Tabet af kærlighed grunder gennemsigtigt i forelskelsen

Anmeldelse af Caroline Albertine Minor: Nivå Bugt Strandenge, udgivet på Gutkind d. 24. april 2024.

Anmeldt af Emma Luna Hallgaard Christensen

Foto: Emma Luna Hallgaard Christensen

I den havblå digtsamling indkapsler Caroline Albertine Minor livets og forelskelsens porøsitet. Det er forsøget på at helliggøre sine nærmeste og indse, at det er umuligt. Og så er det forsøget på at leve videre.

Nivå Bugt Strandenge er en poetisk og sanselig undersøgelse af tilværelsen efter tragedien. Digtsamlingen er med andre ord et forsøg på at sprogliggøre livets skrøbelighed og hvad der sker, når kærligheden bliver tager fra en, når man mindst venter det. Men først og fremmest er det en rørende og hjerteskærende beretning om bearbejdelse af sorg. Gennem digtsamlingens 4 afsnit, hvori der varieres mellem ren prosaform og knækprosa, løber en sart nerve af ulykkelig kærlighed. For ulykken indtræffer og efterlader begge parter ødelagt:

”Følgende gør mig nu dårlig af savn:  / den regn, mandeltærten og kagegaflen bagefter / eller bare måden du kunne tage mit ansigt i begge dine hænder på / er der ingenting der er helligt? / er min søn ikke hellig? / Jeg kan ikke tro min søn ikke er hellig, så tving mig ikke / til det ved at sidde der i din kørestol / og være ødelagt”

Tro, håb og helligelse

Digtsamlingen kredser om det universelle og hjerteskærende livsfaktum: at forsøge at hellige sine nærmeste og indse det er umuligt. For heller ikke kærligheden kan i sidste ende beskytte de mennesker, man holder af. Digtene rummer således et underliggende spørgsmål om selve helliggørelsens mekanisme. Hvem eller hvad, har magten til at helliggøre? Er der overhovedet noget, der er helligt? Minor undersøger her forelskelsen, der med sin sindssyge, på linje med helliggørelsen, vil tilbede, ophøje og udødeliggøre et andet menneske:

”Til den mand der vendte / mig ryggen og bød mig at / elske ryggen / og jeg tilbad den / ryg som et alter / og fødte / et barn / i dens skygge”

Men når alteret viser sig at være lavet af knogler, der kan brække, og guden er et dødeligt menneske, der kan gå i stykker – mister man så troen, håbet og kærligheden?

Cirkelslutning

Jeg læser Nivå Bugt Strandenge som processen i at acceptere, at sorgen ikke er lineær, men cirkulær. Digtsamlingen er en sitrende sproglig indkapsling af en bristet drøm, og netop gennem sprogliggørelsen foreviges sorgen. Som var digtsamlingen en lille blød klump rav med den forstenede sorg indeni. Så kan man have klumpen i lommen, og tage den op når man savner og skimte ind til det, man engang troede var for evigt. Heri ligger også erkendelsen af, at slutningen allerede er præsent i starten. Som Minor enkelt og hårdtslående skriver:

”Tabet af kærlighed grunder gennemsigtigt i forelskelsen”