Anmeldelse af Steve Ayan: Sjælens arkitekter. Fra Wien til verden – Psykologiens århundrede, udgivet af Forlaget Klim d. 5. marts 2026.
Anmeldt af Johannes Møberg Thorsen
Foto: Johannes Møberg Thorsen
Den tyske psykolog og videnskabsjournalist Steve Ayan forsøger med bogen Sjælens arkitekter. Fra Wien til verden – Psykologiens århundrede at tegne et vidt forgrenet, men dog sammenhængende billede af psykoterapiens udbredelse og udvikling i det 20. århundrede. Det lykkes kun delvist. Bogens springende og episodiske stil er både levende og lærd, men bliver for ofte for ujævn og uigennemskuelig.
Ayan begynder ved begyndelsen. Wien omkring år 1900, hvor neurologen Sigmund Freud grundlægger en kontroversiel kulturanalytisk metode, terapeutisk teknik og psykologisk personlighedsteori ved navn psykoanalyse. Med årene vokser de teoretiske systemer over det ubevidste, driftslivet og fortrængningernes betydning for persondannelsen, forståelsen af sindslidelser og sidenhen sågar hele kulturer. Læren om psyken udspringer dog alle af den samme epokegørende erkendelse: at psykiske sygdomme ikke nødvendigvis har en fysisk årsag; at der til sindslidelser som angst, depression, tvangstanker eller uro ikke skulle kunne findes en kropslig defekt såsom en hjerneanomali eller et svækket organ. Lige så epokegørende er den dertilhørende teori om, at ”forestillinger, erindringer, følelser og tankemønstre, som den pågældende ikke nødvendigvis selv er bevidst om”,kunne være symptomatiske for en sygdom og ligeledes vejen til helbredelse. Fra sin første udgivelse, Studien über Hysterie, i 1895 og frem til den omfattende Traumdeutung i år 1900 udvikler Freud i store træk grundelementerne til psykoanalysen: associationsprincippet, forskellen på det ubevidste og det førbevidste, ødipuskomplekset og den infantile seksualitet.
Som ophavsmand til læren om psyken vælger Steve Ayan af gode grunde at lade Freud være bogens røde tråd og samlingspunkt, som nye skoler og fraktioner løbende relateres til.
”Bevidstgørelse helbreder!”
Mere end noget andet udmærker Sjælens arkitekter sig som en grundig teoretisk og biografisk introduktion til psykologiens mange historiske prototyper. Selvom det ville føre for vidt blot at nævne alle psykoterapiens udspaltninger her, for der er næsten uoverskueligt mange, aftegner forfatteren tre dominerende retninger:
- Psykoanalysen repræsenteret i forskellige afskygninger af Sigmund Freud, C.G. Jung, Alfred Adler og Melanie Klein, som med afsæt i patientens fortid forsøger at lirke psykens ubevidste hemmeligheder og usømmeligheder op med sproget som nøgle.
- Behaviorismen repræsenteret af John B. Watson, Rosalie Wayner, B.F. Skinner og biologen Jacques Lobe, som under Ayans betegnende overskrift alle arbejder med en ”Psykologi uden psyke”. Det vil sige, at fænomener som ”tænkning, bevidsthed, vilje” alene må betragtes som udtryk for beregnelig biomekanik, og i denne forstand er menneskets søgen efter mening lige så forudsigelig som rotters søgen efter sukkerstof.
- Den ”tredje kraft”, som Ayan benævner den, er human- eller gestaltpsykologien repræsenteret i forskellige afskygninger af ægteparret Lore og Fritz Perls, Abraham Maslow, Otto Rank, Carl Rogers og antroposoffen Rudolf Steiner. Her betragter man den psykiske instans for at være i løbende forvandling. Terapien skal vejlede ”kropshukommelse, følelser, tænkemåde og handlinger” i en varig stræben efter fuldstændiggørelse og selvets udvikling. Devisen lyder: ”Terapi er for godt til kun at være for de syge!”
Som det er karakteristisk for vellykket populærvidenskabelig formidling, formår Ayan at gøre et komplekst forskningsmateriale bredt tilgængeligt uden at trivialisere. Ud over at man som læser med rolig og kyndig håndføres igennem kompleks bevidsthedsteori og den pågældende historiske kontekst, udmærker den faghistoriske fremstilling sig også ved en rækkende passager i levende prosa af et nærmest exofiktivt tilsnit; eksempelvisdenne passage om den unge Freuds tid som laboratorieassistent:
”Det er blevet sent, hans øjne svier, og det kan godt vente til i morgen med at gennemgå de nye afsnit. Desuden bliver han grebet af en uimodståelig trang til at ryge. Han lægger hjernen tilbage i karret og bærer den ind i den anatomiske samling. Så slukker han lyset, forlader instituttet ad den imponerende hovedport, og knap er han ude på gaden, før han tænder en cigar. Mens han frydefuldt puster røgen ud, sætter han kursen hjem med kraven trukket op om ørene.”
