Anmeldelse af Karima Bouylud: I kærlighedens navn, udgivet på Gyldendal d. 7. maj 2021
Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg
Foto: Julia Duyvejonck Frøberg
I kærlighedens navn skildrer livet for de tre dansk-marokkanske kvinder, mormoren Mimount, moren Nadia og datteren Miriam. De kæmper for at bevare relationen til hinanden, hvor generationskløfterne mellem de tre tydeligt spiller sig ud i deres konflikter til hinanden og hvordan de forholder sig til den danske og marokkanske kultur. Traumerne og hemmelighederne, der dukker op til overfladen, truer med at opløse familien, uanset hvor meget de vil hinanden.
Karima Bouyluds roman er gribende, letlæselig og en rigtig pageturner. De tre karakterer er godt sammensatte, komplekse og føles næsten virkelige. De er også karakterer med fejl og mangler, som igennem romanen må se sig nødsaget til at kæmpe med deres fejl og udvikle sig som mennesker. Deres relationer til hinanden er anspændte og som historien skrider frem, finder læseren ud af hvorfor: Nadias første ægteskab til Habib er alt andet end idyllisk og harmonisk. Dette er roden til hvorfor Miriam vil anbringes på et bosted, hvorfor Mimount og Nadia kommer så skævt ind på hinanden og hvorfor Nadia står i midten, fortvivlet og usikker, selv i sin nye relation med sin mand, Gabriel. Derudover ulmer kulturclashet i baggrunden som årsag til hvorfor det hele går så skævt.
”Nadia ville heller aldrig gå klædt som andre piger. Normale, pæne piger. Altid var hun på tværs og nægtede at gå i nederdele og kjoler. Ikke engang ved festlige lejligheder. Kun jeans og T-shirts. Nogle gange kom hun hjem fra skole, og så var bukserne hullede. Hvad er der sket? spurgte jeg, men Nadia trak bare på skuldrene. Jeg fandt mit sygrej frem og ordnede bukserne, men dagen efter var hullerne der igen.”
Mimount er meget konservativ og traditionel, hvor der er faste rammer for hvad mænd og kvinder må og skal kunne. I hendes lejlighed fylder den marokkanske kultur meget, hvor tv’et altid afspiller arabiske nyheder eller tyrkiske dramaserier mens køkkenet dufter af stærke krydderier. Nadia lever en mere assimileret tilværelse ude i Nordvest sammen med sin mand Gabriel, mens hun benægter fortiden med tvangsægteskab og alkoholmisbrug. Nadias datter Miriam drømmer om at gå på Kunstakademiet mens hun drukner sig selv i stoffer og alkohol og tårer, fordi hun føler sig forladt. Ikke nok med at Nadia kæmper med sin mor og datter, må Nadia også kæmpe med socialpædagogerne, der tager sig af Miriam ude på hendes bosted. De viser sig at være knap så kompetente og lader Miriam gøre hvad hun vil, mens Nadia i voldsom affekt forsøger at få besøgstider, råber ad pædagogerne og må se nedslået til mens Miriam drikker og ryger livet væk.
Den forhastede afrunding
Bouyluds roman er drevet af karakterne og deres indbyrdes relationer, som skaber en masse spænding. Der bliver antydet en masse ting imellem linjerne, der er en masse hemmeligheder imellem dem og misforståelserne og den dårlige kommunikation gennemsyrer plottet. Men der var også steder, hvor det blev lidt for tvetydigt. Som læser sad jeg og undrede mig over, hvad der faktisk var sket, og romanen brugte mange kræfter på at bygge spændingen op, hvor jeg som læser sad og ventede på, at det hele vil blive oplyst i en dramatisk afrunding. Jeg blev mildest talt en smule skuffet, da jeg oplevede slutningen som meget forvirrende og uden katharsis. De sidste 40 sider var meget antiklimatiske og det var som om Bouylud var kommet i tanke om, at romanen skulle afsluttes. Her var de 40 sider ikke nok til at afvikle romanen. Når der blev brugt så mange sider på at bygge karakterne og deres konflikter op, kunne afrundingen sagtens have fået mere plads. På trods af dette var romanen fyldt med en masse drama og spænding, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. Især Nadias synsvinkel var den mest spændende, da hun også var den mest formfuldendte karakter, som var nem at leve sig ind og enormt sympatisk. Det var svært ikke at holde med hende, på trods af de mangler hun havde og de fejl hun begik. Som helhed, indkapsler romanen hvordan vi svigter og elsker hinanden på tværs af generationer og vores forsøg på at finde vejen tilbage til hinanden, hvilket sætter læseren helt på sædekanten i bar spænding.
Leave a Reply