Anmeldelse af Drengen der løb med Gud af Morten Sabroe. Udgivet på Politikens Forlag d. 12. maj 2015.
Anmeldt af Line Andersen
Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk
Morten Sabroe har i årenes løb udgivet et hav af romaner. Med sin journalistiske portrætorienterede baggrund har han succesfuldt skabt den ene komplekse karakter efter den anden. Viktor Hugo, fortæller og hovedperson i Drengen der løb med Gud, er ingen undtagelse.
Som i de fleste af Sabroes romaner er det svært at placere Drengen der løb med Gud genremæssigt. Det er en roman om mennesket, og den er, ligesom de fleste af Sabroes skriblerier, fuldstændig sin egen.
Viktor Hugo er ikke en almindelig dreng. Da vi lærer ham at kende i romanens begyndelse, er han netop blevet genoplivet af en sygeplejerske, der har fundet ham død i en kløft. Han lider af hukommelsestab og hjerteproblemer. Mens han ligger på hospitalet, besøger hans forældre ham ikke; han modtager blot et brev fra moderen, der fortæller, at de er rejst væk et stykke tid. Han bliver af sin gymnastiklærer, der i øvrigt er ved at skrive en bog om ham, kaldt ”Drengen der blev født til at løbe” – og det gør Viktor Hugo så. Også selvom lægerne på grund af det dårlige hjertefraråder ham det. Da han bliver udskrevet fra hospitalet, begynder han at tænke over livet. Han beslutter sig for at flytte hjemmefra, så i stedet for at gå i skole løber han ærinder for de ældre kvinder i byen, der er trætte af kommunens vakuumpakkede middagsretter. Han lejer et sommerhus for de penge, han tjener, og redder også en hund. Denne hund kalder han Gud. I de mørke nætter løber og løber han, og en nat støder han på en sort kvinde, der er løber ligesom ham, og kort efter modtager han et truende brev i postkassen. Herfra begynder hans jagt på at fylde sin hukommelse op igen. Ingen vil fortælle ham, hvad der skete, den dag han døde, og det viser sig, at byens indbyggere er af den overbevisning, at han løber fra en forbrydelse.
Typisk for Morten Sabroe møder vi i Drengen der løb med Gud en 16-årig knægt med fraværende forældre. I starten af fortællingen beretter Viktor Hugo om sin mor og far, og hvordan især faderen er mere koncentreret om sin egen forfatterkarriere end om Viktor Hugos ve og vel: ”Min far er stor. Han er berømt uden for vores by. Han læser altid bøger. Sine egne før andres.” Ligeledes kendetegnende for Sabroe opleves det også i denne roman, hvordan samfundet og dets struktur bliver kritiseret. Det er alt fra ældre damers kritik af sundhedssektorens tamme madordning til en gymnasielærers præferencer for unge med talent. Også religion bliver diskuteret ud fra Viktor Hugos beskrivelser af naturen og byen omkring ham, og selvfølgelig også ud fra navngivningen af hunden Gud:
”Klokken var over ti, horisonten glødede. Og skyerne over den. Det måtte være sådan nogle aftenener de havde skrevet manuskriptet der blev til Biblen. […] En kogebog fuld af opskrifter på hvordan man river øjnene ud af hovedet på hinanden, kommer gift i sin bedste vens bæger, og henretter enhver der ikke har læst bogen på samme måde som en selv.”
Drengen der løb med Gud er på mange måder en vellykket roman.Sabroes romaner skal ikke læses for deres plot, men derimod for deres skarpe, latente politiske diskussioner. I denne roman har han kreeret en kompleks jeg-fortæller, der fungerer som katalysator for en til tider næsten uoverskuelig intertekstualitet, der med et velovervejet og smukt sprog, får læseren til at overveje livet helt ned til mindste detalje. Romanen kan både betragtes som en slags dannelsesroman, en socialistisk thriller og en eventyrroman, men i bund og grund er det ikke genren, der er det afgørende. Man skal læse Drengen der løb med Gud, hvis man kan lide velformuleret og skarp politisk iscenesættelse af karakterer, der sætter aktuelle samfundsemner på dagsordenen.
Leave a Reply