En anmeldelse af Jesper Wung-Sung: Hans Christian, udgivet på Politikens Forlag d. 7. marts 2024.
Anmeldt af Karoline Kjærsgaard Andersen
Foto: Karoline Kjærsgaard Andersen
Jesper Wung-Sung tager dig ind i hjertet på den unge Hans Christian, hvor du forundres, provokeres og bringes tilbage til 1800-tallets fattige Odense. En rejse til København og gentagende nederlag. Frustration over at verden ikke kunne forstå det unikke talent, han bar rundt på. En nutidig læsers møde med en ung mand, der ikke besad et eneste gram jantelov.
Du kender måske den biografiske læsning af H. C. Andersens forfatterskab – at han må være 1:1 med Den grimme ælling. Én der stak ud fra flokken og var sin helt egen. For han var sin egen, og det lagde hverken Hans Christians forældre eller skolekammeraterne skjul på:
”Der var snart en som mente, at jeg måtte være et pigebarn, og der var andre som lo ad hans bemærkning. Jeg ønskede at overdøve dem med skønsang, men snart stimlede en håndfuld større drenge sammen om mig med det mål at undersøge sagen. (…) Jo hun har skam en tissemand,” sagde den ene. ”Er du sikker på at det ikke er en stor vorte?” sagde den anden. (…) Hiv i den sagde en. ”Så får vi se om han er en rigtig dreng.”
Angsten som drivkraft til livet
Selvom han blev hånet og gjort til offentligt skue af jævnaldrende, holdt det ham ikke fra at optræde. Tværtimod. Hans Christian havde som barn en nysgerrighed på den fine detalje i hver en krog af verden, og samtidig en ængstelighed i at sanse det uudforskede, hvorfor nysgerrigheden blev hans følgesvend i livet. Han måtte ud i verden. Nysgerrigheden drev ham mange steder hen, hvor han også mødte meget modstand, og han fortsatte hele vejen til København som 14-årig med målet om at optræde på det Kongelige Teater. Mindre kunne selvfølgelig ikke gøre det.
Sproget som medieret stemme
Wung-Sung bevæger sig med et stort mod ud i at portrættere Hans Christian igennem en jeg-fortæller. Den litterære stemme i sproget, tilhørende en ung Hans Christian, placerer den opblomstrende kunstner i et bestemt lys – et scenelys der skinner lige lovlig skarpt på Hans Christian, i forhold til hvad han egentlig formår at præstere, når han skal optræde foran professionelle kunstnere:
”Madam Schall (…) fik fremstammet, at hun desværre nok ikke kunne hjælpe mig. Madam Schall tav. Og det var tydeligt at hun var bange, at mine sælsomme gebærder, måske hele min skikkelse, fik hende til at tro, at der stod en galning i hendes stue! Hun takkede for min optræden, men snart – ja, næsten lige nu – ventede hun desværre besøg”.
Kritikken han møder både i Odense og i København er så underdrevet, at det halve kunne være nok! Læseren kastes ud i en tvivl om, hvor meget modstand han egentlig mødte. Alligevel får vi en transparent beskrivelse af, hvor grov mobning han blev udsat for. Det vækker en dyb medfølelse for, hvordan hans rene uskyldighed ikke regnes for at have nogen værdi. Hvorfor plantes der ikke en eksistentiel tvivl i ham efter disse horrible oplevelser? Hans Christian holder ved sit ståsted: ”Ingen forstod mig! (…) Jeg tålte ikke denne kritik. (…) [hvor] alle gang på gang lagde under luppen for at sige: Nej! Sådan kan man da ikke lave fødder. (…) Og hvor jeg kunne råbe lige så tosset jeg ville: Kig dog op! Det er en elefant!”. Det udløste en provokation, når jeg, i den ene passage efter den anden, var vidne til, at en ung dreng havde så meget tro på sig selv, og ikke havde set skyggen af nutidens jantelov. Han fremstår til tider overlegen, fordi han ikke overvejer et splitsekund, om han nu faktisk har talent. Når vi ved, hvilken stor kunstner han senere blev, følte jeg en vis mængde skam over at få disse bitre tanker under læsningen af romanen. Det efterlader mig med en forbløffelse over, hvordan han kunne blive så stor en kunstner, når han mødte afslag efter afslag som barn.
Til tider fremgår intertekstualiteten til Andersens øvrige forfatterskab en anelse forceret, men jeg må bøje mig i støvet. Den overordnede læseoplevelse formåede at give mig mere lyst til at gå på opdagelse i Andersens forfatterskab. Jeg er nysgerrig på at prøve at forstå geniet og den vigtige poetiske stemme, han har givet til efterkommende danske litterater og vores egen eksistentielle opfattelse af, hvem vi er, og hvad vi kan blive til.
Romanen holder et spejl op for læseren, hvad angår vores jantelovskultur, og at vi i høj grad lader andres meninger og domme over os forhindre os i at springe ud i alt det, vi drømmer om.
Hans Christian er et levende portræt af, hvordan angsten kan blive individets bedste ven, når blot vi tør lade nysgerrigheden bane vejen i livet og tro på, at vi alle kan blive skænket med en lykkemønt eller et fyrtøj, hvis vi tør åbne øjnene og kigge op.
Leave a Reply