Anmeldelse af Annie Ernaux: Skammen, udgivet på Gads Forlag d. 07. oktober 2022.
Anmeldt af Andrea Kløvgård
Foto: Andrea Kløvgård
En eftermiddag i juni 1952 forsøger Annie Ernuax’s far at slå hendes mor ihjel. Ernaux var 12 år, da hun overværede begivenheden, og samme eftermiddag tager de på en cykeltur sammen som familie, som om intet var sket. Ernaux ser i Skammen tilbage på, hvad der egentlig skete den eftermiddag, og hvad begivenheden efterlod i hende. Hun kigger ind i den skam der forfølger den lille pige op i voksenlivet.
Den franske forfatter Annie Ernaux udfordrer og undersøger temaer som samfund, kvindeliv, historie og familierelationer i sine romaner. Ernaux vandt for nyligt nobelprisen i litteratur 2022, og anses som en af nutidens største litterære stemme. Skammen er en form for selvbiografi, hvor hun tager udgangspunkt i sin egen oplevelse den eftermiddag i juni og gennem dette genbesøger sin barndom. Formen for værket er dog langt fra entydig. Selv skriver Ernaux, at bogen er hendes egen etnolog, hvor hun skaffer viden om sit eget liv. Det gør hun gennem billeder, begivenheder, avisudklip og minder fra byen, hvor hun er opvokset. Derigennem forsøger hun at kortlægge og konkretiserer den begivenhed i juni, som hun ikke forstår som voksen. Skammen er en blanding af genrer. Det er ikke kun en roman, ikke kun en selvbiografi, men egentlig bare sin helt egen undersøgelse af en barndoms begivenheder i 1952.
Skammen har rødder i klassesamfundet
I Skammen fylder klassesamfundet for Ernaux. Det er udgangspunktet for hele hendes liv. Ernaux vokser op i en mindre by, hvor hendes forældre har en købmandsforretning. Familien sover alle i samme stue, arbejder dagen lang, og søndag er den eneste hellige dag til cykelture i skoven. Ernaux går i katolsk privatskole, når hun ikke skal hjælpe til i købmandsforretningen. Klasseforskellen udgør konstant skam for pigen:
”Det var normalt at skamme sig, som var det en given konsekvens af mine forældres arbejde, deres pengeproblemer, deres arbejdsfortid, vores måde at være på. Scenen fra den søndag i juni. Skammen blev for mig en måde at være til på. Strengt taget bemærkede jeg den ikke længere, den havde sat sig i selve min krop.”
Ved begivenheden i sommeren 1952 opstod skammen for Ernaux, og blev billedet på den underklasse hun tilhørte. Hendes familie blev en af de familier, hvor sådan noget kunne ske.
Inddeling af verden
Skammen har omdrejningspunkt i begivenheden, som Ernaux i værket forsøger at finde sprog for. Samtidig omhandler værket også det at se sin barndom fra et voksent perspektiv. Den 12-årige pige i 1952 blev fyldt med en skam, den voksne kvinde bærer rundt på i dag. For at forstå denne skam, kigger Ernaux tilbage på den verden hun kendte dengang.
”På grund af den støvfarve der er karakteristisk for nedrivningerne og efterkrigstidens genopbygninger, på grund af filmene og skolebøgerne i sort-hvid, på grund af de mørke vindjakker og frakker ser jeg verden i 52 som ensartet og grå, ligesom de tidligere østlande.”
Ernaux inddelte verden i som hun forstod den da hun var barn, men som voksen finder hun ud af, at tingene ikke altid er sådan. Derfor er Skammen en rigtig fin fortælling om at opdage verden på ny, som voksen. Der reflekteres over, hvor man kommer fra, hvem ens familie er og hvilke beslutninger der er blevet taget for en som barn. Selvom romanen omhandler Ernaux’s egne minder fra barndommen, åbner værket op for, at man gennem billeder, avisudklip osv. erindrer sin egen barndom. Det bliver en fælles erindring om en tid i 1952.
Leave a Reply