Shakespeare in love #3: ”How to lose a winning match”

Shakespeare in love #3: ”How to lose a winning match”

Shakespeare in love #3: ”How to lose a winning match”

Litterær artikel om kærlighed, begær og ”bawdy puns” i The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet (1597) af William Shakespeare

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Billede: Romeo and Juliet af Frank Dicksee

Juliet og Romeo mødes ved Juliets balkon, og erklærer hinanden deres kærlighed såvel som begær i poetiske vendinger – og besegler begge i ægteskabet. Men de to elskendes nyvundne lykke varer ikke længe, og således går de den skæbne i møde, som var tiltænkt disse ”starcrossed lovers” fra start. Men selv her viser forholdet mellem kærligheden og begæret sig at være mere komplekst end som så.

Light through yonder window breaks

I balkonscenen, som er den mest romantiske scene i hele stykket, er Romeos kærlighed til Juliet tydelig, da han ser hende træde ud fra sit soveværelse og videre ud på balkonen:

”But soft, what light through yonder window breaks? / It is east, and Juliet is the sun. / Arise, fair sun, and kill the envious moon, / Who is already sick and pale with grief / That thou, her maid, art far more fair than she.”

Juliet er det lys, som Romeo ser, og hans sammenligning af Juliet og solen, som han beskriver som smukkere end månen, understreger den kærlighed, han føler for Juliet. Tidligere har han sammenlignet Rosaline med månen, idet Romeo siger hun ”hath Dian’s wit.” Månegudinden Diana blev betragtet som en kyskhedens gudinde, der er ”but sick and green,” og er forbundet med jomfruelighed, som Rosaline netop vælger at leve i. Romeo siger om det at være ”sick and green”: ”none but fools do wear it.” Romeo ser altså frem til at fuldbyrde sin kærlighed til Juliet – han udtrykker dette i et kærligt sprog, og udviser dermed ikke et reduktivt syn på begær, som Mercutio gør det.

A bud of love, a beauteous flower

Under balkonscenen idealiserer Romeo Juliet yderligere ved at bruge religiøst billedsprog – ligesom under deres første møde – når han taler om hende; hun er en ”bright angel,” der er ligeså ”glorious” som ”a winged messenger of heaven.” Juliet idealiserer ligeledes Romeo, idet hun kalder ham for ”god of my idolatry” og ”my true-love passion,” – deres kærlighedserklæringer til hinanden understreges af faren for at dø, som Romeo lider under. Juliet udtrykker sin frygt for at hendes familie skal opdage ham: ”I will not for the world they saw thee here.” Samtidig udtrykker hun bekymring for, om deres udveksling af løfter er ”too rash, too unadvised, too sudden,” og om hun mon er ”too quickly won,” modsat Rosaline, som overhovedet ikke kunne vindes. Romeo og Juliets kærlighed er meget passioneret – de planlægger allerede under deres andet møde at blive gift, og det skal allerede foregå dagen efter. På denne måde kan deres kærlighed siges at være umoden, og måske knap så dyb, da begæret og det seksuelle spiller en stor rolle. Ligesom Romeo giver udtryk for sit begær, gør Juliet det også. Det, at hun betragter deres kærlighed som en ”bud of love […] [that] /  May prove a beauteous flower when next we meet,” er ikke blot et udtryk for, at hun ønsker at deres kærlighed vil blomstre, men også et billede på hendes ”maidenhead,” som hun håber på vil deflorere.   Det samme gør sig gældende i en anden seksuel metafor, som Juliet bruger i akt III, efter at hun og Romeo er blevet viet, men før de endnu har fuldbyrdet ægteskabet: ”[…] learn me how to lose a winning match / Played for a pair of stainless maidenhoods.” I denne elegante og komplekse metafor skabes der et ordspil, idet ”winning” både kan forstås som det at vinde noget, altså at være sejrrig, og som at appellere til noget eller nogen, altså at være indbydende. Dette er meget sigende for det ”match,” som Juliet ønsker både at vinde og tabe, hvilket er et ægteskab, men også en erotisk leg. Professor i engelsk litteratur og shakespearsk lærd, Mary Bly, siger om ordspillet: ”At the pun’s heart, obviously, is the fate of her virginity: it is a match in which she will lose a ’stainless’ maidenhead, while she gains a ’match’ or marriage with Romeo.” Det at vinde i kærligheden inkluderer altså også et tab, her i form af Juliets uskyld. Således udtrykker Juliet begær, men ligesom Romeo udtrykker hun sig i et poetisk sprog, og selvom de begge bruger seksuelle metaforer, er disse metaforer elegant skruet sammen, hvilket tillader dem at udtrykke deres begær på en måde, der også implicerer kærlighed. Romeo og Juliets måde at udtrykke begær på er markant anderledes end eksempelvis Mercutios måde at udtrykke det samme på. Netop fordi Romeo og Juliet også taler om kærlighed når de taler om begær, bliver begæret en del af den kærlighed, de føler for hinanden, uden at det svækker den.  Denne sammenstilling af begær og kærlighed, og ikke mindst deres måde at udtrykke det på, får deres kærlighed til at fremstå som moden.

