Anmeldelse af Fælleden af Liv Sejrbo Lidegaard. Udgivet på Gyldendal d. 22. maj 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Liv Sejrbo Lidegaards debut flakker rundt mellem forskellige sansede verdener. Digtsamlingen udfolder sig for læseren som en fælled, en zone mellem natur og byrum, hvor mennesket bydes velkommen til et sted, der ”får lov til at findes uden at have en funktion”og eksistere uden begrænsning.
Fælleden indledes med digtsuiten ”TÆT PÅ”, hvilket er præcis, hvad læseren kommer i digtsamlingen: tæt på naturen, på det sansende og umiddelbare. Vi begynder med at iagttage svaler, der ”flyver i en oval over stenene i vandkanten”, men billedet afbrydes imidlertid senere af flyvemaskiner, der ”flyver tæt på som fuglene”. Lidegaard er selv nærmest flyvende i sine beskrivelser, der på fascinerende vis udstiller skønheden i både den urørte natur, det menneskeskabte og blandingen af de to, som når for eksempel ”svalernes haler deler sig skarpt foran mærsks containerskibe” eller når ”flyene letter og solen står op over mosen og de nærmeste motorveje”.
Udover ”TÆT PÅ” består digtsamlingen af to andre digtsuiter, ”LAD DET GÅ” og ”DET ER SENT”. Disse udforsker ligeledes både naturen, kulturen og det menneskelige sind, men alligevel differentierer de sig i både metrik og handling (også fra hinanden) ved i højere grad at vende blikket mod byen og de menneskelige relationer. I fællesskab fletter digtsuiterne alt ind i en økologisk verdensorden af balance og sammensmeltning, hvor hele menneskets eksistensgrundlag netop er naturen:
”jorden er en aktiv planet
mange millioner år
var vi mere eller mindre smeltede”
I sin søgen efter organisk sammenhæng undersøger digtsamlingen også ”forholdet mellem hvad der forstås og kan siges”, fordi ”at benævne er at fremvise at fremvise er at forandre”. Menneskets iver efter at domesticere verden ændrer den og synes derfor at ødelægge den på en eller anden måde; måske netop fordi verden afgrænses og dermed begrænses. Det er både i sproget og i menneskers opfattelse af sig selv som små guder, at naturen forsøges behersket, men ”dét giver jo ingen mening”. Digtsamlingen sætter hermed et tankevækkende og smukt poetisk spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå menneskets færden i naturen risikerer at ødelægge den – måske fordi vi ikke passer godt nok på den?
Lidegaard viser desuden stort sprogligt overskud, på trods af at hun jonglerer med så højtflyvende emner. Der er en enorm nærhed i det simple og smukke sprog, der beskriver både det abstrakte og konkrete legende let, som når jeget ”svæver i fuckedness” eller finder graptolitter og ansigtsudtryk foran Fresh fitness. Naturen og byen såvel som verdenen og mennesket bindes sammen i svævende, overraskende og finurlige beskrivelser. Måske er der ikke så stor forskel, når alt kommer til alt: ”troede det var hende / men egentlig er det regnen”.
Fælleden undersøger hermed både natur og byrum, det menneskelige sind samt grundlaget for selve eksistensen og måden, vi tænker og sanser på. Det er store og svære eksistentielle og universelle emner, men Liv Sejrbo Lidegaard tager læseren i hånden på både skovtur og byvandring, så den ”akavede verden” fremover sanses og forstås i malende strofer.
Leave a Reply