Selvudgivelser – skal litteraturen kvalitetssikres?

Debatindlæg af Stine Liberty Svenningsen

Forlagenes gyldne dage, hvor forfattere kæmpede om at komme frem i forreste række og indynde sig hos de magtfulde forlæggere, er knap så solbeskinnede længere, efter at selvudgivelserne har gjort deres indtog på den litterære scene. Spørgsmålet om kvalitet er derfor nærliggende at stille, for hvem kontrollerer selvudgivelsernes tyngde – og omvendt; er der overhovedet behov for en kontrollerende instans?

Jeg skriver dette debatindlæg som en opfølgning på min essayistiske anmeldelse af David G. Forés’ illustrerede udgivelse af udvalgte Poe-noveller på crowdfunding-sitet Kickstarter. Skønt fokusset for Forés har ligget på det kunstneriske, grafiske og musiske som akkompagnement til Poes udødelige noveller, er udgivelsen udelukkende lykkedes med økonomisk støtte fra udefrakommende privatpersoner. Hermed har der undervejs ikke været nogen forlægger som kvalitetsinstans og garant, men med bogen i hænderne er jeg ikke i tvivl om de gode egenskaber bag. Denne glædelige overraskelse er dog ikke en selvfølge hos hver selvudgivelse, der udkommer på markedet i dag.

Med selvudgivelsens indtræden på det litterære marked er der nemlig mulighed for at være sin egen herre over hele udgivelsesprocessen fra idé til færdigt værk til distribution (oftest i e-bogsformat). Hermed fratager selvudgiveren forlæggeren den magt, denne traditionelt besidder som mellemmand – og som kvalitetsstempel. For hvordan kan læseren være garanteret et godt kvalitetsprodukt, hvis ikke forlagene overvåger processen og hyrer professionelle korrekturlæsere samt giver faglig vejledning og gode råd til forfatterne? Omvendt beror dette spørgsmål på en forestilling om forlaget som en berettiget magtinstans, der styrer udgivelsesverdenen og sætter standarderne for, hvad der er henholdsvis ’god’ og ’dårlig’ litteratur – hvormed de kan kvalitetsstemple én bog frem for en anden. Med selvudgivelser på populære hjemmesider, såsom Amazon.com og Kickstarter, er dette kvalitetsstempel dog oftest langtfra tilstede. En ny, selvudgivet bog kan ikke købes på basis af et kendskab til forfatteren eller forlaget ud fra en over lang tid opbygget tiltro til navnet bag. Selvudgivelsernes popularitet i dag vidner dog om, at denne usikkerhed og mangel på kvalitetsstempling ikke afskrækker læserne. Snarere tværtimod.

Et yderst brugt eksempel er Fifty Shades of Grey-trilogien (2011-2012). Begyndende som et selvudgivelsesprojekt på hobbyplan blev bøgerne dog utvivlsomt en enorm succes med nu over 100 millioner solgte kopier på verdensplan[1] (februar 2014) og en filmatisering på vej her i 2015. At udtale, at trilogien både er hadet og elsket verden over, er vist en underdrivelse. Kritikere og anmeldere var i chok over, hvor dårligt bøgerne er skrevet, og konklusionen var fra manges side, at kvaliteten simpelthen var for elendig. Alligevel slugte befolkningen (flest af disse midaldrende kvinder) den råt. Hvad har så mest eksistensberettigelse – kvalitet eller popularitet? Burde bøgerne have undergået en kvalitetskontrol hos en forlægger – med fare for afvisning?