Smittende skrøbeligt kvindesind

Smittende skrøbeligt kvindesind

Smittende skrøbeligt kvindesind

Anmeldelse af Kim Karmark: Ud i det hvide, udgivet på Byens Forlag d. 3. december 2015

Anmeldt af Sophie Dolmer

Foto: Bogens omslag / byensforlag.dk

Med sin debutroman skildrer Kim Karmark en kvindes skrøbelige sind og hendes balancegang mellem livet og den snehvide intethed. Ud i det hvide må vække frustration hos enhver, der læser i håb om en bevægelse ud af livets mørke sider. Trods denne konstante higen efter den manglende ”ja-hat” formår Kim Karmark at indprente en stemning, der hænger over hovedet på én længe efter, at bogen er læst.

Romanen omhandler hovedpersonen Ninna, der er gået i eksil i forældrenes sommerhus. Hendes eneste selskab er en konfronterende gravid mave og en hjemløs alkoholiker. Hendes tanker er en evig kredsen om fortiden med kæresten Frank; alt det, hun ikke burde have gjort, men aldrig rigtig lader til at fortryde, og hvad hun naivt drømte om, som aldrig blev en virkelighed.

Bogens bagsidetekst indleder med: ”Ninna er 34 år, gravid og alene”. For en naiv studerende, der menes at have livet lagt for fødderne, er denne indgangsvinkel til en læsning sjældent hverken genkendelig eller særligt motiverende. Ninna er på mange måder et forvokset barn, hvis følelser er i kamp med både sig selv og resten af verden. Hun er fuldstændigt underlagt de umiddelbare følelser, der kan vendes på hovedet med bare ét forkert ord fra en anden: ”Jeg havde lyst til at skrige. Det kom mere til at lyde som et hulk eller måske som et hvæs. Hvordan skulle jeg kunne holde alt tilbage, dæmme op for en katastrofe, når Frank sagde ”måske”?”. Dette gennemgående, irrationelle tungsind forbliver uforanderligt, og dermed overrasker hverken Ninna eller bogens slutning. Som læser savner man på den måde en radikal bevægelse i Ninnas meget kontinuerlige karakter. Hun forsøger aldrig at kæmpe sig op ad det sorte hul, som handlingen stødt bevæger sig ned mod.

Måske netop derfor formår Ninnas skrøbelighed at herske i en sådan grad, at den fylder hele romanen ud med en stemning, som på skræmmende vis sætter sig i kroppen hos læseren. Karmark fremstiller et utroligt livagtigt billede af en kvindes indre kamp imod sin egen psyke, der har forårsaget ekstreme hændelser i form af både en sakse-nedstikning og følgelig deraf en indlæggelse. Ninna fortæller om den hårde kugle, der altid sidder i maven og nægter at forsvinde og om de per refleks knyttede næver. Velvidende at hendes liv ikke har været en dans på roser, bliver man alligevel til læseren, der begynder at råbe af bogen: ”Du kan ikke give op nu?! Kom så op fra det hysteriske hul og tag kampen op!” På trods af de til tider patetiske tilbøjeligheder, som hun nu engang har, gør karakterens autenticitet det dog lidt nemmere at bære over med.

Rent miljømæssigt må dette debutværk markere Kim Karmark som en Aarhus-forfatter med stort dobbelt A. Som tilflytter til Trøjborg blev i hvert fald denne anmelder draget ind i en parallelverden, hvor jeg hvert øjeblik ventede at se Ninna på hjørnet af Niels Juels Gade iført hvid sommerkjole og med knyttede næver. Tankerne bliver trukket med på gåtur i Risskov og til digtoplæsning på Løve’s Bog- og VinCafé. Karmark leverer dermed en meget nærværende roman, hvor både karakter og miljø hiver dig ned i bogen med hovedet først.

Det er stemningerne, der former romanen. Den er bygget op på sætningen ”jeg tænkte på” og ikke på handlingen. Den er et sløvt tilbageblik, der sætter tiden i stå og reflekterer over hver eneste detalje i et lille øjeblik. Man mærker alt fra en sommerdag under træerne til ensomheden i et sommerhus gemt væk under sneens tunge dyne. Med denne genkendelse af forskellige stemninger opnår man som læser samtidig en ambivalent følelse af aldrig helt at forstå det sind, der skaber disse stemninger. Der er noget dybt frustrerende og nærmest helt provokerende over at bevidne Ninnas livsafkræftende tendens til at lade sig sluge af livets mørke sider uden at kæmpe imod dem: ”Der var en uimodståelig glæde ved at synke ned i sorgen. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at give den næring. Og en dag var kuglen blevet så hård, og jeg selv så usynlig, at jeg ikke kunne andet end at slippe.”

Denne romans uforanderlige, sorte cirkel af en opgivelse på livet kan være på grænsen til det provokerende for en lettere optimistisk læser. Til gengæld formår Kim Karmark med Ud i det hvide at male et opløst kvindesind, hvis stemninger går direkte ind under huden på én, hvad end man forstår sig på denne hovedperson eller ej – måske den vækker noget hemmeligt i menneskets mere dystre afkroge af sindet?

Romanen er derfor klart anbefalelsesværdig til den læser, der mangler at blive sat på plads af livet og dén melankoli, som man indimellem glemmer, er nødvendig for at kunne mærke sig selv.