Scener fra en absurd virkelighed

Anmeldelse af Yukiko Motoya: Den ensomme bodybuilder, udgivet på forlaget Korridor den 7. oktober 2021. Oversat fra japansk af Hanne Arnold. 

Anmeldt af: Camilla Weber Farver

Foto: Camilla Weber Farver

Hunde så hvide som nyfalden sne, en pige der græder tårer af blod, flyvende mennesker med paraplyer, og en mand af strå. Det vrimler med skæve eksistenser i Den ensomme bodybuilder, der udspiller sig på grænsen mellem det helt almindelige og det helt vildt mærkelige.

Japanske Yukiko Motoya er både forfatter, dramatiker og teaterinstruktør, og selvom hendes navn nok ikke klinger velkendt i danske ører, så er hun en anerkendt forfatter i sit hjemland. Den ensomme bodybuilder er en samling af elleve noveller, der på hver deres måde handler om at være menneske (og især: kvinde) i verden. Det lyder måske umiddelbart meget ligetil, men i Motoyas skrift er ingenting helt som det ser ud. 

De fleste af novellerne begynder med ganske almindelige, ja grænsende til trivielle, situationer: En kvinde melder sig ind i et fitnesscenter, en ekspedient forsøger at hjælpe en kunde i et prøverum, et ægtepar er på løbetur i en park. Men inden man ved af det har det almindelige liv udviklet sig til absurde scener, hvor sære og uforklarlige ting finder sted. Det bizarre sniger sig ind i den velkendte hverdag og folder sig langsomt ud indtil det pludselig løber løbsk og eskalerer i vilde og højst besynderlige situationer. Som i novellen ”Prøverummet”, hvor ekspedienten i en tøjbutik fortæller om en kunde, der ikke kan finde noget, hun kan lide, og derfor ender med at blive i butikkens prøverum i mere end et døgn – og til sidst viser sig måske ikke at være helt menneskelig. 

”Alt kan vise sig at være noget, der overgår min vildeste fantasi. Når jeg tænker over det nu, var hendes figur godt nok flydende og grotesk, men på en måde var den også elegant. Jeg forestiller mig et picnictæppe bredt ud på en græsmark. Det ville klæde hende rigtig godt, tror jeg, som en blomstret kjole.”

Jeg sidder nærmest og venter på, at karaktererne skal vågne op, at det hele viser sig at være en drøm. Men det sker ikke, for novellerne slutter altid inden, man når at få en forklaring. Det bizarre og absurde får lov at stå uforklaret hen, det reduceres aldrig til logik. Det giver novellerne et skær af noget mystisk eller magisk, ikke på en lyserød, eventyrlig måde, men snarere som en form for uro: Jeg fornemmer hele tiden, at der lurer noget under overfladen, som ikke kan forklares. 

Tankespind og ensomme affærer

Der er noget desorienterende over Motoyas måde at fortælle på. Novellerne er så forankrede i én karakters bevidsthed, at man ofte bliver i tvivl om, hvad der faktisk foregår. Er det virkeligt eller blot det pure opspind? Som læser for man lov til at komme helt ind i karakterernes tanker, og en stor del af novellernes dialoger foregår faktisk inde i deres hoveder. I novellen ”Jeg kalder dit navn” bliver en kvinde til et forretningsmøde distraheret af en mistænkelig bule i et gardin. Hun forestiller sig alle mulige ting om, hvad der har forårsaget den sære bule, og i sine tanker taler hun vredt til gardinet: ”Er der nogen? Eller er der ikke nogen? Vis mig det nu! Jeg er træt af at blive manipuleret af tvetydige ting som dig. Mænd, der ghoster mig og aldrig ringer tilbage.” 

Netop forhold mellem mennesker er en gennemløbende tråd i novellesamlingen, og det er bestemt ikke nogen dans på roser for karaktererne at indgå i relationer til hinanden. Novellerne er befolket af mennesker, der taler forbi hinanden, misforstår hinandens hensigter og skræmmes af hinandens hemmeligheder. Især kærligheden er besværlig, og ender flere gange i voldelige opgør. 

”Flere hundrede par i voldsomme slåskampe, mand mod kvinde. Luften gav genlyd langt væk af deres kampråb og skrig, lyden af våben, der stødte sammen, af mænd, der bønfaldt deres elskede, som ikke længere forstod deres ord, om at lade dem leve, af kærlighedserklæringer…”

Her er ikke langt fra kærlighed til krigsførelse, og novellernes karakterer er exceptionelt dårlige til at vise omsorg for hinanden. Det er en ensom affære at være menneske i Motoyas litterære virkeligheder.

Kvinder, spøgelser og mænd af strå

Køn er også et tilbagevendende tema i Den ensomme bodybuilder. De absurde scener, der udspiller sig mellem novellernes karakterer, synes at stille spørgsmål til gældende normer for køn og seksualitet. Kan man godt være gift med en mand af strå? Hvad sker der med dynamikkerne i et heteroseksuelt forhold, når kvinden bliver bodybuilder? Hvordan ser et voldeligt kvindeoprør ud?

Bagved disse spørgsmål fornemmer man også en undren over, hvad det egentlig vil sige at være menneske. I flere af novellerne undergår karaktererne store forvandlinger. Kroppe forandres, forvrænges og opfører sig alt andet end almindeligt. Særligt udtalt er det i en af novellerne, hvor en kvinde gradvist mister kontrollen over sin krop, for til sidst simpelthen at blive til et spøgelse. Undervejs i processen, der er resultatet af en frygtet sygdom kaldet ”spøgelsessyge,” gør hun sig mange tanker om livet som menneske:

”Lad mig tale, bare en lille smule, som menneske. Jeg vil ikke blive til et spøgelse på den her måde. Jeg vil efterlade mig noget. Ville alle ikke ønske det? Et eller andet bevis på, at jeg virkelig har levet i denne verden.” 

Den ensomme bodybuilder er en mærkværdig lille bog, der stiller mange flere spørgsmål, end den besvarer. Den balancerer lige på grænsen mellem det uforståeligt bizarre og det meningsfulde, og måske netop derfor giver den virkelig godt stof til eftertanke. Lader man sig føre med af novellernes forunderlige forløb, kan man få en både medrivende og forbavsende læseoplevelse ud af dem.