Anmeldelse af Rúni Weihe: Mursejler, udgivet på Arkiv for Detaljer d. 5. december
Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen
Fotograf: Camilla Engkjær Laursen
Rúni Weihe har begået en roman, der halter efter, når det kommer til sproglig finesse, plotudvikling og karakteropbygning; en flad læseoplevelse om ulykkelig kærlighed, om ensomhed og om at gå i hundene langt væk hjemmefra – og om en mursejler, der ikke spiller nogen afgørende rolle.
Weihes debutroman handler om Michael, der er flyttet – eller nærmere flygtet – til Norge væk fra minderne om ekskæresten Camilla og den rede, de var ved at bygge sammen i deres perfekte lejlighed. I Norge arbejder han som arkitekt, drikker sig fuld med islændingen Svend og passer katte for en ældre dame, alt imens han prøver at finde ud af med sig selv, om han skal rejse hjem igen – men hvorfor skulle han? ”Han havde været her i næsten 100 dage nu, og han savnede intet endnu.”
Romanen er desværre ikke særligt velskrevet. Sproget er meget hakkende, stagnerende og fyldt med udtømmende beskrivelser, der fratager læseren al billeddannelse. Desuden insisterer Weihe konsekvent på at omtale Michael og Camilla med ”han” og ”hun”, og så skelnes der hverken sprogligt eller tidsligt imellem handlingens to spor (henholdsvis det nutidige om Michael i Norge og det fortidige om tiden med Camilla).
Med hensyn til plottet er det desværre heller ikke interessant at følge med i. Der er ingen progression i fortællingen eller i Michaels karakter, og i lang tid er det svært at afgøre, hvor romanen er på vej hen, hvad den handler om, eller hvad den vil med læseren. Heller ikke forholdet mellem Michael og Camilla er interessant. De er for lykkelige, og deres største problem er, at hun køber dyre hardbacks i stedet for paperbacks, og at han går meget op i at få malet legepladsen ude i gården – alligevel går de af en eller anden grund fra hinanden.
Mursejler er en roman, der handler om at føle sig fremmed i sit eget liv og i sit eget hjem, at længes efter noget, man har mistet og ikke kan få igen eller vende tilbage til. Denne handlingslammelse er meget karakteristisk for bogen, da den bærer på et potentiale, der dog ikke bliver ført til dørs: Et eksempel er Michaels besættelse af legepladsen – man forstår ikke hans motivation for at gå så meget op i at få den malet. Derudover er der mursejleren (en fugl, han passer for den gamle dame med kattene) som ingen rolle spiller, til trods for at den har lagt navn til bogen.
Weihe kaster mange bolde op i luften, men han griber ikke nogen af dem igen, og disse potentieller får i stedet lov til at ligge spredt omkring i bogen uden nogen forbindelse til resten af romanen. Det er desværre en meget skuffende debut fra et ellers meget interessant forlag, men man må håbe, at Mursejler bare er et bump på vejen – for begge parter.
2 Comments