Anmeldelse af Vilma Sandnes Johansson: Tænk ikke på mig, udgivet på Gutkind d. 26. januar 2022
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Vilma Sandnes Johansson debuterer med en autofiktiv roman om tabet af sin mor, mens hun selv er ved at finde ud af sin egen identitet og hvem hun er. Med dokumentering af og erindringer omkring sin mors uhelbredelige sygdom midt i sine egne teenageår, fra 2013 til 2018, har Johansson skrevet sit eget vidnesbyrd, der rummer både sorg og latter, håb og hormoner. Tænk ikke på mig er en håndsrækning, der kan hjælpe andre, hvis det ubegribelige sker.
Ærligheden er slående, og følelserne har frit løb. Da Vilma er blot 13 år gammel, diagnosticeres hendes mor med uhelbredelig kræft. Dog vides det ikke, hvor længe, der vil gå, før moren vil dø af det. Lægernes sats på alt mellem seks og otteogfyrre måneder dæmrer konstant mere eller mindre tydeligt i Vilmas bevidsthed og minder hende om sin mors skrøbelighed. Alligevel træder romanen et skridt tilbage og anskuer den forventede død fra et andet perspektiv med et blik, som er livets.
Et puslespil af piller og pubertet
Teenageårene er fyldt med nye oplevelser og relationer. Vilma tager os med gennem sin skolegang i både folkeskole, på efterskole og gymnasiet. Særligt efterskolen og gymnasiet er steder, hvor Vilma kan løsrive sig fra hjemmet med morens evindelige sygdom som en gæst, der ikke kan smides ud. Hun prøver sig selv og sine grænser af med nye veninder, forskellige fyre, alkohol og rygning. Disse to diametrale modsætninger af Vilmas tilværelse rammer hende som en skyldfølelse, hvad end hun er derhjemme og passe på sin mor eller er ude og hygge sig med sine venner:
“Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg forsøger at slippe for det hele: Jeg er taget på efterskole, og når jeg ikke er på efterskolen, sniger jeg mig ind på natklubber med falske pasbilleder og drikker mig så fuld, at det ikke er sjovt. Jeg får dårlig samvittighed, fordi den, mor savner, er en anden end den, jeg formår at være.”
Som jeg kender dig, Vilma – som jeg husker dig, mor
Selvom den frustrerende ventetid og ubærlige sorg over morens død synes at fylde størstedelen af romanen, er ikke mindst glæden ved livet og minderne om moren lige så vigtige at udpege. Udover erindringskapitlerne om de fem teenageårs minder, er romanen også bygget op af et nutidsspor, dagbogsnotater, morens afskedsbrevet og Vilmas såkaldte “Morbog”. Det brev, Vilmas mor forærer hende, har overskriften “Som jeg kender dig, Vilma” og indeholder intime minder om og betragtninger af mor-datter-relationen set fra morens synsvinkel:
“Kære Vilma. Vi har levet sammen i de sidste snart 18 år. Og jeg husker situationer, fra før du selv kan huske dem. I denne tekst vil jeg prøve at skrive nogle af minderne ned – så du altid vil kunne finde tilbage til dem, mig og den måde, jeg kender dig på.”
Vilmas “Morbog” bliver på den ene side en nedskrivning af erindringer om sin mor, som hun kender og kendte hende. På den anden side bliver det et fysisk holdepunkt i form af en notesbog, hvor Vilma til morens: “som jeg kender dig, Vilma” kan svare: “som jeg husker dig, mor”. Her er plads til glæde og gråd, vrede og tilgivelse. Ikke mindst er der plads til at holde fast i moren og lade hende leve videre gennem sin datter:
“Du er et menneske, du er en død, du er aske, du er en spurvehøg, en blå sommerfugl, folks nyfødte babyer, du er solskin, regnvejr, du er gravstenen og blomsterne rundt om, du er min mor, min døde mor, du er flot på billeder, du var syg, du havde en blød krop, jeg kan stadig huske at kramme den, nogle gange minder jeg om dig, du er her i dine sange, og når solen skinner, mor, er du stadig irriterende, jeg bliver stadig sur.”
En mors død, en datters genfødsel
Når den sidste side er vendt, er øjnene våde af tårer. Læserens medfølende tårer spejles i Vilmas – hendes tårer bliver næsten som prismer. Prismer af tårer, der ikke blot er en manifestation af sorg og smerte, men også drypvise håb til livet. Vilma formår nemlig, gennem sin facetterede roman, at kaste lys over disse prismetårer, så de kan oplyse situationens mange nuancer og farver på både godt og ondt. Det er en hyldest til den afdøde og en påmindelse om at ære dennes betydning i sit eget liv. Som Vilma beskriver det med romanens allersidste sætninger:
“Jeg er min mor. Jeg er hendes liv, hendes sygdom, og jeg er hendes død. Mor er blevet til mig, og jeg er blevet til mor. Vi er mit liv, uden sygdom, og jeg er ikke død.”
Leave a Reply