Rise and stand

Efter Mercutios død under et opgør mellem Montagues og Capulets sker der en markant ændring i stykkets karakter. Indtil nu har stykket været centreret om begær og erotisk kærlighed, hvorfor Romeo and Juliet har indeholdt flere komiske elementer, blandt andet de mange slibrige ordspil og dobbelttydigheder. Men efter Mercutios død og Romeos efterfølgende udvisning fra Verona bliver dramaet mere tragisk, de sjofle ordspil og den generelle henvisning til seksualitet udebliver, og det anes, at noget ulykkeligt er i vente.

Lige efter Romeos udvisning aner Juliet endnu ikke uråd, men glæder sig til, at hun og Romeo skal fuldbyrde deres ægteskab den samme aften: ”[…] Spread thy close curtain, love-performing night, / That runaways eyes may wink, and Romeo / Leap to these arms untalked of and unseen.”

Efter at både Juliet og Romeo er blevet bekendt med, at Romeo er blevet udvist, frygter de begge at de ikke skal se hinanden igen. Romeo frygter også at Juliets ”beauty hath made me effeminate,” hvilket får ammen til at irettesætte ham: ”Stand up, stand up, stand an you be a man, / For Juliet’s sake, for her sake, rise and stand.” Her skabes der en dobbeltbetydning – ”stand” kan forstås som ”at stå op,” hvilket også kan opfattes i en seksuel betydning: det at have erektion.  Dette er et af de sidste sjofle ordspil, der optræder i stykket.

O happy dagger

Ammen sørger efterfølgende for at Romeo og Juliet kan mødes den samme aften, så de kan tilbringe deres bryllupsnat sammen. Selve bryllupsnatten præsenteres ikke i stykket, hvilket er med til at bevare idealiseringen af det romantiske i Romeo og Juliets forhold. I stedet ses Romeo og Juliet morgenen efter, hvor de to elskende må skilles. Her udtrykker de ligeledes kærlighed til hinanden. Juliet siger: ”Wilt thou be gone? It is not yet near day. / It was the nightingale, and not the lark, / That pierced the fear-full hollow of thine ear,” i et forsøg på at få Romeo til at blive lidt endnu. Men de ser begge realiterne i øjnene, og Romeo må afsted: ”[…] One kiss, and I’ll descend.” Idealiseringen af deres forhold og deres tilkendegivelse af kærlighed til hinanden har stor betydning – her bliver rammen om kærligheden selve ægteskabet, mens erotikken og begæret fuldender og fuldbyrder det. Dette møde mellem Romeo og Juliet bliver det sidste egentlige møde, de to elskende har sammen. Juliet følger Fader Laurences plan, og drikker et bedøvende middel, som får hende til at falde i søvn og fremstå som død. Herefter vil Juliets familie, som fejlagtigt tror hun er død, bringe hende til gravkammeret, hvor Romeo skal hente hende, så de sammen kan stikke af til Mantua. Men Romeo får ulykkeligvis aldrig besked om denne plan, som Fader Laurence har sat i værk, og tror således ligesom familien Capulet, at Juliet er død, hvilket fører til den tragiske scene, hvor Romeo står i gravkammeret ved sin tilsyneladende døde hustru. I skuespillets begyndelse introduceredes et forholdsvist primitivt syn på begær og sex, hvor disse forbindes med vold og står udenfor kærligheden. Denne måde at betragte begær på skabes der en forbindelse til i stykkets slutning, hvor døden opfattes som en krænker, en seksuel voldsmand. Da Juliets fader og Paris, som hendes fader havde bestemt, at Juliet skulle giftes med, står ved hendes grav, tror de begge, at Juliet stadigvæk er jomfru, hvilket naturligvis ikke er helt sandt, og Juliets fader siger til Paris: ”O son, the night before thy wedding day / Hath death lain with thy wife. See, there she lies, / Flower as she was, deflowèred by him. / Death is my son-in-law, death is my heir. / My daughter he hath wedded.”

