrende selvmordere i natten – og til det er Asger Jorns skitser af en kæmpestor ravn ret ideelle.
Leave a Reply