Skål til din indre superskurk

Anmeldelse af Anna Juul: Superskurk, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 6. januar 2023.

Anmeldt af Rosie Walbom

Foto: Rosie Walbom

Anna Juul er psykisk syg. Hun er skizofren og har været indblandet i sundhedssystemet siden, at hun var ung. I dette autofiktive univers skaber Juul en alternativ identitet som superskurk, hvor hun får lov til at fortælle sin egen historie.

At være ked af det eller ikke at være ked af det. Dette spørgsmål stiller Anna Juul sig selv i begyndelsen af Superskurk. Hun skal nemlig holde 30-års fødselsdag, og skal beslutte sig for hvilken tale hun skal holde: den om sin glædelig nutid eller den om sin traumatiske fortid:

“mit eksistentielle problem er, at jeg vildt gerne vil leve, men også har vildt meget lyst til at dø”

At sætte ord på, hvordan det føles at konfrontere livets store eksistentielle spørgsmål, er noget Juul er enormt dygtig til, og Superskurk er fyldt med kæmpe kriser i små bider. Juul har styr på sit medium. Superskurk er sjov og rørende, og den er ikke bange for at tale om tabubelagte emner. At læse denne bog er som at sidde i en bil, der næsten skratter ud over kanten. Når man har en psykisk sygdom, bliver man nødt til at skabe et narrativ, da menneskerne omkring en ikke kan forstå, hvad der sker oppe i ens hoved. Det fænomen egner sig udmærket til autofiktion, og Juul bidrager med et værk til genren, som på samme tid er utrolig personligt og sælsomt nonchalant.

Som Juul viser, mangler alle fede historier en helt, og hvis man allerede er i gang med at omskrive historien, så kan man lige så godt tage superskurke-tøjet på i stedet for offer-kostumet.

Traumer til salg

Juuls karakter er bevidst om, hvad det betyder, at lave kunst ud af ens traumer, og dermed gøre ens traumer til et produkt, som er til salg:

“I kultureliten konkurrerer vi om at kunne lave det hårdeste og dermed mest oplevede stykke kunst, mens der på venstrefløjen sættes lighedstegn mellem lorteliv, og hvem der må sige mest i en diskussion, hvilket vel beviser, at traumer er blevet en form for valuta”

Superskurk er en bog, der har meget at gøre med, hvad vi bruger sprog til. De samtaler vi har og ikke har om psykiske sygdomme. Hvor meget man kan snakke om ens sygdomme uden at ødelægge den ‘gode velfærdsstemning’. På baggrund af Juuls brug af humor kunne man være tilbøjelig til at sige, at

Juul gør grin med disse samtaler, men humoren i Superskurk er samtidig en del af Juuls overlevelsesmetode. Den åbner op for diskussioner om emner, som ellers ville være for svære at snakke om uden humor. Denne dynamik mellem komedie og tragedie bidrager til bogens kompleksitet. Den Juul vi møder i Superskurk er nemlig ikke bare en overfladisk karakter, men en karakter som bevæger sig imellem nuancer.

Det er derfor en simplificering, at gøre Juuls oplevelse til en universel fortælling om, hvordan det er at lide under psykiske sygdomme. Alle oplever psykiske sygdomme på forskellige måder, men til gengæld skal alle behandles hos det samme, belastede system i Danmark.

I denne kontekst kan man se Juuls bog som en form for kamp-tekst eller manifest. Den er politisk og ikke bange for at name and shame politikere, blandt andet Socialdemokraterne og Liberal Alliance. Men denne bog er ikke bare “en stor, fed fuckfinger” til Juuls “psykiske sygdom og det system, der ikke kan håndtere den”. Den er et ubønhørligt råb fra et tag, der viser hvordan livet er lige nu. Den siger: jeg er her, jeg vil ikke slettes, jeg vil ikke være høflig, jeg vil ikke længere ignoreres. Vi kan ikke vente på en smuk fremtid, som aldrig kommer. Det, der betyder mest, er nuet. Alt i alt kan man sige, at Superskurk er umulig at adskille fra nutiden. Bogen er aktuel og opfordrer læseren til at reflektere over, hvad det egentlig betyder, at opleve verden, som den er i dag.