Stærk, sarkastisk debutant 

Stærk, sarkastisk debutant 

Stærk, sarkastisk debutant 

Anmeldelse af  Caroline Schmitt: Kærlighedsvæsen, udgivet på Turbine Forlag d. 23. februar 2024. Oversat fra tysk af Ditte Engels Hermansen.

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Tyskland har fået sig en ny, ung forfatter, der med sin karakteristiske og overbevisende skrivestil slog benene væk under mig. Byd velkommen til Caroline Schmitt og hendes debutroman, Kærlighedsvæsen, hvis lyserøde skyer er tynde og lette at falde gennem.

Jegfortælleren i Schmitts debut er Lio. Lio er en ung kvinde, der bor i en lejlighed med sin vilde veninde, Mariam. En dag præsenterer Mariam hende for Max, og hun forelsker sig pladask i ham. Trods fremtidsforventninger og -frygt vælger de at flytte sammen og starte et nyt kapitel sammen. Men selvom alt virker lyserødt og sukkersødt, bærer Lio på en bagage, der er tungere end de flestes.

(Un)heimlichkeit

Sammen med Max får Lio en forsmag på den forelskelsesrus og det forholdsideal, som mange går og drømmer om. Men hun kan ikke åbne sig helt op for ham, lige meget hvor meget hun forsøger. Hun har nemlig en fortid, der gemmer på ikke bare ét, men flere betydningsfulde traumer. Ikke alene voksede hun op i et hjem med en alkoholiseret far og en både fysisk og psykisk voldelig mor – hun har også været offer for en voldtægt. Gennem de forskellige tilbageblik på traumatiske hændelser bliver det dog tydeligt, at Lio har disse oplevelser holdt ud i strakt (og sarkastisk) arm:

“Jeg forsøgte igen og igen at skubbe hans hænder væk og at komme fri af hans krop. Det kunne han godt lide. Enhver ved jo, at nej som regel betyder ja hos unge piger, og at det derfor kræver en menneskekender at vurdere, om pigen i virkeligheden havde lyst til at blive gennempulet eller ej.”

Lios baggrund er indbegrebet af unheimlichkeit – en følelse af, at selv det hjemlige, der burde være trygt og roligt, er invaderet af usikkerhed og uhygge.

To år senere…

Lige så hurtigt, som Lio og Max forelsker sig, lige så hurtigt brister deres forelskelsesrus som dug for solen. Max falder ned i en deprimeret tilstand og begynder at mødes med sin eks, Sara. Og mens han forsøger at holde dette hemmeligt for Lio, holder hun ligeledes noget hemmeligt for ham. Hun er nemlig blevet gravid. Problemet er bare, at hun ikke vil have barnet. Faktisk vil hun ikke have noget af alt det, hendes liv er blevet til. Tværtimod. Hun savner livet med Mariam og sit gamle selv, som hun synes at have mistet. I denne del af romanen findes derfor nogle ret fine beskrivelser af Mariam og Lios venskab, som hun savner og mindes:

“På billedet har vi et fast tag om hinanden, og på vores næser sidder et par identiske par solbriller, hvis herkomst selv mange år efter forblev et mysterie. Mariams blik er højt-humør-afslappet, mit er højt-humør-panisk, fordi jeg sekunder efter landede på bagdelen.”

Et sarkastisk skjold

Schmitt har skrevet en stærk debut, hvis sarkastiske stemme er med til at bære Lios fortælling frem på en overbevisende måde. Kærlighedsvæsen placerer sig midt i den strøm af romaner, der handler om midtvejskrisens rasen. Den handler om at prøve at finde ud af, hvem man er og gerne vil være, når voksenlivet for alvor banker på og trænger sig ind på os. Om de venskaber, der pludselig hænger i en tynd tråd, mens parforhold og familiestiftelse begynder at blive virkelighed. Og så handler den om at indse, at man på sin vej har mistet sig selv – og at det er okay at sadle om for at finde tilbage til den, man er og gerne vil være. Ikke mindst over for sig selv.