Hvor og hvem og hvad og hvornår og hvorfor?
Hvor levendegjorte scener som denne kortvarigt trækker Sjælens arkitekter i en mere fiktionaliseret retning, er der dog endnu tale om et stykke faglitteratur. I denne henseende er det derfor en gåde, hvorfor bogen – og dermed læseren – ikke også er forsynet med et par overskueliggørende appendikser. Her tænkes i særdeleshed på et sag- og personregister, som havde været et særligt nyttigt kompas i Ayans både vævende og frit svævende formidlingsform. Bogen består nemlig af seks kapitler – ”Det ubevidste”, ”Seksualiteten”, ”Angsten”, ”Jeget”, ”De andre” og ”Meningen” – som overlapper hinanden tematisk og tidsligt. Hvert af disse kapitler er forsynet med en håndfuld uigennemsigtige underoverskrifter, som ofte er umulige at orientere sig efter, hvis man eksempelvis ønsker at genbesøge en bestemt passage om Wilhelm Reichs begreb om ”orgastisk potens”. I stedet må man på lykke og fromme navigere efter eksempelvis ”Onaniens diskrete charme”, ”Se Skotland og dø” eller ”Sexmagi, beton og mistelten”. For at gøre forvirringen total er de fleste af disse underoverskrifter vævet sammen af forskellige handlingsforløb, tænkere, tider og steder.
”Og hvad skal det så alt sammen til for?”
Således lyder efterordets overskrift, der indledes med ordene: ”Nu, hvor vores rejse gennem psykoterapiens barndom er slut, spørger De måske, hvad der kom ud af det hele.” Det gør man unægteligt. På dette tidspunkt i bogen, seks sider før dens afslutning, er det vanskeligt at sammenfatte, hvordan denne velskrevne og virtuost lærerige, men ligeledes stærkt episodiske bog i grunden har bidraget med nye perspektiver: Hvad skal vi med en bog om psykoterapiens historie lige netop nu? Ayan foregriber endnu en gang spørgsmålet og svaret: ”hvad skal man mene om det fra et nutidigt perspektiv? Det lader sig ikke sådan entydigt besvare.” Igen må man istemme forfatterens egen gendrivelse.
I presseteksten til Ayans bog anfører forlaget (Klim) blandt andet, hvordan ”Die Wiener Psychoanalytische Vereinigung (Den Wienske Psykoanalystiske Forening) […] dermed [skaber] en af grundpillerne i vestlig civilisation – løftet om personlig udvikling og helbredelse af psyken gennem en ny og revolutionerende forståelse af sjælen.” I bogens godt seks sider lange efterord er det efter psykoterapiens righoldige livshistorie impliceret, hvordan synet på menneskets selvbestemmelse, psykens konstitution og livets mystik i den vestlige verden irreversibelt hviler på søjlerne af sjælens arkitekter fra det 20. århundrede. Men dette postulat forbliver, så vidt jeg kan se, en sandsynlig, men luftig slutning. Forfatteren dækker ikke, som bogens sekundære undertitel ”Psykologiens århundrede” ellers indikerer, hele århundredet, men løsner grebet allerede omkring 1967, da A. Maslow bliver formand for den amerikanske psykologiforening. I øvrigt er bogens primære undertitel ”Fra Wien til verden” også en tilsnigelse, eftersom de berørte tænkere med ganske få, kortvarige undtagelser opholder sig og virker i Europa, Amerika eller i pendul herimellem.
Det kunne muligvis have tjent til bogens aktualitet og afgrænsning, hvis forfatteren havde ført psykoterapiens udbredelse og udvikling helt frem til vores tid. Til en tid, hvor vi – og i særdeleshed børn og unge – i stigende grad har vanskeligt ved at finde et både forståeligt og personligt sprog for følelseslivet; hvor vi skal kunne kapere og håndtere nye, tidsprægede former for angst (f.eks. klimaangst) og hvor vi endnu forsøger at tyde vores drømme for fremtiden i forsøget på at forstå os selv nu og her. I denne henseende er Steve Ayans Sjælens arkitekter nok en bog, der giver et både rigt og lidt rodet overblik over psykoterapiens fortid, men som ikke drister sig til at mene noget om dens nærmere betydning i vores samtid og nærmeste fremtid.
Leave a Reply