Sårbare drengerøve

Anmeldelse af Kim Fupz Aakeson: Drengestreger, udgivet på Gyldendal d. 4. oktober 2024.

Anmeldt af Asta Birkler

Foto: Asta Birkler

Nu er den prisbelønnede Kim Fupz Aakeson aktuel med en novellesamling, som lader teenagedrenge græde, bolle og slås – det hele på akavet og ærlig vis.

“Drenge der er for meget. Og for lidt. Drenge der gør hvad der bliver sagt. Indtil de ikke gør. Drenge der græder. Drenge der slås. Drenge der ridser biler. Og har sex. Drenge i Disneyland. Drenge.”

Sådan står der på bogens bagside og lad mig være ærlig: En 21-årig litteraturstuderende som mig er måske ikke målgruppen for Kim Fupz Aakesons nye novellesamling Drengestreger. Men jeg har alligevel ladet mig rive med. Jeg har krummet tæer, rynket bryn og rykket helt ind i teenagedrengenes verden. Og selvom denne verden er akavet, for meget og til tider svær at være i, så er den forrygende at læse om, når det er Fupz, der fortæller.

Til mindste detalje

Novellerne sætter teenagedrengene i førsteperson og tillader hermed læseren at komme med i hverdagssituationer, hvor scenerne er autentiske helt ned til mindste detalje. Vi læser om de ting, som tynger de enkelte drenge. Svære ting som livet med en alkoholiseret mor. Sjove ting som at stikke et cigaretskod i sin fars fødselsdagskage. Og akavede ting som at købe sit første kondom:

”Jeg går på apoteket, der kender jeg ikke nogen. Men der er en del andre kunder, og der er to piger bag disken, den ene med tørklæde, og det er for pinligt. Jeg venter på at manden bliver ledig, han er en ældre fyr, det er mere cool. Men det passer ikke med numrene, det bliver hende med tørklædet, der ser spørgende ud på os der venter. ”314? Three one four?” Jeg krøller nummeret sammen og lader som ingenting, og hun går videre til den næste, jeg går hen og tager et nyt nummer, og denne gang passer det med manden.”

Novellerne er brudstykker fra en teenageverden, jeg selv kan genkende. Men om TikTok-generationen Alpha føler samme genkendelse, kan jeg blive i tvivl om. For selvom Fupz skriver skarpt, akavet og med sans for almenmenneskelige problemstillinger, er teenagedrengenes liv i novellesamlingen analoge, og Alphas særegne slang fraværende. Men måske er det heller ikke meningen, at vi skal relatere så direkte? Kendetegnende for novellerne er nemlig, at de bevæger sig ud på kanten af det almindelige og insisterer på at blive der. Lige dér, hvor det gør ondt. Som når drengen, Sunrise, eksempelvis tilbyder seksuelle ydelser mod betaling:

”Jeg har fået en fyr i aften, han er godt nok 55 og skrev om sig selv at han ikke er nogen skønhed, 55 er lige gammelt nok, men jeg satte prisen op til 900, og den hoppede han på, så det er et godt job.”

Eller når ens bedsteven pludselig vil kysse:

”Jeg ryster på hovedet, han omfavner mig, klemmer mig, hvisker, så bro, det er ingenting, hun er ingenting. Jeg får varmen af ham, det er rart, vi bliver bare stående tæt sammen, nu gør han noget med hovedet, jeg kan mærke hans kind, hans ånde, jeg mærker hans læber mod mine og nu hans tunge inde i min mund.”

Novellerne vil det svære. Men fordi Fupz holder sproget nøgternt, enkelt og ærligt, bliver det ikke tungt. Tværtimod.

Fængselsbetjent til konfirmation

En af novellerne handler eksempelvis om en dreng, hvis far sidder i fængsel. Det er hans konfirmationsdag, og faren har fået lov at deltage i følge med en fængselsbetjent. Det er tydeligvis en svær situation, men alligevel formår Fupz at tegne et almindeligt og humoristisk billede:

“Mor fik et hosteanfald. Mini fnes og havde fået vin i glasset. Betjenten smilede og sad med tallerkenen med isdesserten på skødet.”

Det er absurd, relaterbart og en tragikomisk scene udspiller sig for mit indre blik.

En den af genialiteten består i novellernes sceneskift og gennemgående persongalleri. Efter den tragikomiske konfirmation i forsamlingshuset følger en novelle, som indledes på en tennisbane. Så er kontrasterne ligesom på plads. Og hårdheden nuanceres, når en kæphøj karakter fra første novelle bliver grædende hovedperson i en anden. På den måde kan novellerne læses hver for sig, men står også stærkt som helhed.

Kunsten at indfange teenagehed

Af Kim Fupz Aakesons nye novellesamling fremgår det, at teenagelivet er svært. Intet nyt under solen der. Men jeg kendte ikke de bekymringsrynker, som ligger bag drengenes hårde udtryk. Fupz bringer svære emner på bordet, men serverer undervejs akavede detaljer og frække twist og formår hermed at indfange en teenagehed, som de fleste af os vil genkende. Drenge eller ej.