Anmeldelse af Christel Wiinblad: De elskende. udgivet på Gyldendal d. 31. oktober 2014.
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Christel Wiinblads De elskende – Et sammenstød er skrevet som en selvstændig fortsættelse til Prolog (2011) og Ingen åbner (2012) i en romanserie om kærligheden og menneskets natur. Ligesom i de to foregående romaner følger læseren en kvinde (måske den samme?), og plottet er igen præget af destruktion, misbrug og sammenbrud.
De elskende indledes med kærlighed ved første blik:
”Dér kom han gående på Frederiksborggade, dér kom han gående direkte imod hende, så smuk, som han var, kom han gående dér på gaden, som ud af intet, og det syn væltede ind i hende, det blændede hende fuldstændig […] Og hun vidste det. At nu var det sket, at det var kærligheden” (s. 9)
Læseren præsenteres her for romanens to nøglepersoner: en mand og en kvinde. Romanen udfoldes som kvindens tankestrømme og følelser samt dialoger mellem de to elskende, og det står hurtigt klart, at kærlighedsforholdet både er sadistisk, ydmygende og nedbrydende.
Mandens projekt bliver at nedbryde kvinden, så hun kan genopstå i kærlighedens lys. Han vil lære hende, hvordan hun kan befris fra ”det begrænsede og borgerlige liv”, og dette indebærer at gøre, som manden siger, og finde sig i hans ydmygelser, der bl.a. tæller opfyldelsen af forskellige seksuelle fantasier og gentagne besøg i en hemmelig kælder:
”Dér, hvor de havde ført hende ind i et rum. Dér, hvor de havde bundet hende, dér, hvor de havde overhældt hende med iskoldt vand, dér, hvor de havde hældt stearin ud over hende. Hvor de havde holdt hende for munden og for næsen, så hun ikke havde kunnet få luft” (s. 146)
Som det fremgår, er sproget i centrum. Tempoet er højt, men samtidig gentager både handlingen, forskellige ord og vendinger sig, så det kan virke anstrengende at læse. De mange gentagelser fungerer nærmest traumatisk på kvinden og på læseren, fordi en hændelse ikke bare fortælles én gang, men mange. Forskellige sætninger bliver nærmest fremsagt som gentagende mantraer, bl.a. ”tak mig”, ”hvad siger du JA til?”, ”til helvede med alt andet end kærligheden”, ”til det kan jeg kun svare med TAVSHEDEN” og ”alt for kærligheden”. Efter min mening er der desuden overbrug af ordet ”og” som sætningsindleder. Det er et stilistisk træk, som jeg ellers sætter stor pris på, fordi det kan give en anderledes sætningsrytme, men Wiinblads ustandselige brug af det lille ord kan til tider virke unaturlig og anstrengende at læse.
Man kan altså betragte en spejling af kvindens sindstilstand i sproget, som fra én sætning til den næste fremstiller vidt forskellige sindsstemninger i nærmest opremsende karakter:
”Og hun var rædselsslagen, hun fattede ingenting, det hele væltede rundt. Hun havde aldrig før været så lykkelig. Så ulykkelig, så magtesløs, så fuld af kærligheden” (s. 57)
Kvindens tanker er præget af konstante selvmodsigelser, og opstillingen af modsætningspar bliver et gennemgående træk både i sproget og handlingen: Manden og kvinden, lyset og mørket, ydmygelse og ophøjelse, lykkelig og ulykkelig, sadisme og masochisme. Modsætningsparrene giver ligesom mantraerne romanen et slags okkult eller religiøst aspekt, hvor manden kan ses som en gudeskikkelse og kvinden som hans slave, der skal nedbrydes og genopstå i kærligheden.
Christel Wiinblads De elskende er en roman om sammenbrud og genopstandelse, men det ofte unaturlige sprog gør den svær at læse, og den kræver læserens opmærksomhed konstant på trods af de mange gentagelser. Romanens komplekse plot og komplekse sprog kvæler nærmest hinanden, hvorfor læseroplevelsen på én gang bliver fascinerende og kvalmende, præcis som romanens indhold.
Leave a Reply