Sproget som perspektiverer

Sproget er den virkelige rejsefører. Og den rejse er nødvendig for at leve godt.

For nylig kørte jeg halvanden time fra mit hjem på Djursland og hele den lange, usexede motorvejsstrækning til Ikast for at indfinde mig på Ikast bibliotek en onsdag aften.
Det er ikke alle, jeg gider at køre til Ikast for. Faktisk er jeg generelt for nærig og doven til at komme afsted, når min verdens store ikoner er i landet. Maksimalt over Lillebæltsbroen, og selv da vil jeg have siddepladser, bland-selv-slik og veludrustet madkurv med.
Jeg kan kun huske én gang før, hvor jeg af egen fri vilje hostede op med de små ottehundrede kroner for en billet og tog til Randers for at høre Paul Simon.
Det samme, der drev mig til Randers, drev mig til Ikast.
Godt nok var Ikast Bibliotek mere beskedne, hvad entreen angik. 100 kroner kostede løjerne, og det syntes jeg var fundet for de penge. Selv om de ikke tog dankort, og vi måtte ud og støve en pengeautomat op.
Den ellers så flygtige Peter Høeg var trækplastret, der alligevel havde fået godt halvtreds mennesker op af sofaerne.
Som journalist – og som almindelig forbruger  – ved man, at der er mennesker, der mere end velvilligt fortæller om deres kunst. Udsender pressemeddelelser, kører facebook, twitter, instagram, websites og på alle måder gør opmærksom på sig selv. Som forfatter er jeg selv ét af disse mennesker. Jeg stiller op, ivrigt og beredvilligt, i håbet om at overbevise andre om, at mine udgydelser er et øjebliks opmærksomhed værd.
Peter Høeg hører ikke til de opsøgende. Der er ikke nogen hjemmeside, ingen sociale medier. Det behøver han slet ikke. Med det forrygende bestseller-gennembrud med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne  i 1992 kom berømmelsen og tilbedelsen helt af sig selv. Os, der har fulgt hans karriere siden, ved, at han ikke er decideret mediesky. Han giver et par interviews i forbindelse med hver udgivelse, deltager i enkelte, udvalgte radioprogrammer. Men der er ingen ivrigt layoutet count-down på en facebookside. Alt det behøver han ikke.
Man spørger sig selv, hvad katten han laver på Ikast Bibliotek.

Romanen som nødvendighed
Forklaringen kommer han selv med. Stedet har en betydning for ham rent geografisk, og han vil gerne belønne bibliotekslederens ihærdighed. Så derfor blev Ikast et af få, udvalgte locations, han gæster med et foredrag i forbindelse med udgivelsen af den seneste bog.
Beskedent nok handler foredraget ikke om hans egne bøger. Det hedder ganske enkelt: mine oplevelser med musik og litteratur. Han nørkler med teknik og genstridige lydanlæg. Og på et tidspunkt beder han os lukke øjnene og lytte, imens han fisker bøger frem af en medbragt bunke.
Det, han læser højt, er indledninger.
Det er en blandet landhandel. Raymond Chandler, Michael Connelly, Herman Melville, Patrick Süskind.  Krimier, klassikere,  persisk digtekunst, Benny Andersen.
Høeg er en begavet oplæser, men den virkelige rejsefører er sproget. Og det er til stadighed en gave at lade sig transportere fra Ikast til Los Angeles’  neonoplyste gader, Nantuckets sneknasende havnestræk, attenhundredetallets stinkende Paris og hormoner på himmelflugt i Vangede.
Professor i Psykologi Svend Brinkmann har netop udgivet bogen Stå fast som et opgør med selvhjælpskulturens evige indadskuen og ”mærken efter i sig selv”.  Mærkeligt nok var det kontroversielt nok til at trække overskrifter a la Tag nej-hatten på. Der er syv gode råd, ligesom der i sin tid var syv gode vaner, og Stephen Covey fik lov at effektivisere vores liv. Råd nummer seks er at læse en roman. Som skal illustrere kompleksiteten i menneskelivet og ikke blot reducere det til en slags opadgående kurve eller deroute, man kan sammenligne sin egen tilværelse med og trække grydeklare konklusioner ud fra, som de findes i selvhjælpsbøgerne.

Skønheder i opvasken
Brinkmanns pointer er interessante, om end en smule knarvorne. Men det, der for alvor er spændende, er for mig at se anerkendelsen af litteraturen som nødvendighed for hele tiden at se sit eget liv i en større sammenhæng. At for at leve godt i mit hus på Djursland er det væsentligt, at jeg tager med Ismael rundt på verdenshavene i jagt på den hvide hval eller sidder på Harry Bosch’s terrasse med udkig over Hollywood og lytter til ensom jazz.
For når jeg bliver spurgt om, hvad der optager mig i litteraturen, vil svaret nok altid være sproget. Det sprog, der trænger ind i hele min måde at tænke på – i hvert fald et par dage. Det sprog, der ræsonnerer dybt inden i mig og lader mig kaste nye øjne på min omverden. Det sprog, der får mig til at le. Det sprog, der afslører nye detaljer og nye skønheder i min indkørsel og min opvask og mine fremtidsplaner.
Det sprog, der kan det, afhænger af den enkelte modtager. Det er dybt subjektivt.
Jeg kører til Ikast og Randers, fordi både Peter Høeg og Paul Simon vækker den der grundtone af noget poetisk og virkeligt i mig, en form for opvågnen og sproglig forkælelse, som en æske fyldte chokolader der smelter i munden.
Jeg læser de forfattere, hvis sprog kan transformere,  for at nyde min opvask mere, smage maden bedre,  elske min mand højere, sætte pris på mit liv dybere, værdsætte min løn yderligere og rejse verden rundt uden visum.
Derfor interesserer Knausgaards projekt mig ikke som litterært fænomen – kun som sproglig katalysator. Derfor læser jeg krimier, rejsebeskrivelser fra halvtredserne og kogebøger med lige stor interesse.
De forfattere, hvis ord kan invitere netop mig på rejse, læser jeg.