Litterær artikel om kærlighed, begær og ”bawdy puns” i The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet (1597) af William Shakespeare
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: commons.wikimedia.org
De insinuerende og frivole ordspil fortsætter, da Juliets amme og Mercutio introduceres i Romeo and Juliet. Ammens ligefremhed og Mercutios skarpe tunge optegner begæret, mens kærligheden blomstrer mellem Romeo og Juliet til maskeballet hos familien Capulet. Både begæret og kærligheden – såvel som Romeo og Juliet – forenes i et poetisk billedsprog.
Beat love down
I scene III introduceres familien Capulet og i denne forbindelse også Juliets amme. Den første replik, hun har, refererer til seksualitet: ”[B]y my maidenhead at twelve year old,” hvilket kunne tyde på, at det var i denne alder, ammen selv mistede sin mødom. Ammen fortsætter med flere slibrige ordspil, da hun mindes at have ammet Juliet som lille og husker en episode, hvor Juliet faldt:
”For even the day before, she broke her brow, / And then my husband – God be with his soul, / A was a merry man! – took up the child. / ’Yea’, quoth he, ’dost thou fall upon thy face? / Thou wilt fall backward when thou hast more wit, / Wilt thou not, Jule?’ And, by my halidom, / The pretty wretch left crying and said ‘Ay’.”
At Juliet, når hun bliver ældre, vil ”fall backward,” er en henvisning til, at Juliet som voksen kvinde vil ”indeed enjoy falling backward to receive her lover’s embraces.” Ammen kommer sidenhen med flere hentydninger til seksualitet, såsom ”[W]omen grow by men,” og hun opfordrer ligefrem Juliet til at få sin seksuelle debut: ”Go, girl; seek happy nights to happy days.” Stykket igennem skabes der på denne måde en sproglig modsætning imellem tjenestefolkene og herskabet, idet især tjenestefolkene, såsom Gregory, Samson og ammen, bruger et sjofelt sprog, der peger på begær og seksualitet, mens herskabets sprog overvejende er pænt og uden brug af vulgære hentydninger. Dog står Mercutio som en klar undtagelse. Han introduceres, da Romeo er på vej til festen hos Capulets. Mercutio repræsenterer omtrent det samme syn på kærlighed og begær som tjenestefolkene og ammen. Ligesom dem benytter han sig af frivole ordspil, og han forbinder ligeledes begær og sex med vold – dog er hans sprog markant skarpere: ”If love be rough with you, be rough with love. / Prick love for pricking, and you beat love down.” At Romeo skal ”prick love” og ”beat love down” kan forstås således, at Romeo skal undertrykke eller slå ned på sin erektion – for Mercutio findes kærligheden altså ikke som sådan; begæret står alene uden kærligheden. Denne voldsomhed i sproget hos Mercutio er simultan med en mere poetisk sprogbrug i hans monolog om Queen Mab, der rejser rundt i en lille hestevogn og får folk til at drømme. Dette mere poetiske og maleriske sprog hænger umiddelbart ikke sammen med Mercutios syn på begær, men i slutningen af sin tale vender han dog tilbage til en mere slibrig tankegang: ”This is the hag, when maids lie on their backs, / That presses them and learns them first to bear, / Making them women of good carriage. / This is she –” I denne sætning demonstrerer Mercutio for alvor sin skarphed og vittighed. Udtrykket ”bear” er dobbelttydigt, idet det både kan henvise til at bære og at føde et barn, ligesom ”women of good carriage” kan have flere betydninger – at have en god kropsholdning eller at bære et barn, altså graviditet. ”The hag” – ”heksen” på dansk – ligger på ryggen, ikke kun under en fødsel, men også under den seksuelle akt. I ordet ”the hag,” som Mercutio bruger om ”maids,” ligger også en skjult hentydning til ”nightmare” med ”the hag’s” forbindelse til maren, der mentes at ride på den, der har onde drømme, ligesom mareridtsånden også kaldes for ”the Old Hag” i engelsk folklore. ”Mare” kan på engelsk både betyde en mare og en hoppe, og således skabes der en forbindelse mellem kvinde og hest – og dermed noget dyrisk, hvilket er med til at understrege Mercutios syn på begæret som uafhængig af kærligheden – og i øvrigt hvilken rolle ”maids” spiller i denne forbindelse. Romeo afbryder Mercutio i hans tale, og siger ”Thou talk’st of nothing,” hvilket præcist er hvad Mercutio gør – ”nothing” er et udtryk som ofte bruges om de kvindelige kønsorganer i Shakespeares samtid, og Mercutio taler netop om at gå i seng med en ung pige, og graviditet som en konsekvens heraf.
Senere i skuespillet, i akt II, hvor Mercutio fejlagtigt tror, at Romeo stadigvæk er ulykkeligt forelsket i Rosaline, selvom han nu har mødt Juliet og kastet sin kærlighed på hende, driller Mercutio den fraværende Romeo:
”If love be blind, love cannot hit the mark. / Now will he sit under a medlar tree / And wish his mistress were that kind of fruit / As maids call medlars when they laugh alone. / O Romeo, that she were, O that she were / An open-arse, and thou a popp’rin’ pear.”
Her demonstrerer Mercutio på vulgær vis sit kyniske syn på begær som værende styret alene af drifter og ikke af kærlighed. ”Mark” refererer ligesom ”nothing” til de kvindelige kønsorganer. ”Open-arse” er et ord, der bruges om frugterne fra et mispeltræ efter modningen, som først sker, når de er rådne. Derudover må udtrykket også forstås i en mere eksplicit seksuel betydning.
