Anmeldelse af Glenn Bech: Jeg er ikke færdig med dig, udgivet på Gyldendal d. 5. september 2025.
Anmeldt af Laura Melgaard Svendsen
Foto: Laura Melgaard Svendsen
Forsiden er gul som et advarselsskilt med en stor halvskrællet banan. Glenn Bechs nye roman ser sjov ud, men der ikke meget at grine ad.
”HVAD SÅ HERNING, er I klar til en eftermiddag i samfundsoplysningens tjeneste?”
Med dette mindelsesværdige citat indkapsler Glenn Bech sin nye romans underholdende og politiske dagsorden. Jeg er ikke færdig med dig er Bechs seneste udgivelse efter hans manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet tog pusten fra den danske litterære scene, og er på mange måder en fortsættelse af alt det, der allerede gjorde ham berømt og udmattet: vreden, klassen og den endeløse selvransagelse.
Skam dig!
I Jeg er ikke færdig med dig hedder jeg’et ikke længere Glenn men Lasse, der på trods af sin fiktionalitet har en del tilfælles med sin forfatter. Efter mange års klassekamp er hovedpersonen Lasse blevet en succesfuld psykolog og lever et liv, der for første gang synes trygt. Han har en langvarig kæreste, Emil, en ejerlejlighed ved vandet og en hverdag, hvor verden ikke længere konstant truer med at falde fra hinanden.
Men Lasse lider af klasse-jetlag. Han er formet af sin midtjyske opvækst, hvor idealet om mande-mænd herskede og mantraet lød: ”kæmp kun for dig selv!”. Og under overfladen af Lasses tilsyneladende trygge liv kribler skammen:
”Endnu en mig-mig-mig-retfærdighedsnarcissist, der har gennemskuet forretningsmodellen: Skam jer, og betal så aflad ved at møde op til mine prædikener, jeg mener talks og oplæg. Næste år endnu en selvhjælpsbog eller samfundsanalyse, I ikke kan overleve foruden. Magen til tudefjæs, det er, hvad jeg er. Flov over opmærksomheden. Så fucking flov.”
Bech formår med disse skamfulde selvudleveringer (på Lasses vegne) at balancere brutalitet og omsorg, så man på samme tid har lyst til at kigge væk og læse videre.
I kampråb og kærlighed
Hvis Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er et kampråb, er Jeg er ikke færdig med dig et ekko. Hvor manifestet bragte klasseskel helt ind i dagligstuerne, leverer historien om Lasse mindre kraft og mere menneske – og det klæder ham.
Lasse forsøger at elske og blive elsket, men Emils store omsorg er for fremmed for Lasses begær, der savner noget der risikerer. Derfor beslutter de at åbne deres forhold op, og ind vælter Grindr-beskeder og faren for kønssygdomme. Her indtræder den mystiske Joey, en karakter der står kraftigt tilbage i mit nervesystem efter at have læst romanen.
”Bare Joey ikke bliver frastødt, når han piller underbukserne af mig den første måneskinsnat på hotellets silkelagner. Efter at være valfartet tværs over jordkloden, sjælekødshungrende og uden for enhver tidszone; svaneformede håndklæder, jordbær, champagne.”
Det er ømt, komisk og frygteligt på én gang, da Joey viser sig at være et algoritmisk fatamorgana ude efter Lasses penge. Og dér, hvor kærligheden skulle have været, står Lasse ensom i sin længsel, fanget i sin evne til at have indbildt sig noget, som ikke var.
Kaos deluxe
Glenn Bechs nye roman er en bog, der ikke kan finde ro. Som læser følger vi Lasse ind i maskinrummet i hans psykologpraksis, ind i soveværelset med alt, hvad det indebærer, og på lejrtur med den hemmelige homologe, Skovdrengene. Og dette er kun en brøkdel af romanens mange facetter. Det kan lyde overvældende, og det er det også, men at læse Jeg er ikke færdig med dig er som at overvære et sammenbrud. Dette mener jeg som det dybeste kompliment.
Bech formår endnu en gang at skrive kompleksiteten frem. Klassekamp, kærlighed og kaos eksisterer side om side, og Lasses liv udfolder sig som et sammensat net af længsler, begær, fejl og små sejre, hvor humor og alvor konstant spiller op mod hinanden. Som læser bliver man på én gang underholdt, undervist, forarget og berørt.
Romanen er lige så træt af sin egen bevidsthed, som den er afhængig af den, men Bechs forfatterskab er nødvendigt. Ikke kun for ham selv men for os, der ønsker at blive konfronteret med menneskets kompleksitet i al sin brutalitet og sårbarhed – og det har vi nu nok alle sammen godt af en gang imellem.
Leave a Reply