Anmeldelse af Søren R. Fauth: Du er jo lige her – Søstersonetterne, udgivet hos Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 24. oktober 2025.
Anmeldt af Thomas Møberg Thorsen
Foto: Thomas Møberg Thorsen
Søren R. Fauth har begivet sig ud i den svære kunst at skrive en sonetkrans. Du er jo lige her er en smuk skildring af sorgens natur med reference til Inger Christensen.
Sonetkranse er ikke hverdagskost i dansk litteratur. Nævnes genren, ledes tankerne som regel hen på den laurbærkronede Sommerfugledalen af Inger Christensen. Ikke desto mindre har digteren og germanisten Søren R. Fauth (f. 1971) skrevet kransen Du er jo lige her med undertitlen Søstersonetterne. Og det er netop Fauths søster, Mette, digtværket handler om. Fauth har tidligere skrevet om Mettes død – blandt andet i sin prosalyriske tetralogi – men i Du er jo lige her behandles sorgen og livet uden søsteren i sonetkransens strenge form.
Kun i tredje sonet nævnes Mette med navn – ellers figurer hun værket igennem som det ”du”, jeget skriver til og om. Det lyriske jeg tegner et næsten geologisk billede af det smukke landskab i Sierra de las Nieves i Sydspanien, og gennem sonetterne blæser ”andalusisk luft” med sporer fra den sydspanske flora. I digtets landskab blomstrer således ”iberiske pæoner”, ”blå hibiscus”, ”vildtvoksende rosmarin”, ”rød rockrose” etc. Fauth, fornemmer man, opremser ikke disse følsomme, lysende blomster for geografisk at beskrive, hvor han er – men derimod hvor hun er. Mette er død, hun er ingen steder; derfor er hun alle steder, og naturen minder jeget om hendes allestedsfraværende nærvær. Den lokalkosmiske forening kulminerer i ellevte sonets smukke terzetter:
”jeg tror der findes visse spor af dig/ du møder mig på vej i myrtens bær/ vi går og samler sammen, dig og mig// fra enebærbusk til atomers kerne/ du er jo lige her, kommer mig så nær/ er dette sollys, bjerget i det fjerne”.
Hilsen til Sommerfugledalen
Det er imidlertid ikke blot formen, der, som skrevet, leder tankerne hen på Inger Christensen: Indholdet synes at rumme mange om ikke deciderede lån, så i hvert fald allusioner til Sommerfugledalen. Det gælder på det tematiske makroniveau, hvor døden i begge værker er læserens ledsager (undertitlen hos Inger Christensen hedder et requiem, hvad den også kunne have heddet hos Fauth), men også på mikroniveauet går bestemte ord, ja, endda rim igen hos Fauth. Et eksempel kunne være Fauths ottende sonet, der afrundes med linjen ”er denne sommertime kun en stime?” I Sommerfugledalens første sonet finder man også de betydningsbærende ord ”stime” og ”sommertime”, der knyttes sammen i et krydsrim. Dertil er også den retoriske figur med de mange spørgsmål, indledt med ”er”, kendetegnende for begge værker. Jeg skal ikke analysere her, men dog videre nævne nogle af de rimpar, som går igen i begge værker: håbe/kåbe, løgne/øjne, duft/luft, op/krop.
Sonetkransens rytme, der traditionelt består af 5-fodsjamber, er noget ustabil i Fauths digte. Mange verslinjer gennem værket indledes med trokæer, og den rytmiske ambiguitet i en sætning som ”vildtvoksende rosmarin, rød rockrose” er på grænsen til forstyrrende. Graden af værkets selvstændighed lider derved under, at den læner sig for meget op ad Inger Christensen og for langt ud over de rytmiske grænser.
Men når alt kommer til alt er Søren R. Fauths Du er jo lige her en smuk og selvlysende sonetkrans om det nærvær, sorgens natur og naturens sorg kan fremkalde på den anden side af mødet med døden. Fauth minder os om, at kærligheden aldrig hører op – den kan komme bag på os og kan føles som ”et strejf på kinden af Guds evighed”.
Leave a Reply