Stærk og smuk som en ung hes​​t 

Anmeldelse af Clarice Lispector: Nær det vilde hjerte, udgivet på Forlaget Basilisk d. 3. april 2025. 

Anmeldt af Ursula Dyekjær 

Foto: Ursula Dyekjær 

Den mystiske Joana og den pinefuldt menneskelige Otavio har sat sig fast i mit hoved. Jeg har tænkt på dem hver dag: Hvad blev der mon af Joana, der foretrak at leve i sine egne tanker frem for blandt andre mennesker? Og hvad med Otavio, der hverken kunne leve ​​med eller uden Joana? 

Clarice Lispectors debutroman Nær det vilde hjerte er en kærlighedshistorie, og det er ikke en kærlighedshistorie. En romance? Ikke rigtigt. Men der er mennesker, der bliver gift, skilt, sårer og begærer hinanden. Hovedpersonen er Joana, og jeg må indlede med at indrømme, at jeg ikke tilstrækkeligt kan ikke forklare min fascination af Joana. ​​Du må læse bogen for at få del i den, og det synes jeg, du skal. I romanens to dele følger vi Joana gennem sporadiske nedslag fra hendes barndom og derefter fra hendes voksne samliv med Otavio – men det er hendes komplicerede tankeliv, ikke handling, der driver bogen frem.   

Den unge Joana 

Joana vokser op med sin enlige far, men hun er stadig kun et skolebarn, da han dør. Hun flytter ind hos sin tante, der bor ved det vilde, brusende hav, men deres forhold bliver aldrig bekvemt – Joanas lynende intelligens holder hende på afstand af de voksnes omsorg. ”Hun er en slange,” siger tanten, skræmt af den unge teenagers uigennemtrængelighed. Joana keder sig nemt, men hun leger ikke – hun tænker. Hun udforsker sine følelser og sit udseende, som om det at være menneske er helt fremmed for hende.  

”Hun lo højt og så sig hurtigt i spejlet for at se effekten af smilet på sit ansigt. Nej, det fik det ikke til at lyse op. Hun lignede en vildkat, de brændende øjne over de flammende kinder, spættet med mørke solbrændte fregner, det kastanjefarvede hår viltert over hendes øjenbryn. Hun så en mørk og triumferende farve i sit indre.” 

Hvordan læser man ​Nær det vilde hjerte​? 

Gennem hele romanen er sætningerne lige så snørklede som de er smukke. I en note inden romanens begyndelse skriver oversætteren Tine Lykke Prado, at bogen er syret fra Lispectors hånd. Prado vil ikke mindske syretheden eller vige fra Lispectors kaotiske tegnsætning, skriver hun, og tro mod Lispector lader hun læseren tumle igennem lange, komplicerede passager:  

”Jeg føler ingen galskab i mit ønske om at bide stjerner, men jorden findes stadig. Og fordi den første sandhed er på jorden og i kroppen. Hvis stjerneskæret gør ondt i mig, hvis denne fjerne kommunikation er mulig, er det fordi noget, næsten som en stjerne, sitrer inde i mig. Her er jeg tilbage i kroppen. Vende tilbage til min krop. Når jeg overraskes over mig selv dybt i spejlet forskrækkes jeg.” 

​​​Føl dig gerne lidt underlegen, når jeg fortæller, at Lispector var 20 år gammel, da hun skrev bogen. Hendes skrift er overlegen, fuldstændig i samklang med Joanas væsen: Hun er hævet over alt, der er banalt og hverdagsagtigt. Fornemmelse for tid og sted går ofte i opløsning, når Joanas tanker strømmer ned over siderne som brusende vand. Der er intet at holde fast i. ​​Derfor anbefaler jeg dig at læse langsomt og grundigt. ​​Start forfra øverst på siden, når du taber fodfæstet i Joanas hvirvlende filosofier og kommer til at tænke på noget andet (og det kommer til at ske) – det er det værd.  

Joana og Otavio 

Bogen er i to dele, og i anden del, der præsenterer Joanas liv som voksen kvinde, er hun betagende. Fascinerende, uopnåelig. Hun møder filosoffen Otavio, der straks, lige så betaget som mig, forlader sin forlovede Lidia, med hendes blide, behagelige kvindelighed, for Joana og hendes kantede krop og kolde facon. Joana kommer hurtigt til at hade hans tilstedeværelse. Han er modsætningen til hendes eksperimenterende tankeliv. Vreden raser bag hendes brystkasse, når hun tænker på den måde, han har berøvet hende friheden, og hun spørger sig selv:  

”Hvordan knytte sig til en mand uden at tillade ham at holde sig fanget? Hvordan hindre at hans fire vægge voksede ud over hendes krop og sjæl? Og fandtes der en måde at besidde tingene på uden at tingene besad hende?” 

Men så løfter Otavio blikket, spreder armene for hende, og med kinden mod hans bankende hjerte er hun ”på sørgmodig vis en lykkelig kvinde”. Joanas modvilje mod kærligheden er en modvilje mod at stilne af. Jeg ser Joana som Lispectors udforskning af et spørgsmål, ethvert vovet ungt menneske må se i øjnene​:​​​ Hvad taber jeg, hvis jeg binder mig, bliver forelsket, slår mig ned? Hvordan kan jeg blive i mulighederne, vildskaben, åbenheden, idealismen og naiviteten? Hvordan kan jeg aldrig blive gammel, grå og kedelig? 

Joana giver sig selv et løfte som svar på denne fortvivlelse: ”Fra enhver kamp eller hvilke vil jeg rejse mig, stærk og smuk som en ung hest.”