Romeo har en lignende opfattelse af døden, da han ved Juliets grav spørger: ”[…] Shall I believe / That unsubstantial death is amorous, / And that the lean abhorred monster keeps / Thee here in dark to be his paramour?” Man kan altså sige, at Juliet får ret, da hun tidligere i stykket siger: ”My grave is like to be my wedding bed.” Men det er ikke blot Juliet, som ender sine dage i denne brudeseng; Romeo drikker gift i sin fortvivlelse over at Juliet tilsyneladende er død, og således følger han hende i døden, og de indtræder begge i dødssengen, ligesom de sammen lå i deres brudeseng få dage før.  Forbindelsen mellem død, vold og sex fortsætter, idet Romeo siger ”Thus with a kiss I die.” I Shakespeares samtid var det almindeligt at tale billedligt om en orgasme som ”den lille død” (en vending, der stadigvæk bruges) – på denne måde skabes der her et ordspil.

Det er ikke blot Romeo, der kysser Juliet, inden han dør – Juliet kysser også ham, idet hun endnu ikke er død. Således bliver det dobbelttydige i Juliets sidste ord endnu tydeligere: ”O happy dagger, / This is thy sheath! There rust, and let me die.” Dolken bliver et fallisk symbol, og det at dolken er ”happy” kan forstås på flere måder. Den tillader Juliet at træde ind i døden sammen med sin elskede som hun ønsker, men dolken ”may also be seen as happy in itself in that it penetrates her like a lover,” som shakespearsk lærd og professor i engelsk (samt ærespræsident for The Shakespeare Birthplace Trust) Stanley Wells skriver. Romeo og Juliet kunne ikke for alvor forenes i livet, men forenes her i stedet i døden – det skaber en ultimativ og kompleks kobling mellem vold, begær og kærlighed. I livet udgør begæret en fysisk såvel som en åndelig forening i ægteskabets og kærlighedens ramme, og på denne måde fuldendes kærligheden med begæret. Men denne forening er kun midlertidig. Døden udgør for de to elskende den største fysiske såvel som åndelige forening, idet de her er evigt forenede. Samtidig belejres og overskygges seksualiteten i døden, og således viser den sig ultimativt som et udtryk for kærlighed. På den måde overvinder deres kærlighed den konflikt, Romeo og Juliet står overfor: deres familiers fjendskab, og navnene Montague og Capulet forenes i døden.  Således skaber Shakespeare et smukt billede af den romantiske kærlighed, på trods af dens forbindelse til begær, sex og vold, hvilket kærligheden viser sig ligeledes at inkludere. Kærligheden og dens forhold til begæret er kompleks ligesom Shakespeares kærlighedstragedier er det – alligevel formår Romeo and Juliet og kærligheden mellem de to elskende at fremstå som et idealbillede på den romantiske kærlighed. Når Romeo og Juliet ikke kan få hinanden i livet, er det ikke entydigt ulykkeligt, at de går i døden sammen. Og heri lægger også en pointe: Kærligheden overlever og besejrer alt, selv døden.

Kildeliste

Shakespeare, William: ”The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet” i: Greenblatt, Stephen, general editor, The Norton Shakespeare, W. W. Norton Company, Inc. 2008 / 1997, New York

Bly, Mary: ”Bawdy Puns and Lustful Virgins: The Legacy of Juliet’s Desire in Comedies of the Early 1600s,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.008

Brunse, Niels: ”Ammen og Mercutio” i Passage, nr. 35, 2000, s. 50-53

Carroll, William C.: ”The Virgin Not: Language and Sexuality in Shakespeare,” Shakespeare Survey Volume 46: Shakespeare and Sexuality, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1993. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521450276.010

Davis, Lloyd: ”‘Death-marked love’: Desire and Presence in Romeo and Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.005

Davis, Philip: ”Nineteenth-Century Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.010

Heltberg, Bettina: Resten er tavshed, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1999, Haslev

Roberts, Sasha: ”Reading Shakespeare’s Tragedies of Love: Romeo and Juliet, Othello, and Antony and Cleopatra in Early Modern England” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Tragedies, Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 108 – 133

Roberts, Sasha: ”Romeo and Juliet,” The Literary Encyclopedia, 30. juni 2002.

Smith, Bruce R.: ”Shakespeare’s Sonnets and the History of Sexuality: A Reception History” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Poems, Problem Comedies, Late Plays,  Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 4 – 26

Wells, Stanley: Shakespeare, sex and love, Oxford University Press, 2010, New York