Anbefaling af Jon Høyer: Jeg er bare til i mine digte – Om Steinn Steinarrs poesi, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag, d. 6. april 2016
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / detpoetiskebureau.dk
”Og jeg var bare til i digtets ord.” Den islandske Steinn Steinarrs digte er ikke blevet oversat til dansk i mere end 50 år, hvilket forfatter Jon Høyer forsøger at råde bod på i sin udgivelse om Steinarrs poesi. Med et ønske om at udbrede det danske kendskab til digteren både oversætter og fortolker Høyer enkeltstående digte, ligesom han forsøger at relatere dem til Steinarrs forfatterskab i sin helhed, ikke mindst med udgangspunkt i det eksistentielle, der er et centralt tema hos Steinarr.
Høyers lille, kompakte poesi-bog er en del af en forholdsvist ny pocket-bog serie med navnet Bureauets Lommebibliotek, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Det er en serie af både moderne og klassisk verdenslitteratur oversat til dansk – herunder også Steinarrs digte, hvis stil strækker sig ud over både det klassiske og det moderne. Herhjemme har Steinarr været en overset digter i hvis samtid store islandske forfattere som Gunnar Gunnarson og Haldor Laxness skrev. Steinarrs digteriske produktion er ikke overvældende, men hans forfatterskab fremstår ganske helstøbt som det præsenteres af Høyer.
Høyer har oversat en række af Steinarrs digte i udvalg fra hans i alt fem digtsamlinger, som han udfolder for læseren – bogen indeholder desuden et appendix med de udvalgte digte på originalsprog til gavn for både sprogligt nysgerrige læsere og de islandsk kyndige af slagsen. Igennem sine præsentationer af samlingerne og sine fine analyser og fortolkninger af digtene forsøger han at skabe en sammenhæng og fremvise en rød tråd i forfatterskabet. Denne sammenhæng er ganske tydelig, og det er interessant for læseren at følge den udvikling, der sker i Steinarrs poesi – både tematisk og stilistisk. Udviklingen spænder over opfattelser af livet som meningsløst med strofer som de følgende fra ”BLOD” (1940): ”Og vejløs fortid leder stumt din fod / og véd din skæbne, besk og trolddomsbladet. / Som alle andres skal dit unge, varme blod / til intet formål strømme ud i sandet.” Sidenhen bevæger den sig hen til at omhandle verden og menneskets position i den som i ”VERDEN OG JEG” (1942): ”Og vi, som før med grusomhed i sindet vendte / os mod hinanden, spåede hinandens fald og lo, / vi lærte endelig af det, der dengang hændte, / at livet var imod os begge to.”
Fra det politiske til det poetiske
Steinarrs forfatterskab gennemgås kronologisk, og i hans første samling Den røde flamme brændte (1934) er det politiske digte med fokus på det socialistiske samfundssyn, som dominerer, hvilket blandt andet skyldes tiden og omstændighederne som teksterne er skrevet under. Men selv i denne politiske samling stikker et andet essentielt tema hos Steinarr hovedet frem: De eksistentielle spørgsmål om livets og verdens mening. I Steinarrs efterfølgende samling er der et ekko af sociale kampråb, men eksistentielle tanker om menneskelivet som tomt trænger sig mere og mere på. Det stærke og barske budskab modificeres dog igennem analyse, som Høyer viser, og på den måde åbner digtene sig på elegant vis.
I de tidlige digte fremstår Steinarr som en lidt uprøvet digter, men efterhånden bliver hans lyrik mere indbydende og skarp. De senere samlinger og digte er mere nuancerede rent tematisk, ligesom sproget bliver mere billedrigt og poetisk. Særligt Høyers analyser af de sidste digte og deres samlinger fremstår i højere grad som små gendigtninger af Steinarrs poesi – dette er medvirkende til især at gøre sidste del af Høyers bog til interessant læsning. Både Høyer og Steinarr maler med deres tekst billeder for læserens indre blik igennem brug af symbolik og metaforer. Digtene fra samlingen Rejse uden løfte (1942) er værd at fremhæve – blandt andet digtet ”TILEGNELSE”, hvor menneskets såvel som digterens væren portrætteres som noget, der netop eksisterer i digtet selv med linjer som ”Til dig, der bor så blodløs og så bleg / bag tankerne og spejler dig / ned i min pens forfrosne, sære spor.”
Livet som forgængeligt, poesien som eviggyldig
Steinarrs sidste digtsamling Tiden og vandet (1948, udvidet udgave 1956), og i særlig grad digtet ”3”, er opfyldt af symbolik og fremstår skarpt. ”3” fortsætter rent tematisk i det eksistentielle spor, men med et udvidet syn på tilværelsen og dens karakter: ”På den anden side af det brændende stofs / blodtørstige læber / gror dødens hvide blomst.” Det er et digt om forgængeligheden som et livsvilkår, hvor døden som følge heraf betragtes som smuk i kraft af dens bestandighed, som livet ikke på samme måde rummer. Både digtet selv og Høyers elegante analyse fremhæver den poetiske kvalitet i digtet og den øvrige samling. Efterstræbelsen af det bestandige fortsætter i bogens sidste digt ”21”, hvor poesien og kunsten netop indtager denne rolle, og digtet toner sammen med evigheden: ”Som en forunderlig blomst / vokser fjerne verdener / ud af mit søvntunge / legeme […] / Mens evigheden ser / med min uopfyldelige drøm / ud af sit øje.” Den intethed, tomhed og død som Steinarr skriver om overvindes netop i digtningen – der, hvor evigheden og digteren er til, også efter døden.
Jon Høyer introducerer på raffineret vis et interessant forfatterskab, som de fleste danskere formentligt ikke kender til – men det er et bekendtskab, der bestemt er værd at beskæftige sig med. Steinn Steinarr skriver grundlæggende om det at være menneske og det at være til i verden, og på den måde minder han læseren om at mærke sin eksistens efter. Lyrikkens eksistentielle natur frembringer følelsen af at være lille og stor på samme tid hos læseren, som selv må tage styringen, og indtage sin plads i verden, livet og meningen i den store sammenhæng.
Leave a Reply