Skønheden? 

Anmeldelse af Rosalinde Mynster: Skønheden, udgivet på Gyldendal d. 23. januar 2026. 

Anmeldt af Jane Louise Madsen 

Foto: Jane Louise Madsen  

Der er ikke meget i Skønheden, der er er skønt. Det meste er penibelt og lidt klamt. Rosalinde Mynsters skønlitterære romandebut er fyldt med prekære, ukærlige relationer, forvandlingsbesættelse og længsel efter kærlighedens bekræftelse. Men det er også en fortælling, der vil rigtig meget på én gang. 

”Jeg går tre trin op og stiller mig med et blåt bånd skråt hen over overkroppen, hvorpå der står: Årets Skønhed 6 til 8 år. Alle klapper. Jeg vinder også en stor pokal i kategorien Særligt uimodståeligt. Jeg smiler det ydmyge vindersmil, jeg har lært fra videoerne. Der bliver taget billeder. Omkring mig står andre børn, som også har vundet, med deres pokaler og store blomsterbuketter i hænderne.” 

Hovedkarakteren Nat lever i et prinsesseunivers sammen med sin verdensfjerne og vankelmodige mor. Egentlig er Nat opvokset hos sin kristne mormor, men en dag beslutter moren sig for, at hun og Nat skal starte livet på ny. Væk fra mormor og af sted til en fremmed by. Alt skal være friskt og pænt og plastiknyt. Og da flere og flere mennesker i deres nye hjemby påpeger, hvor pæn en pige Nat er, får moren den idé at melde Nat til en lokal børneskønhedskonkurrence. Det er da en ret genial præmis for en roman? 

En kvælende nærhed 

Det bliver lidt efter lidt tydeligt for mig, at Nats skønhed bliver den klistrede lim, der binder hende til sin mor. Hendes barnlige skønhed indbringer ikke kun en fællesmission i deres forhold, den bringer også et økonomisk overskud, vinderpræmier fra skønhedskonkurrencerne, en snert af luksus. Men Nat savner sin far, og moren vil ikke tale om ham: 

”Hvis jeg spørger mor om min far, vil hun ikke tale om det, hun får ondt. Hun lukker mig ude af sit værelse. Men når jeg skal i skole dagen efter, knuger hun mig ind til sig med en heftighed, som om hun tror, jeg aldrig kommer tilbage. Jeg sover aldrig ude, tager aldrig med på lejrskole, hvis hun skulle få brug for mig, og jeg vil heller ikke være andre steder, ikke lave andet end at sidde ved mor og fjerne støvfnug fra de næsten usynlige fimrehår over hendes hoved.”   

Den kvælende nærhed, der findes mor og datter imellem, er en spinkel og lyserød tråd gennem hele romanen, og den griber mere og mere om sig, ud fra siderne og ind i mig. Romanen formår at livagtiggøre den prekære relation, og man vil gerne læse videre.  

Skønhedens valuta 

Jeg kan ikke finde ud af Nat. Hun er en usædvanlig karakter, der er enormt barnlig og samtidig hjerteskærende bevidst om, at hun aldrig helt har været et barn i relation til moren. Selv om morens usikkerheder ofte fylder meget i deres samvær, formår Nat at træde ind i skønhedsverdenen med en overbevisende vindermentalitet. Hun findes gennem sin skønhed i alle livets aspekter, det er hendes valuta: 

”De andre børn ser overraskede op fra deres lege, når jeg kommer ind i klassen, klædt i lyserødt. De flokkes om mig, som om jeg er en indpakket gave. Hiver i mine bånd, de stribede sløjfer i håret. De er så misundelige på mine små, højhælede sko, at de glemmer at tørre sig om næserne, så snot løber ud og videre ind i munden.” 

Nat er en prinsesse, hun er udvalgt. Men hun virker følelsesforladt, som et blankt lærred, andre må tegne på. Hun lever sit liv gennem sine relationer, og jeg kan godt savne noget ægthed i Nat, noget egenrådigt dybde eller stillingtagen.  

Da der sker det skæbnesvangre i Nats liv, at Puberteten kroner hende og tvinger hendes barnekrop til at udvikle bryster, må hun dog reagere. Hun væmmes ved sig selv, og det samme gør moren; pludselig er Nat ikke længere en lille engleprinsesse, nu har hun bumser og bryster. Hendes kropslige valuta ændrer form, og børneskønhedskonkurrencerne må indstilles. Mynsters måde at skildre den unge kvindes, og hendes mors, antagonistiske forhold til kroppen og til kønnet fungerer på sin egen ultrakejtede måde. 

Den lyserøde sløjfe 

Skønheden er mere end smilende skønhedsprinsesser og beauty-pageant-moms. Romanen er en fortælling om en vanskelig relation mellem mor og datter og om skønhedskulturens altopslugende og ødelæggende kraft. Men det er også en roman, der vil mange ting på én gang: Rosalinde Mynster har gang i mange fine tråde, men der bliver aldrig bundet den overdådige, lyserøde sløjfe, man venter på, og fortællingen er en anelse uforløst. Ikke desto mindre er det en interessant bog, hvor Mynsters skrivestil skinner klart på sin overdrevne og malende facon, hvilket passer perfekt til romanens ret geniale præmis, og gør den bestemt værd at læse.