Two blushing pilgrims
I femte scene, da Romeo og hans venner ankommer til familien Capulets hjem, er Romeo ikke længe om at få øje på Juliet. Da han ser Juliet, begynder han straks at tale om hende i poetiske vendinger:
”O, she doth teach the torches to burn bright! / It seems she hangs upon the cheek of night / As a rich jewel in an Ethiope’s ear — / Beauty too rich for use, for earth too dear. […] / And touching hers, make blessed my rude hand. / Did my heart love till now? Forswear it, sight, / For I ne’er saw true beauty till this night.”
Der er således ingen tvivl om, at Romeo har udset sig en ny skønhed – han er forelsket i Juliet og har altså glemt Rosaline. Romeo taler om Juliet i et langt mere storslået poetisk sprog, end da han beskrev sin kærlighed til Rosaline. Udover at Juliet ”doth teach the torches to burn bright,” lyser hun også i sig selv: ”The brightness of her cheek would shame those stars / As daylight doth a lamp; her eye in heaven / Would through the airy region stream so bright / That birds would sing and think it were not night.”
Romeo idealiserer i høj grad Juliet; da de mødes og taler sammen for første gang bruger Romeo et religiøst billedsprog, og maskerer på den måde sit ønske om at kysse Juliet. Han beskriver hende som ”a shrine,” og sine læber som ”two blushing pilgrims.” Juliet taler også i et religiøst billedsprog, da hun svarer Romeo og i første omgang afviser ham: ”[…] For saints have hands that pilgrims’ hands do touch, / And palm to palm is holy palmers’ kiss.” Deres samtale fortsætter på samme vis lidt endnu, men til slut kysser Romeo Juliet, som ender med at nyde det: ”You kiss by th’ book,” siger hun til Romeo. Der er tydeligvis tale om reel kærlighed imellem Romeo og Juliet med lidt mere end blot et strejf af begær, idet det fysiske møde, i form af et kys, fremskyndes. Kærligheden indrammes og understreges i mødet, idet deres dialog er skrevet som en sonet, og således skabes der et privat og intimt møde mellem dem, som leder frem til at Romeo og Juliet kobles sammen som elskende i sonettens kuplet, hvor der ligeledes opstår parrim. Samtidig sker der en overgang fra undvigelse af det fysiske møde, kysset, til accepten og gennemførelsen af det. På denne måde indrammer kysset kærligheden imellem dem, og således præsenteres en sammenstilling af kærligheden og begæret igennem Romeo og Juliets første møde. Efter kysset starter Romeo og Juliets dialog i en ny sonet, men her afbrydes de af ammen, ligesom det også sker under balkonscenen, som jeg vil vende tilbage til.
Som koret bekendtgør i den sonet, der indleder akt II, er Romeos kærlighed til Rosaline nu væk, og han har i stedet forelsket sig i Juliet. I sonetten antydes det, at Juliet er en erstatning for Rosaline: ”Now old desire doth in his deathbed lie, / And young affection gapes to be his heir.” Romeos kærlighed til Rosaline har en anden karakter end den, han føler for Juliet – Rosaline er uopnåelig for Romeo, og dette dvæler han ved, mens Juliet viser sig at være aldeles opnåelig, idet de kysser kort tid efter, at de møder hinanden. Således er der med Juliet plads til et aspekt af kærligheden, som der ikke var med Rosaline: begæret. Som tidligere nævnt taler Romeo om Juliet i et poetisk, idealiserende sprog, også når han taler om sine mere erotiske følelser for hende, og det samme gør sig gældende for Juliet, hvilket jeg vender tilbage til. Derfor kan begæret som Romeo og Juliet føler, være med til at indramme og besegle deres kærlighed. Således er der ikke tale om, at Juliet er en erstatning, men snarere at der er flere nuancer i dette kærlighedsforhold, hvilket jeg vil se nærmere på.
Her slutter anden del af artiklen om Romeo and Juliet. Læs med i næste uge, hvor tredje og sidste del udkommer, og bliv klogere på den famøse balkonscene, foreningen mellem kærlighed og begær – og ikke mindst Romeo og Juliets tragiske skæbne.
Kildeliste
Shakespeare, William: ”The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet” i: Greenblatt, Stephen, general editor, The Norton Shakespeare, W. W. Norton Company, Inc. 2008 / 1997, New York
Bly, Mary: ”Bawdy Puns and Lustful Virgins: The Legacy of Juliet’s Desire in Comedies of the Early 1600s,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.008
Brunse, Niels: ”Ammen og Mercutio” i Passage, nr. 35, 2000, s. 50-53
Carroll, William C.: ”The Virgin Not: Language and Sexuality in Shakespeare,” Shakespeare Survey Volume 46: Shakespeare and Sexuality, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1993. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521450276.010
Davis, Lloyd: ”‘Death-marked love’: Desire and Presence in Romeo and Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.005
Davis, Philip: ”Nineteenth-Century Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.010
Heltberg, Bettina: Resten er tavshed, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1999, Haslev
Roberts, Sasha: ”Reading Shakespeare’s Tragedies of Love: Romeo and Juliet, Othello, and Antony and Cleopatra in Early Modern England” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Tragedies, Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 108 – 133
Roberts, Sasha: ”Romeo and Juliet,” The Literary Encyclopedia, 30. juni 2002.
Smith, Bruce R.: ”Shakespeare’s Sonnets and the History of Sexuality: A Reception History” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Poems, Problem Comedies, Late Plays, Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 4 – 26
Wells, Stanley: Shakespeare, sex and love, Oxford University Press, 2010, New York
Leave a Reply